31 mar Interview: Julie Ellinor har altid bare forholdt sig meget til musik

Foto: Julie Ellinor // PR

I højttalerne her på redaktionen sker det ofte, at et af Julie Ellinors numre kommer på – oftest hurtigt efterfulgt af et par anerkendende nik og en der mumler “ej, jeg elsker den her sang” et sted i baggrunden. Sangerinden er i dag, den 31. marts, ude med sit første studiealbum; Reality’s Got Nothing on Illusion, og med vores tydelige kærlighed til kunstneren var det mere end oplagt at tage en snak med sangskriveren om det kommende album.

Med spænding i kroppen og det dengang endnu ikke udgivede album Reality’s Got Nothing on Illusion i ørene, virkede det som verdens længste togtur mellem Roskilde og København. Turen gik, på denne iskolde mandag, til Playground Music’s kontor, hvor jeg havde aftalt at mødes med Julie Ellinor. Efter lidt forvirring mellem min telefons vejviser og undertegnede, fik jeg fundet frem til hoveddøren. Et par halv-dybe åndedræt senere, og det lykkedes mig at få åbnet døren. Med det samme så jeg Julie ud af øjenkrogen sidde i et mødelokale og se mere end klar ud. Hun hilste med et kæmpe smil på læben, jeg fik en kop kaffe stukket i hånden og fik tjekket en smule af kontoret ud, inden vi fik sat os, og Julie og jeg nikkede anerkendende til hinanden – vi var klar til at starte interviewet.

Musik – en ven gennem hele livet

En lykønskning og lidt småsnak om albummet senere, og jeg fik spurgt ind til, hvordan hun fik kastet sig ud i musiklivet.

– Jamen jeg kom ind i musikken, simpelthen ved at jeg samlede guitaren op, da jeg var i starten af mine teenageår. Det instrument har altid fascineret mig helt vildt, og så på et tidspunkt tænkte jeg ”det skal jeg da kunne selv”. Så jeg samlede den op, og så var det egentlig sådan rimelig selvlært, jeg sad og nørdede tutorials på youtube, og sad efter gehør og lyttede til de sange, jeg synes var fede. Så gik jeg meget hurtigt i gang med at skrive mine egne sange. Jeg er meget sådan praktisk anlagt, og har aldrig gjort mig så meget i musikteori og sådan noget, det er meget ud efter hvordan jeg hørte ting og forestillede mig.

– Så det er meget guitaren der er kilden, da det var den, der gjorde jeg fik form på det hele. Jeg havde stiftet bekendtskab med at synge lidt da jeg var barn. Men det var først da guitaren kom ind i billedet, der blev skabt en ramme om sangskrivningen. Jeg er vokset op i hjem med en stor, bred vinylsamling, og har altid haft et lydtapet kørende føler jeg, så jeg har altid bare forholdt mig meget til musik.

Kærligheden til musikken stråler ud af hende, og for hver gang hun nævnte guitaren, sneg der sig et lille smil ind på hendes læbe. Selvom jeg aldrig ville kunne forestille mig situationen anderledes – spurgte jeg hende lidt ind til tankegangen bag at forblive i musikken.

– Ja, der gik jo lige en rum tid. Fra jeg samlede guitaren op, har jeg altid spillet musik i en eller anden grad, men det tog først sådan rigtigt til i gymnasiet og lige efter gymnasiet. Det var som om det var den der ting, der aldrig rigtig forsvandt ud af billedet, det var det, der fyldte og gav mig energi. Så uanset hvad jeg ligesom endte ud i at lave ved siden af, så gav det mig slet ikke det samme som musik – det kunne slet ikke måle sig med det. Så det har bare været en ven fra jeg var 13 år. Og så valgte jeg ligesom at gå all-in på det og bruge alt min tid på det.
– Jeg skulle lige forbi en de-tour forbi noget uni, og lige forbi akademikervejen. Det er jo det alle andre gør, der må være en grund til det. Så gjorde jeg det i noget tid, og musikken blev ved med at hive i mig, så der var ikke nogen vej uden om.

Vi grinte lidt over, hvor nemt det var bare at følge de andre, inden hun forsatte:

– Det betyder noget, i hvert fald for mig, at sige at det er det, jeg bruger alt min tid på. Det kræver også, at man hele tiden dygtiggør sig, og jeg har hele tiden lyst til, at blive bedre til at skrive sange og til mit instrument og blive bedre til synge – for mig krævede det at jeg ligesom gik all-in på det.

Jeg sad og blev mere og mere forblændet af hendes ubestridte kærlighed og forhold til musikken, og prikkede lidt til, om der mon var nogle specielle forhold i gymnasietiden, der for hende tydeliggjorde beslutningen om at forfølge drømmen

– Jeg har mødt mange fede undervisere undervejs, som har bakket op om, at jeg ligesom havde noget at byde ind med. Men for mig har det allermest været, at jeg har mærket en reaktion, når jeg var ude og spille. Jeg har spillet live i et stykke tid, inden jeg overhovedet begyndte at indspille musik. Og det har været den reaktion man får, når man står på sådan en scene foran et publikum – jeg kan ikke nævne en specifik koncert, hvor det gik op for mig – men det har løbende været en ting, der har taget til, og den følelse jeg har haft i kroppen når jeg har stået på den scene, og har kunnet mærke at der er nogen der responderer på mine sange.

To verdener – én i hovedet og én i virkeligheden

Med et album lige på trapperne og en vanvittigt dygtig musiker overfor mig ved bordet, som bare strålede af spænding omkring udgivelsen, kaldte samtalen bare på at komme ind på det nye album og den specifikke inspirationen dertil:

– Det har været en meget løbende proces, både inde i mig selv, hvor jeg altid har vidst, jeg tænkte meget over tingene – måske også lidt for meget til tider. Så jeg begyndte at lægge mærke til, hvor meget mit indre liv oppe i hovedet egentlig fyldte. Så begyndte jeg at åbne lidt op for det til mennesker omkring mig, og så fandt jeg sgu ud af at det ikke var så specielt endda, og der er ret mange, der går med den følelse af, at man har ret mange scenarier og ting, der måske ikke rigtigt eksisterer uden for dig selv, men alligevel bruger helt vildt meget energi og tid på det. Og så skrev jeg en sang i en session – titelsangen på albummet ”Reality’s Got Nothing On Illusion” – og det var som om det samlede essensen af det her billede af, at der foregår så meget oppe i hovedet. Jeg kunne godt tænke mig at lave et album, hvor man gennemgik lidt min tankestrøm, i de sange der er på albummet – ikke at det omhandler et specifikt emne, fordi jeg berører mange forskellige emner – men hvis jeg nu skriver de her sange, inden jeg måske når at sige tankerne højt til andre mennesker, så får jeg ligesom skrevet sangen og så kan jeg dele emnet bagefter.

Efter at have grint lidt over det at reflektere over at reflektere, vender vi over i, hvad albummet mere specfikt kan, og hvordan det skal definere hende som kunstner i fremtiden.

– Det første ord jeg kommer til at tænke på er, at jeg har lavet et album, der føles autentisk for mig. Jeg har virkelig forsøgt at lave et album, som netop stoppede lidt i den tankestrøm, man kan komme ud i om, hvad alle andre måske gerne vil høre eller forventer at få i et album fra mig. Så har jeg forsøgt at holde det meget rent at lave, et album som føles autentisk egentlig – det er det ord jeg tænker allermest på.
– Og jeg har været ude og spille live en del imellem første EP og anden EP – og så efter den anden EP kom ud. Så da jeg gik i studiet, havde jeg bare sådan en følelse af, at de her sange skal være mega sjove at spille live med mit band – og jeg har altid haft en lidt mere sådan rå energi og lidt mere rocket udtryk live, end hvad jeg gik i studiet for at indspille. Og det vil jeg gerne forsøge at hive ind i mit studie – den der livsenergi, eller den der følelse af noget der er lidt mere kantet, og hvor der er plads til dynamikkerne, de helt store energiudladninger, men der er også plads til det helt intime – og både det mørke og det lyse.
– Det her album kan forhåbentlig gøre, at jeg kan komme ud og spille rigtig mange koncerter – og det glæder jeg mig sindssygt meget til. Blandt andet spiller jeg to koncerter til april, hvor det er første gang jeg skal spille det her album live foran et publikum.

En ny tilgang, udfordringer og mavefornemmelsen

Jeg erklærede mig enig i, at den autentiske fornemmelse brænder tydeligt igennem på albummet, og kunne sagtens sætte hendes ord sammen med albummets mere ærlige lydbillede. Jeg undrede mig over, hvorvidt sangskrivningsprocessen havde skiftet tilgang, og om det havde medført nogle udfordringer i studiet:

– Det er meget forskelligt, hvordan jeg skriver en sang, men det er oftest med en guitar i hånden, og det har som sådan ikke været anderledes på det her album. Men jeg har en gang imellem under indspilningerne, lige skulle minde mig selv om, at det er okay, at det stikker lidt af nogle steder, og at gøre produktionerne lidt mere løsslupne. Jeg har selv været med til at co-producere alle sangene, og det kan godt være det ikke er det ’perfekte’ take man vælger i sidste ende, fordi det har en nerve, en energi eller noget sjæl, som du simpelthen ikke kan få ud af de forrige mere ‘perfekte’ takes. Det har været en øvelse for mig at gå mere i den retning, og det har været lærerigt og fedt.

Hendes svar var med en solid og selvsikker klang, hvilket fik mig til at lure på, om det måske ikke var i sangskrivningen, de største udfordringer var opstået, men et helt andet sted i processen – hvis der havde overhovedet skulle have været nogen enorme udfordringer:

– Jeg har indspillet albummet i Grapehouse Studio, med min producer Christian Alex Petersen, som jeg har arbejdet med på mine to foregående EP’er. Så det har været en utroligt afbalanceret og rolig proces, fordi vi kender hinanden så godt efterhånden, og vi har skabt et sprog, som bare gør vi arbejder sindssygt hurtigt også. Så hele processen har egentlig været ret afbalanceret, også fordi jeg, efter mine to EP’er, har været mere bevidst om, hvad jeg foretager mig når jeg skriver sange, og når jeg går i studiet – og det har også gjort at jeg meget mere bevidst har kunnet tage nogle stilistiske valg, og jeg har kunnet høre på nogle af sangene præcis, hvordan de skulle lyde, inden vi gik i studiet.

– Så der har været mere ’øjne-på-bolden’ følelse, synes jeg. Men med det sagt – når jeg når til den der slutfase, hvor man skal lukke ting – nu er det definitivt, nu er det sådan den indspillede version af den her sang er – kan det godt være en tough proces – og det er måske i virkeligheden der, hvor mit overtænknings-menneske kommer frem i mig. Når jeg ellers laver musik, og er i zonen, så kan jeg holde det væk – det er et af de eneste frirum jeg har, når jeg laver musik. Men når man når til slutfasen, så er det som om alle de tanker, de skyller ind over én. Så der er det om lige at holde tungen lige i munden, og stole på den mavefornemmelse, jeg har haft i hele indspilningsperioden, den er rigtig nok. Der er ingen grund til at tage nogen radical decisions i sidste øjeblik.

– Med det her album, har jeg bare lært at mavefornemmelsen betyder vildt meget, at man godt kan stole på sit intuitive syn (eller ører eller mavefornemmelse) på hvordan det skal lyde. Det er noget jeg er modnet meget med at have tillid til.

Refleksioner i refleksioner

Der er ingen tvivl om, hvor velovervejet Ellinor er, og hendes eftertænksomhed både inspirerede mig og gjorde mig nysgerrig – hvilke refleksioner sidder man mon med, når man lige er blevet færdig med at skrive et album om refleksioner?

– Jeg tror stadig, jeg er inde i den proces, ja, jeg har færdiggjort et album, men det er jo ikke blevet sat fri endnu, så jeg er stadig der, hvor jeg forholder mig rigtig meget til sangene. Men det er egentlig primært på den tekniske side eller bagom, man bliver klogere på, hvad der virkede fra sang til sang. Også helt ned til produktionen, og det er jo noget, jeg tager med videre med alle sange jeg skriver – og går ind og laver i studiet. Det er en fed refleksion at gøre sig – hvad virkede i den her sang, hvad var det, der tændte gnisten, og forhåbentlig også gør det, når folk lytter til det. Men om jeg er blevet særligt meget klogere på noget, det ved jeg ikke endnu.

En friskt pust af ydmyghed, der også skinnede igennem, da jeg spurgte ind til, hvilke refleksioner, hun håbede lytterne ville tage til sig og måske lære noget af.

– Generelt er jeg meget påpasselig med at sige, jeg kan lære nogen noget som helst. Jeg har noget at sige, og det jeg siger med mine sange, det opfatter du højst sandsynligt anderledes, end som jeg har tænkt det til at starte med, og det er jo det det musik skal. Vi tager det ind og tilpasser det, og gør det til vores eget.

Men jeg vil gerne give plads til de ærlige følelser, og jeg behandler også usikkerhed på albummet som et emne. Sammen med at der også er sange, der handler om at drømme stort. Den dualitet er vigtig for mig at vise, at man rummer så mange komplekse ting på én gang. Men i hvert fald er det vigtigste for mig, at, uanset om det er melankolsk eller ovre i den mere lette ende, så skal de bare komme et ærligt sted fra. Forhåbentlig også en ærlighed folk kan mærke i sangene.

Mere plads til at udforske afkroge

Mængden af tilbageværende spørgsmål svindede desværre ligeså stille hen, og selvom jeg havde lyst til at sidde og plapre med Julie Ellinor i timevis, nærmede en afrunding sig, og jeg spurgte om der var noget, vi endnu ikke havde fået dækket, som bare skulle med

– Det er jo mit første album, og det føles meget som starten på noget. Jeg har villet lave et album i lang tid, og har også været i gang med den proces oppe i hovedet i lang tid. Men jeg føler først, jeg har været klar til at lave det nu. For jeg følte også at man skal have noget at sige, og jeg er bare sindssygt stolt af det, og jeg er glad for at kunne danne ramme om en større fortælling. Jeg elsker selv at lytte til albums fra start til slut, og at kunne invitere folk ind på en rejse, som er længere, synes jeg bare er enormt fedt – og jeg glæder mig bare til at kunne invitere folk med på denne rejse.
Jeg prikkede lidt mere ind til forskellen på at skulle skrive en EP og et album:

Ja, fordi man, netop på et album, har plads til at søge nogle flere afkroge, end hvad jeg synes EP-formatet kan. Der er det som om, at det er hver enkelt sang, der er i fokus. Sådan har det i hvert fald føles på mine to EP’er, at hver sang har udfyldt sin plads. Det har bare været dejligt at kunne sige: “Nu vil jeg gerne afsøge det her område, og det har jeg tid til og plads til”. Inden starten af det her album, har jeg været meget mere bevidst om processen og om, hvordan jeg skriver sange og hvordan de hidtil har været produceret. Så jeg har lidt mere bevidst kunne vælge at gå i en lidt anden retning – og gøre det hele lidt mere frit, både i sangskrivningen og i produktionen
– Generelt har jeg bare glædet mig til og reflekteret længe over tracklisten og, hvordan jeg bedst muligt tager mine lyttere med på den her rejse og det har været enormt givende. Det har virkelig været en fed proces.

– Jeg har jo været gennem en proces, hvor jeg har skrevet flere sange i den periode, hvor jeg skrev sange til albummet. Men der har været en helt andet bevidst selektion, fordi jeg på en eller anden måde har kunnet høre, hvad hver sang har skulle. Det tror jeg også, er en af grundene til, at man også kommer lidt omkring på albummet, for jeg vil gerne tage folk igennem forskellige følelsestilstande, og jeg synes det er sjovt at lege rundt med at lydsiden på en eller anden måde afspejler tekstindholdet.

“Det er det min musik blandt andet skal – det skal opleves live.“

Min beundring over sangerinden voksede sig større og større, og med kun ét enkelt spørgsmål tilbage og en lyttelyst, der endnu ikke helt var opfyldt, efterspurgte jeg en slutnote.
– En slutnote er i virkeligheden bare for mig, at jeg håber folk kommer ud til mine koncerter – jeg spiller den 21. april i Århus (Radar) og den 22. April i København (Hotel Cecil), og jeg synes bare folk skal komme og se det live – fordi det er det musik skal, eller det er det min musik blandt andet skal – det skal opleves live.

Tidsmaskiner findes ikke. Julie Ellinor opfangede dog godt den hypotetiske vinkel, da jeg som afrundende spørgsmål, spurgte ind til, hvad hun ville fortælle sig selv, skulle hun nu have en tidsmaskine der kunne tage hende 10 år tilbage i tiden.

Jeg ville fortælle mig selv, at jeg skal stole mere på den mavefornemmelse dér. At den er rigtig nok – både i form af, at det er rigtig nok, du skal lave musik, og det er det du skal bruge alt din tid på. Men også sådan rent sangskrivningsmæssigt, stol på din intuition – den er næsten altid rigtig.