PREMIERE: “Som Et Dyr” får dyrisk visuel skikkelse

Foto: Ewa Mos

Selvom albummet ‘Elvira Sange’ er skrevet til tv-serien: Elvira, er albummet også Nana Jacobi’s femte soloalbum, hvor hun fortsat udforsker det elektroniske og dramatiske lydbillede. Nu er hun ude med en ny musikvideo til “Som et Dyr”, introsangen fra albummet.

Nana Jacobi blev headhuntet til at skrive sange til serien: Elvira, da man ønskede hendes specielle dramatiske lyd som seriens musikalske profil, og musikken rummer derfor i den grad stadig Jacobi’s særegne musikalske udtryk, hvor markante danske tekster og store melodiske vokaler møder elektroniske landskaber af nuancerede synth-mønstre, tung synthbas og sitrende, boblende beats.

I videoen medvirker den internationalt anerkendte artist indenfor kontemporær cirkusperformance og costumedesign Michiel Tange van Leeuwen, samt danseren Yasmin Hjort. Den er skudt og editeret af den polske fotograf og illustrator Ewa Mos. Videoen er en spektakulær, visuel, kunstnerisk undersøgelse af grænsefeltet mellem menneske og dyr og et helt tredje ‘otherworldly creature’.
De store synth-pads i sangen bliver stærkt forbundet med de lidt ildevarslende visuals, og skaber en helt unik følelse af noget utrygt i noget smukt. Hele videoen danser omkring denne følelse, og tvinger hele tiden lytteren ind og ud af det musikalske og visuelle ‘hjem’

Et spændende og genialt udført kunststykke, hvor forholdet mellem det soniske og visuelle bliver tydeligt pointeret og udforsket.

Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com