02 mar Elektronisk jazz i højeste klasse – Tigeroak deler genialt debutalbum
Foto: Dicte Hostrup Sønnichsen(Pressebillede)
Flydende ovenpå et hav af fuglekvidren og lette varme briser, ligger man og tænker over livets større tanker: lige der hvor bevidstheden og den fysiske krop møder hinanden i et virvar af lækre følelser og sensationer. Kun ét album kan agere soundtrack til dette scenarie: Tigeroaks; Living and Living.
Den unge neojazz duo, Tigeroak, fremviser Koldings ypperste musikalske kvaliteter på deres nye album Living and Living. Et album, der giver dine følelser følelser, og din indre uro ro. Fra liftede basgange over et hurtigt percussion-beat til svævende fritstående vokalharmonier, stråler albummet af musikalsk overlegenhed. Det udfolder sig ligeledes dramatisk og elegant gennem udforskende og spørgende akkorder, understøttet af kreative og legende tromme-rytmer, alt sammen limet sammen af sangerinden, Anna Prinds, vidunderlige harmoniseringer, som agerer vejviser i det perfekt eksekverede jazzede landskab skabt af producer og guitarist Laurits Steen Møberg.
Man bliver på albummet budt på følelser fra hele registeret, men alt sammen formuleret på en elegant og svævende manér. Ved at kombinere elektroniske neosoul-grooves med figurative tekster, sigter Tigeroak mod at skabe et rum, hvor alle kan nyde musik med et mere eksperimentelt fokus – og de rammer plet i det nye album.
Albummet markerer starten for, hvad der tegner sig til at blive en gloriøs musikalsk karriere for de unge sangskrivere, som har skrevet, produceret, mixet, mastered, filmet og klippet alt deres materiale selv. En kunsternerisk duo, der modbeviser idéen om at musik skal være forudsigeligt og algorytme-følgende for at ramme lige i hjertet.
Vi glæder os her på redaktionen, til at følge duoen og deres musikalske udlæg tæt og opfordrer stærkt til at lytte albummet igennem en gang eller to (eller tyve). Det kan findes lige her.