13 mar Congas, mekaniske hjerter & varme hænder – Tender Youth brillerer på ny single
Foto: Hannibal Struckmann (Pressebillede)
En stram basgang, endnu strammere trommer og et stærkt guitarhook er lyden af den groovy nye single ‘Hot Hand’ fra Tender Youths kommende debutalbum. En single, der med høj puls, fortæller om et hjerte på kanten af livet.
Op mod Tender Youths debutalbum: In The Hands of Broken Bonds, der udkommer den 21. april, har den unge københavnske kvartet skubbet til rockens grænser på albummets første par singler. Her har alt fra western-guitarer til forvrængede violinerindfundet sig i bandets intense rockunivers. Tender Youths nye single “Hot Hand” er ingen undtagelse, der hurtigt fanger én, med sit catchy trompet- og slideguitar-hook i omkvædet. Nummeret ser bandet udforske et meget mere dansabelt univers, hvor der blandt andet bliver blandet stramme rocktrommer med groovy afrikanske congas og tamburin. Det er groovy og taktfast som pulsen fra et bankende hjerte, hvilket Tender Youth har været inspireret af. Forsanger Tobias Bryld uddyber:
“Sangen er faktisk inspireret af en historie om en mand med et mekanisk hjerte, der blev reddet under sidste års snestorme sidste i USA med kun 4 procent strøm tilbage – altså på hjertet. Det satte meget konkret spørgsmålstegn ved det her med at leve i overmod på kanten af livet, og hvorfor sådan et liv med 100 kilometer i timen, ik’ nødvendigvis er et bedre liv,”
Tender Youth sætter endnu engang poesi og musikalsk overlegenhed op mod hinanden, og skaber autentisk musik med en hel særpræget lyd. Tjek “Hot Hand” ud her.