17 feb Lowly – Keep Up The Good Work
Foto: Asbjørn Sand (Pressebillede)
Label: Bella Union
Udgivelsesdato: 17/2 2023
At lytte til albummet ‘Keep Up The Good Work’ af Lowly føles som en dag med både regnvejr og solskin, hvor melankolsk lavtryk og glædeligt højtryk blandes og skaber en regnbue af følelser, som Lowly formår at formidle gennem deres alternative lyd.
5/5 stjerner
Den danske indiepop-kvintet Lowly har med deres seneste album ‘Keep Up The Good Work formået at brygge en tiltrængt terapeutisk cocktail af rytmer og flinke ord. Albummet byder dig velkommen med et stort smil, når det glade guitarspil i sangen ‘’ What A Day’’ begynder. Glæden er også til at finde lidt efter i sangen ‘’Keep Up The Good Work’’, der også deler navn med albummet. Sangen er et positivt mantra, hvor sangtitlen ihærdigt gentages for at ridse budskabet i lytterens hjernebark. Musikalsk er det nærmest som meditationsmusik, der bakkes op af munter instrumental musik, hvilket passer perfekt til konteksten. Sangen er også interaktiv, da Lowly har bedt folk om at fortælle dem, hvilke positive ord de nærer deres nærmeste med for at få dem på bedre tanker. Det er et meget unikt twist, der skaber en symbiose mellem fan og band, og selvom det er klicheer, vi muligvis alle har hørt før, kan vi ikke høre det nok gange i vores kriseramte tider.
Men albummet er ikke kun glade dage og klichéprægede citater om at få det bedre, Lowly konfronterer og dokumenterer livet på godt og ondt. Inspirationen stammer fra en periode præget af lykken ved at få børn, og vemodigheden ved at de ældre går bort. Musikalsk skinner denne baghistorie igennem, da albummet varierer godt mellem mol og dur hele vejen igennem. Den konfliktfyldte kontrast giver variation og føles nærmest som en metafor på livet, hvor man den ene dag kører på skinner, og den næste er man kørt af sporet igen.
De nedtrykte aspekter finder man lidt senere i albummet i sange som ‘’1321’’ og ‘’Feel Someone’’, der er så tunge i udtrykket, at de kun lige kan bæres, fordi man er blevet klædt på af de glade sange. Sangen ‘’ 1321’’ indledes af en kontinuerlig baggrundslyd, som en stille knitren fra en brændende cigaret i silende regnvejr, akkompagneret af et nedtrykt klaver og en tekst om døden. Her har du opskriften på et dybt melankolsk stykke musik.
Albummet har potentiale for at resonere hos mange mennesker, da det som Yin og Yang illustrerer det lyse og det mørke i vores liv. Det kontrastfyldte budskab skinner tydeligt igennem musikalsk og tekstmæssigt, hvilket gør albummet til et komplet værk, man burde høre fra ende til anden. Udover at rykke hofter og skabe skingre sing-alongs fra badeværelset, som meget andet musik, så vækker dette album også følelser og tanker. Dog er det ikke kun roligt. Der er også de rytmiske up-tempo momenter som i sangen ‘’’You Are Good And I Love You’’ , men i albummets kontekst føles det mere som om selve skildringen af lykke og kærlighed er i fokus og ikke så meget, at det skal være et hit. Det er tydeligt, at albummet i sin helhed ikke er ment til mainstream-radio. Det er meget situationelt og ville passe perfekt til de stille timer, hvor man har brug for at spæde ørene op med et følelsespirrende og meditativt musikalsk værk i stedet for en bastung breakup-popsang.
Skrevet af Jeppe Seiding