16 feb PREMIERE: Hvor Er Skygge sætter ild til natten
Foto: Bullerup Autoservice (Pressebillede)
Den danske kunstner, Hvor Er Skygge, er netop ude med sin nye single, den mystiske electro-pop banger “Flyvere I Natten”, som er drømmende, fængende og opløftende. Sangen er skrevet på baggrund af et helt særligt nytårsritual som blandt andet indkluderer brændende papirsflyvere.
Jeppe Dengsø, der går under navnet, Hvor Er Skygge, udgiver i dag sin måske mest lovende single indtil videre, nemlig “Flyvere I Natten” som er den fjerde i rækken. Her synger Hvor Er Skygge fabulerende ærligt om 20’ernes planløshed, storbyen, ung kærlighedsjagt og mod til sætte at noget på spil i livets uvished. Kombinationen af den eftertænksomme lyrik, de smukke, livlige melodier og det reverb’ede vokalmix giver nærmest en følelse af en godnathistoriefortælling, som du ikke skal sove, men danse og drømme til.
Om sangen fortæller Jeppe:
– Flyvere I Natten kommer af et nytårsritual, som jeg laver hvert år, hvor jeg nedskriver drømme og sorger på et stykke papir, som jeg folder til et papirfly, sætter ild til og kaster ud i natten. Som en person midt i mine 20’ere skrev jeg sangen, for at rumme mod i ikke at vide hvad der skal ske med mig, mine spørgsmål, ønsker og længsler. Jeg føler for tiden, at livet er, at vi alle kolliderer sammen med hinanden i ét håbefuldt kaos, så på nummeret søger jeg mod en uvis destination og rammer både bunden og ekstasens højder undervejs, som vi jo gør i vores liv.
DEBUTKONCERT
Du kan opleve Hvor Er Skygge live i København, når han spiller debutkoncert på Loppen d. 18. Februar.
Indtil da kan du straks tjekke den nye, fortryllende single ud her.