08 mar Anmeldelse: Det nye album fra Gorillaz rammer lidt for plet
Foto: PR
Udgivelsesdato: 24. februar 2023
Label: Parlophone Records Limited
Gorillaz har igen lagt stilen om siden sidst vi hørte fra dem, på et stjernespækket og hyperaktivt alt-pop-album, men de bedste elementer gemmes dog lidt væk bagved en perfektionistisk produktion.
4/5 Stjerner
Historien om det virtuelle band Gorillaz fortsætter, denne gang på Cracker Island, som både er titlen på bandets nye album, samt navnet på den mystiske ø, der danner grundlag for albummets emnemateriale. Cracker Island er nemlig, i tegneserieverdenen, base for en kult, skabt af bandets bassist Murdoc for at få den mystiske Moon Flower’s opmærksomhed. Skræller man de fiktive lag væk og ser på sangene i sig selv, opfattes kulten på Cracker Island dog pludselig som en metafor for status quo og kultisterne et billede på folkemængden, der følger den blindt. Albummet stiller, på god gammeldags Gorillaz-manér, spørgsmålstegn ved en masse samfundsnormer, men pakker det hele ind i et fiktivt univers udadtil. Denne gang har lyden bevæget sig imod et umiddelbart, naivt og synthdrevet lydunivers, lidt i stil med Plastic Beach, og de to albums føles også som om de er i familie med hinanden. Hvor Plastic Beach handler om skraldeøen i havet, handler Cracker Island om de folk og systemer, der har efterladt skraldet.
Med det sagt, har Cracker Island ikke helt det samme hitpotentiale som sin førnævnte slægtsfælle Plastic Beach, og det bliver spændende at se, hvor mange af de nye sange der bliver hængende, frem for at drukne i et hav af sange, der lyder lidt på samme måde. For selvom man kan fornemme Damon Albarn, som i min optik er en af de bedste sangskrivere på planeten, igennem hele albummet, føles det mest af alt som om, han har prøvet at overbevise os om, at han kan få meget middelmådig popmusik til at lyde bedre, end mange andre kan. Det lader dog til, at meget af finurligheden og originaliteten, jeg i hvert fald er blevet vant til fra Gorillaz, bliver tilsidesat af denne årsag. Hverken produktion eller mixing er til at sætte en finger på fra et overordnet perspektiv, men den høje kvalitet spiller også ind i denne jagt på perfektionisme, og på mange af sangene savner jeg den vildskab, der før i tiden har medført, at hvert Gorillaz-album har bragt noget, man aldrig har hørt før med sig. Dette synspunkt bliver dog sat til skamme, når man sidst på albummet når til “Skinny Ape,” det klart mest forfriskende nummer på pladen, som smider perfektionismen væk og konstant afbryder sig selv med noget af den samme hyperaktivitet som albummet lægger ud med.
Damon Albarns legende tilgang til sangskrivningen har gjort ham til en eftertragtet samarbejdspartner og igen har der været flere folk inde over projektet. Tracklisten tæller nemlig flere sange med features end uden, og Cracker Island føles også som det mest stjernespækkede Gorillaz-album hidtil, med bidrag fra blandt andre Tame Impala, Stevie Nicks og Bad Bunny. Mange af numrene føles som om Damon Albarn har været hyret ind som sangskriver for nogle af gæsterne, men at sangene har bevæget sig lidt for meget i en Gorillaz-agtig retning, hvor sangen “Cracker Island” fyldes med Thundercat’s hyperaktivitet, “New Gold” sagtens kunne være en udeladt sang fra Tame Impala’s ikoniske album Currents, og med Bad Bunny på “Tormenta” skiftes der pludselig over i en helt ny afrobeat-retning, inden de afsluttende numre på albummet. Denne måde at arbejde sammen med forskellige artister på tværs af genrer og stilarter, har altid været en af grundstenene i Gorillaz, men jeg bliver i tvivl om, hvorvidt det denne gang har gjort sangene bedre, eller om det har gjort det nemmere at falde i gamle vaner. Det er i hvert fald den fornemmelse, jeg sidder tilbage med, når jeg hører “New Gold,” der, som sagt, lyder som klassisk Tame Impala, hvor Bootie Browns vers med det samme sender tankerne tilbage på rapperens tidligere samarbejde med Gorillaz. Det er dermed en hårfin grænse imellem kooperativ kreativitet og nostalgifikseret vane, der denne gang bliver gået på, og det synes lidt for tidligt i karrieren, for et kreativt powerhouse som Damon Albarn, at falde tilbage på gamle tricks.
Det skal heller ikke hedde sig, at jeg udelukkende vil hakke ned på albummet, da jeg synes, der er rigtig meget godt at finde derpå. Meget af det blev udgivet i forvejen, halvdelen af sangene for at være helt nøjagtig, og derfor var der ikke helt så meget mulighed for, at blive overrasket da albummet udkom. Men titeltracket “Cracker Island” var en genial single at smide, da det skabte den perfekte mængde nysgerrighed og spænding for albummet. Takket være Thundercat og hans koffein-rus-lydende bas, kombineret med en god mængde fremdrift fra synth og trommer, kunne jeg ikke vente med at høre mere. “Baby Queen” har også sat sig fast på både mine playlister og min hjerne med sit stabile groove, og når man forbi “The Weeknd introen” i “Silent Running” venter der også et fantastisk nummer båret af Adeleye Omotayos korsang. Det fedeste nummer har dog været en af overraskelserne i form af “Oil,” hvor Damon Albarns genkendelige vokal næsten smelter sammen med gæsten Stevie Nicks’ og bliver til noget helt nyt. Omkring denne lille genistreg finder man et popnummer, der på trods af de lyse synthfigurer virker melankolsk i kraft af akkordernes måde at bølge frem og tilbage i lydbilledet.
Det er altid spændende for mig at følge med i, hvad Gorillaz får rodet sig ud i, og med Cracker Island er der garanteret også masser af historie at dykke ned i med hensyn til tegneseriebanden. På musiksiden er det dog en blandet fornemmelse, jeg sidder tilbage med. Det er uden tvivl et par gennemlytninger værd, og “Skinny Ape” bliver ved med at være forfriskende i denne sammenhæng, men det kommer nok ikke til at være et af de albums, jeg hører fra start til slut særligt meget mere. Sangene besidder alle sammen noget unikt eller særpræget, men albummet som helhed begynder dog at blive kedeligt, som det skrider frem, takket være det perfektionistiske udtryk det har fået, fremfor at fremhæve de spøjse elementer.
