26 feb Silvia – URBAN 13
Foto: Tobias Helms
Venue: URBAN 13
Dato: Lørdag den 25. januar 2023
Kulturhuset Garagens rå omgivelser under Bispeengbuen gav lørdag aften plads til stjerneskuddet Silvia, som med sin nye EP ”Hundeøjne” i bagagen foldede sine vinger ud på livescenen, til en koncert der særligt satte talentet i fokus.
3,5/5 stjerner
Siden Silvia i 2020 debuterede med singlen “Forsvinder”, har man ihærdigt kunnet lytte med på sangtalentets ærlige og unikke musik, der befinder sig i et spektrum mellem moderne HipHop og poppet RnB. I fredags udkom debut-EP’en Hundeøjne, som lørdag skulle præsenteres foran et live-publikum. URBAN 13’s Garage blev hurtigt besat af begejstring og ivrighed, da lokalets belysning blev dæmpet, og nummeret ”Nære Relationer (interlude)” indtog højtalerne. Med en nærmest scenisk introduktion, gjorde aftenens hovedperson sin entré, og koncerten var i gang. Silvia åbnede ballet med sidste års singleudgivelse ”Med Din Trøje På”. Denne blev fremført med en taktfast sikkerhed, ligesom efterfølgeren ”Stjernestøv”, der fik mange til at synge med på det for de fleste velkendte nummer.
Allerede her – kort inde i koncerten – stod det klart at der ikke kunne sættes en finger på Silvias sangvokal. Kender man til sangerindens musik, ved man at hendes musikalske identitet kendetegner sig ved de atmosfæriske og forførende vokalfraseringer, som ligger på et niveau der kan være svært at genskabe live. Men dét gjorde hun. For Silvia lyder godt. Hun synger med en elegance der er bemærkelsesværdig for en ny kunstner, og ikke mindst en vigtig færdighed i jagten efter det store gennembrud.
Der var naturligvis også blevet plads til de nye sange fra Hundeøjne. De sårbare og inderlige numre ”Intet Rør Dig” og ”Sidste Døgn” modtog stor applaus fra det tætpakkede publikum, i samme grad som den sjælfulde ”Ingen Som Dig”. Derudover blev der også flere gange afveget fra den nye EP, for at give plads til ikke-udgivede sange. Silvia fik efter kort tid proklameret, at der kun var én sang tilbage på set-listen, hvilket dog til lettelse blandt publikum ikke passede, da der efterfølgende blev præsenteret et par nye numre, mens der også blev plads til et ivrigt efterspurgt ekstranummer.
Et emne der desværre gik igen på aftenen, var Silvias lettere introverte stageperformance. Der kan have været flere årsager til dette, men en mere aktiv og strømlinet performance ville uden tvivl have løftet koncertoplevelsen. Når det så er sagt, var det en fornøjelse at opleve et af dansk musiks nye stjerneskud folde vingerne ud på en livescene, og det løftede blot interessen efter at se hvad fremtiden bringer.