10 mar M Rosenbaum funderer over tilstedeværelsen i strålende debutsingle
Foto: Marius Renner Christensen (Pressebillede)
M Rosenbaum sætter spørgsmålstegn ved tilværelsen på sin debutsingle “More” – en tragikomisk fortælling om at danse sig gennem vrede og selvmedlidenhed.
På sin debutsingle “More” inviterer M Rosenbaum lytteren med ind i sin egen humoristiske og ironiske martyr-fortælling, hvor hun svælger i sine egne selvskabte problemer. En fortælling om en dybereliggende frygt for at være et dårligt og utilstrækkeligt menneske – alt imens man danser gennem selvmedlidenheden til god musik.
Med sangen følger et budskab om at tage det tunge med det lette, og at ironisk distance til svære ting ikke nødvendigvis er en dårlig ting, fordi man gennem humor og ironi kan man åbne op for bearbejdelsen af tunge følelser. M Rosenbaum siger selv om singlen:
– Jeg sad i et utæt træhus i Nykøbing Sjælland i det meget tidlige forår og mærkede hverdagen – og frøs. Men solen brød frem, og jeg så ud ad vinduet og fik øje på en fasan, som rendte rundt derude. I det øjeblik skete der et stemningsskift. Med solen kom også en erkendelse af, at måske var hverdagen ikke så triviel og måske var der ikke rigtig noget at sørge over. Jeg tror, at ideen til “More” opstod i træhusets brædder. Som om de tog varmen, forstørrede den og gav mere tilbage.
“More” er den første single fra det kommende debutalbum Perversions, der udkommer til sommer. I grænselandet mellem selvoptagethed og selvkærlighed udforsker M Rosenbaum den perverterede, men samtidigt smukke individualisme, der er i os alle. Det kan blive perverst, når man vælger at svælge i sine egne følelser, men deri findes også en skønhed og en omsorg for sig selv.
Hør den skønne debut-single “More” lige her.