26 mar Himmelrum – Radar
Foto: Phie Becket (pressebillede)
Venue: Radar, Aarhus
Dato: Torsdag den 23. marts 2023
Himmelrum skabte kontrolleret kaos på Radar, men haltede på selvtilliden
3.5/5 stjerner
Bevæbnet med en guitar og selvsikker vokal, leverede Sortblod en inderlig og nærværende opvarmningskoncert, hvor Gustav Hedemann Christensens klare sangstemme gav teksterne rum og tid til at leve. Der blev skabt balance mellem det smukke og kaotiske, når der mellem de korte numre flød Bon Iverske intermezzoer ud af højtalerne. Opmærksomheden fra publikum var total, og menneskemængden var så stille, at man i pauserne nærmest kunne høre en knappenål falde til jorden.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har skamhørt Himmelrums seneste udspil: ‘Indersiden Udad’ siden jeg blev gjort opmærksom på det. Derfor havde jeg i særdeleshed også set frem til koncerten, og var spændt på om albummets ambitiøse lyd kunne realiseres på en scene. Desværre må jeg, selvom det skærer i mit hjerte, erkende at bandet ikke nåede helt i mål med opgaven. Koncerten startede ellers stærkt med en overbevisende performance af ’Skygger og blæk’, hvor konstellationens sammensmeltning af vokaler kom til sin ret. Og netop vokal-præstationen er nødt til at blive italesat. For når det fungerede, var det virkelig godt. Men desværre virkede det som om, at selvtilliden haltede under aftenens koncert. Der var ellers ikke nogen tvivl om, at de var i stand til at levere, og den rå sangteknik, som var i centrum, passede perfekt til den kaotiske lyd, de bragte for dagen. Men når alt kommer til alt var den for usikker.
Der var da også et par instrumentale skønhedsfejl hist og her, som brød momentum, men bandet kom stærkt igen på numre som ‘Gammaugle’, hvor bassisten i høj grad levede op til Helena Gaos studievokal, og ‘Monster’ som virkelig ramte en nerve. Koncerten sluttede med nummeret ‘Solen ville ik’ gå ned’ som trods de tidligere skønhedsfejl og skråsikre vokaler alligevel formåede at sætte et tilfredsstillende punktum for koncerten.
Jeg gik desværre fra Radar med en lidt skuffende oplevelse – ikke fordi præstationen var dårlig, men snarere fordi bandets studieindspilninger havde sat mine forventninger tårnhøjt. Der er dog lys for enden af tunnelen, for både forlægget og musikaliteten sidder lige i skabet. Altså er det eneste jeg kan sige, at hvis drengene blot skråler igennem og får rettet de sidste skønhedsfejl, er der potentiale til at kunne levere en koncert i topklasse. Jeg håber inderligt, at de når deres fulde potentiale, for kombinationen af den kaotiske musikalitet og charmerende introverthed oplever jeg virkelig som et frisk pust på den danske musikscene. Så når alt kommer til alt, ser jeg frem til at give Himmelrum en chance mere, næste gang de spiller i Aarhus.
Skrevet af Niels Andersen