Ugens Vigtigste Albumudgivelser // Uge 8

Foto: Josef Slunge // PR

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Denne gang har vi fundet fem forskellige albums, som strækker sig fra køns-ligestillende punk til indierap. Læs med og fang noget ny lyd blandt vores favoritter.

Whose Rules

Manden bag Whose Rules er 26 år gamle Marius Elfstedt, en producer, sangskriver og multi-instrumentalist som voksede op på en blomstergård udenfor Oslo. For fire år siden faldt han over en forladt hytte, mens han udforskede blomstergårdens store areal. Hurtigt efter var denne hytte blevet transformeret til et lille studie, hvor han kunne lave musik med venner og andre artister.

Det lille hytte-studie er blevet stedet hvor Whose Rules nu producerer stort set alt sin musik – også inklusiv det helt nye album: Hasler.
Albummet er et resultat af år med sonisk eksperimentering og grublen – både af melankolsk og af håbefuld karakter – som sker når man forlader ungdomsårene og går ind i voksenlivet. Billeder af ensomhed, kærlighed, venskab og selvtillid gennesyrer albummet, med en produktion i verdensklasse, snurrige synthesizers og hints fra amerikansk indiepop.
Tjek det spændende album ud her

SLØTFACE

Kritikerroste og fanelskede Sløtface er nu ude med den bragende Ep AWAKE/ASLEEP. Bandet har tidligere turneret meget i Europa, USA og Australien, hvor en specifik ting bliver ved med at skille sig ud for bandet; deres tilknytning til fansene. Bandet samler fans op alle steder de går, og bygger utroligt stærke bånd til dem, som gang på gang bliver understreget af deres fans uslukkelige kærlighed til bandet. Noget af kærligheden kommer fra bandets frontfigur Haley Shea, som har dedikeret sit liv – både på og væk fra scenen – til at støtte op om kønsligestilling og miljøpolitiske forhold. Sangerinden er en frontfigur for mange unge kvindelige musikere i Norge og omkring verden.
Gruppen markerer nu sit 10-års jubilæum med Ep’en AWAKE/ASLEEP, som indeholder en bred række af stærke numre, lige fra den Bruce Springsteen-esque’ “Cowboys in the Dark”, til den HAIM-inspirerede “Nose”
Tjek det brandvarme album ud her

Soluna Samay

Soluna Samay har de seneste år rejst både geografisk, i sit musikalske udtryk og i sin forståelse af sig selv. Den rejse er sangene på den kommende EP; Lakehoney, skabt af. Lakehoney er en manifestation fra en sangerinde, som har fundet et stærkt selvstændigt udtryk båret af hendes legende, modige tilgang til at undersøge den personlige pops muligheder.

Fra første singleudspil: “Melancholia”, til det tredje: “Make Them Stay”, har Soluna Samay løftet sløret for en spændvidde på EP’en, der går fra det søgende, melankolske til det opløftende selvironiske – alt sammen båret af Solunas erkendelser på hendes rejse fra stilstand og melankoli, til håb, drømme og nye kapitler. 

Lakehoney er skabt i samarbejde med Solunas gode ven, multi-instrumentalist og producer Spencer Gross. De to har sammen givet plads og tid til processen, og taget Solunas udgangspunkt – den akustiske guitar – med ind i et mere elektronisk udtryk båret af beats og synth klangflader, understøttet af Carolyn Goodwins luftige saxofonspil.
Soluna fortæller selv om EP’en:

– Jeg har altid været meget søgende i min tilværelse, og det kommer også til udtryk i min musik. Jeg har helt bevidst givet plads til den søgen og nysgerrighed i de nye sange, også i produktionerne. Jeg gider ikke være fastlåst af en bestemt genre og stil – og alligevel synes jeg, at det lykkes os at finde ind til min egen lyd. En kombination af det håndspillede og elektroniske, det folk’ede og poppede, melankolien og håbet
Udforsk den multi-instrumentale EP her.

Dobbelt V – 1HED

Efter en masse eksperimenteren, knoklen og kærlighed til musikkens uendelige muligheder byder Dobbelt V os velkommen i deres univers med udgivelsen af EP’en 1HED.
Den Aarhusianske musikscene er et overflødighedshorn af talent og blandt de nyeste skud finder man Dobbelt V, der består af de tre venner; Kasper Jeggesen, Anton Vingaard og producer Tobias Mønsted. Deres musik bygger på chill beats, blå toner og dansksproget rap, om livet som ung i verden, hvor tingene går hurtigt – måske lidt for hurtigt. 

EP’en indeholder unikke og kreative men ikke desto mindre fængende numre. Musikalsk alsidighed har altid været centralt for Dobbelt V, da de ikke ønsker at begrænse sig til en lyd, genre eller stil og dermed kan arbejde med fuldkommen kreativ frihed. Alsidigheden kommer også til udtryk på 1HED, i form af diverse musikalske udtryk, teknikker og finesser. Trods den bredtfavnende lyd på projektet, skabes der en rød tråd i lyrikken. Ep’en er altså ikke bare en samling af de bedste numre, som Dobbelt V har lavet, men et reelt værk – med reel sjæl.

Josef Slunge – ikväll, inatt, men aldrig imorgon

Albummet: ikväll, inatt, men aldrig imorgon af svensk/danske Josef Slunge er uden kompromis og samtidig befriende åbent. Fra den indledende sang “ikväll”, der henter sin styrke fra den instrumentale jazz, til “toxic/fake news”, hvor den nylonstrengede guitar og saxofon skaber et tæppe af lyd omkring en nært fortalt historie, til den små-episke nattesang “en ballad fra Stockholm” – fører Slunge lytteren frit ind i et omfavnende og særegent musikalsk landskab.

Slunge fortæller selv om albummet:
– Albummets grundtema er flugt. Flugt fra følelser, tanker og en konstant tvivl om mig selv. Flugt gennem destruktive adfærdsmønstre og misbrug. En tvivl og skepsis om morgendagen: aftenen og natten er lettere at leve ud end morgendagen. Aftenen og natten er ansvarsløs og forgængelig, mens morgendagen kræver eftertanke og omsorg, hvilket ikke altid er enkelt.

Kom tættere på den skønne artist i denne artikel og hør samtidig albummet lige her.

Udforsk også disse albums

Knægt – Månen Danser Pænest
shame – Food for Worms
Gorillaz – Cracker Island

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com