13 mar Koncertanmeldelse: Sorten Muld satte gang i Turkis med smukke viser og 90’er-nostalgi

Foto: Simon Juhl
Venue: Turkis, Aarhus
Dato: Fredag den 10. marts

Der var bred aldersrepræsentation, da Sylfide og Sorten Muld spillede på etårsdagen for Turkis’ åbning. Koncerten var udsolgt, og det kunne mærkes, da det særligt under hovednavnet Sorten Muld blev umuligt at bevæge sig rundt iblandt det talstærke publikum.

4/5 stjerner

Da jeg efter at have forceret en længere kø til både billetlugen og baren, får sat mig ned forrest i salen, ser jeg Helene Tungelund – også kendt som Sylfide siddende midt på
scenen, hvor hun skulle fremføre sin nordisk inspirerede folkemusik alene ved hjælp af harpe, vokal og et ambient backingtrack. Efter en repræsentant fra Turkis havde budt
velkommen, fyldte lyden af kirkeklokker salen. Klokkerne syntes i sig selv dissonante og umusikalske, men da Sylfide under første nummer sang melodien med dem, åbenbarede hun et smukt motiv i de ellers mundane reallyde. Man blev hurtigt transporteret til en blomstereng, da lydfladen blev udvidet med fuglefløjt, og jeg glemte fuldstændig den migræne, jeg ellers var mødt op med. Hendes harpespil var sikkert og blev komplimenteret af en skarp sang- og mikrofonteknik, som resulterede i en af de mere mindeværdige vokalpræstationer, jeg længe har været vidne til. Trods tekniske problemer, tryllebandt Sylfide mig og formåede egenhændigt på ny at vække min nysgerrighed på folkemusikken – alt sammen i løbet af en efter min mening alt for kort koncert.

Efter den korte change-over, gjorde Sorten Muld sig klar på scenen. Folktronica-pionererne kunne sidste år bryste sig af et imponerende 25-års jubilæum for debutalbummet Mark II, og det var på mange måder smukt, at koncerten netop foregik på Turkis, som har gjort meget for at etablere, en i øvrigt vellykket, platform for tværkulturelle musiktraditioner i Aarhus. Hvor Sylfide stod for den nordiske gren af folkemusikken, var Sorten Muld anderledes vidtrækkende i deres udtryk. Særligt numrene på deres seneste udgivelse Mark IV – Lånt Tid bar præg af mellemøstlige indflydelser, og inklusionen af Orhan Özgur Turan på Saz bidrog til også at trække de ældre numre i samme retning.

Forsanger Ulla Bendixen agerede veloplagt frontkvinde, der med store armbevægelser og en skrøbelig, dog vedkommende vokal, førte publikum sikkert igennem koncerten. Bandet virkede i høj grad til at være til stede i oplevelsen, og der gik heller ikke længe før stole og borde blev rykket til siden, så de forreste rækker kunne få plads til at danse. Jeg oplevede dog under de mere intense og kaotiske arrangementer, at lyrikken druknede i de elektroniske lydflader. Bandets musikalske udtryk syntes da også allermest effektivt, når de elektroniske elementer understøttede de folkemusikalske forlæg, fremfor at udkonkurrere dem. Som under “Hillelil”, hvis knurrende synthbas nærmest lå på lur og gav plads til et hårdtslående omkvæd, hvor det akustiske og elektriske smeltede sammen.

Når det lykkedes, var resultatet overbevisende, men kunsten lå i balancen, og jeg oplevede desværre, at bandet enkelte gange fik overbalance. Koncerten kulminerede, da jeg under ekstranummeret “Ravnen” pludselig befandt mig midt i en breakbeat- og acidtrance – koncert i 90’erne – og folks begejstring var til at tage og føle på. Bandet mødte publikum med lige dele alvor og letsindighed. “Tænk at indtage det mest vidunderlige måltid for at finde ud af, at du har spist din elskedes kød”, var ordene forud for nummeret Kirstin, hvor scenen blev badet i blodrødt lys. Det var et stærkt øjeblik, der virkelig fik mig til at spidse ører, og i de tilfælde, hvor bandet blot skålede med publikum, savnede jeg de mere selvhøjtidelige og nærmest ceremonielle præsentationer.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Sorten Muld fik revet salen med og leverede en tiltrængt dansefest og frirum til et publikum, der så ud til at have brug for det.

Skrevet af Niels Andersen