Danmarks måske næste helt store rapper, Matongo, debuterer med stil

Foto: Asger Borberg (Pressebillede)

Frontmanden i føl som, Emmanuel Matongo, debuterede som soloartist i fredags med singlen “Baby” – nu som Matongo.

Født i Congo, opvokset i Normandiet og med sine teenageår i Brønderslev og Århus har Emmanuel Matongo en spraglet oppakning med sig i rygsækken; Et sammensurium af tilhørsforhold og flygtige indtryk, der fik ham til at skrive digte i folkeskolen og sange i gymnasiet. På et højskoleophold mødte han Frederik Reese, og sammen skabte de føl som’s melankolske univers, farvelagt af Matongos vokal over Reese’s produktioner.
Duoen vandt kort efter DR’s Karrierekanonen i 2020 og signede pladekontrakt. Desværre var matchet ikke det rigtige for duoen, og efter et par singleudgivelser brød de to parter samarbejdet. Siden da har Matongo arbejdet på sit soloprojekt af samme navn, som er mundet ud i singlen “Baby”, den første af tre fra kunstnerens kommende EP, som bliver released primo juni. Et værk, der kredser om storhedsvanvid, mindreværd, tosomhed og krakelerede facader.
Kunstneren siger selv om singlen:
– “Baby” er historien om mit og min ekskærestes forhold og hvordan det langsomt gik i stykker. Da jeg skrev sangen, havde jeg ret meget shit i mit hoved fra vores brud, som jeg havde brug for at komme ud med, men jeg følte også et behov for at blive adresseret af min ekskæreste – så det på den måde blev en fælles memoir over vores forhold. Derfor skrev jeg hooket og c-stykket fra hendes synspunkt, og spurgte Viola (FABER) om hun ville synge det. Det ville hun, og jeg er sindssygt glad for, hvad hun har gjort med det – og at hun turde træde ind i min verden for et kort øjeblik.

Vi byder et kært velkommen til den danske musikscene til Matongo, og vil følge hans rejse tæt – forhåbentlig hele vejen til toppen! Hør debutsinglen “Baby” lige her

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com