En magisk oplevelse gemt i EP-format

Foto: Mathias Kristensen (Pressebillede)

Rigmor befinder sig i et spændingsfelt mellem det blide og det støjende. Musikken har adopteret den danske digter Michael Strunges maniodepressive sind, og deres insisterende og nærværende sceneoptræden rører ved publikum.

Den danske indierock-kvartet Rigmor spillede sidste sommer deres største koncert til dato, da de indtog Rising-scenen på Roskilde Festival. Koncerten blev optaget og er nu blevet annonceret som en live-EP til udgivelse den 14. april. Bandet fortæller:

Det er virkelig fantastisk at kunne forevige det øjeblik, fordi det er det største øjeblik i vores musikliv. Det bliver også sjovt at kigge tilbage på om nogle år og se, wow, sådan lød det dengang.
Vi har arbejdet rigtig meget på hvordan numrene skal fremstå til koncerterne, og mange af dem er også skrevet med udgangspunkt i vores livelyd. Derfor synes vi, det giver enormt meget mening at udgive livekoncerten – både for lytteren, men måske allermest for os selv.

Til Rigmor Live fra Roskilde Festival 2022 har det notorisk dragende live-band nøje udvalgt deres trackliste ud fra de vildeste live-oplevelser og de sange, der adskiller sig mest fra originalerne:

– I studiet er der blandt andet klaver på indspilningerne. Den rolle har vi skullet overføre til guitarerne. Så “Om at sige farvel” har vi f.eks. arrangeret på en anden måde end på pladen. Det har været vildt sjovt at arbejde med produktionerne i liveversionerne.
Bandet uddyber:
– Vi har også valgt de numre, vi selv har optur over fra koncerten. F.eks. “Pendul”, som altid stikker helt af live. Og så er der bare mere følelse og indlevelse i udtrykket, når vi spiller live. Der er mindre filter og mere ærlighed. I studiet er det altid enormt velovervejet og præcist, men når vi spiller live, giver vi slip.

En uforglemmelig oplevelse for bandet og publikum, som håber at få succesen gentaget, når Rigmor indtager Hotel Cecil den 13. maj til et brag af en koncert.

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com