14 feb Koncertanbefalinger // Uge 7
Foto: Hvor Er Skygge // Bullerup Autoservice (Pressebillede)
Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra nytænkende pop til svævende country/soul. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.
Amanda Tenfjord
Hvor: Ideal Bar
Hvornår: Torsdag den 16. februar
Den 25-årige græsk/norske sangerinde Amanda Tenfjord stod på scenen til dette års Eurovision Song Contest, hvor hun repræsenterede Grækenland med sit selvskrevne nummer “Die Together”. I 2018 udgav hun sin debut-EP, First Impression, der stille og roligt har spredt sig langt udover de norske landegrænser. Hun er blevet hyldet for sine ørefængende og dybsindige popsange, som altid drager lytteren til sig og hænger sig i øregangen længe efter.
Amanda Tenfjords kraftfulde vokal og nærværende scenetilstedeværelse har også bragt hende til forskellige festivaler som Reperbahn, The Great Escape og Eurosonic.
Den geniale vokalist udgav i oktober debut-albummet: In Hindsight. Albummet var faktisk lige ved ikke at eksistere overhovedet. Tenfjord kunne ikke tvinge sig selv til at skrive i over to år, hvor der blev kæmpet med komplekse følelser, der hang sammen med et lang-tids forhold, der nåede sin ende. I forsøget på ikke at give slip, mistede Tenfjord sig selv. Som typisk med hjertesorger, følte hun sig helt alene; at den her utænkelige smerte aldrig ville ende, og at inden nogensinde har følt den smerte hun gjorde. “And then, as they all say, it gets better” fortæller sangerinden “Ikke perfekt – men bedre”
Bedre blev det; albummet blev færdig – albummet blev sygt godt – og nu spiller hun Europa-tourné, som snart stikker forbi Ideal Bar i København
Lizzo
Hvor: Royal Arena
Hvornår: Lørdag den 18. februar
Den tredobbekte Grammy Award-vindende superstjerne Lizzo kommer til Royal Arena, som del af hendes ‘The Special Tour’
Multi platincertificerede artist, Lizzo har netop vundet en ‘Video for Good’ Award ved VMA 2022 for sin video til ’About Damn Time’. Dette megahit gik #1 på Billboard Hot 100 og lå i Top-10 i 12 andre lande. Hendes seneste album Special nåede helt op på en andenplads på den amerikanske Billboard 200 chart, hvilket blev den højeste placering for en kvindelig artist i 2022. Hendes første uge på charten blev også den bedste debutuge blandt alle kvindelige artister i år i forhold til salgstal.
Lizzo har uden tvivl ændret lyden, sjælen og følelsen i populær musik og kultur. Hendes debutalbum, der kan betegnes som en nymoderne klassiker, CUZ I LOVE YOU fra 2019 er gået platin og opnåede en fjerdeplads på Billboard 200. På albummet kunne man finde hits som det platincertificerede “Tempo” feat. Missy Elliott, det dobbelte platinhit “Juice”, det 4x platinhit “Good As Hell” og det 7x platinhit “Truth Hurts”.
Der er ingen tvivl om Lizzos inflydelse på musikken og hendes body-positive opråb resonerer klart og tydeligt i et samfund, der er klar til at prøve at lære at elske sig selv. Nu er det Lizzo, der skal have noget kærlighed fra Danmark, når hun indtager og brager igennem på Royal Arena på lørdag
Hvor er Skygge
Hvor: Loppen
Hvornår: Lørdag den 18. februar
Hvor Er Skygge er Danmarks nye dansksprogede drømmerock-håb, der med sine foreløbigt blot tre poetisk poppede singler fra forårets kommende debutalbum er stormet ind som et af landets mest spændende nye navne. Med debutsinglen ’Elli’ er Hvor Er Skygge lynhurtigt blevet en af de mest spillede nye danske artister på P6 Beat, mens den housede tredjesingle ’Slør’ introducerede projektet til et bredere publikum hos P4, New Music Friday og blev valgt til Upcomingduellen hos P3.
Hvor Er Skygge er Jeppe Dengsøs nye soloprojekt. Han har 6 albums under bæltet bl.a som frontmand for shoegazerne Moon Loves Honey og som medlem af rock supergruppen Drop.
Til koncerten vil der unægteligt også blive spillet den endnu-ikke udgivede single “Flyvere i Natten” og andre tracks fra det svævende kommende album.
Med sine inderlige dansksprogede tekster og genre-trodsende lyd af pop, shoegaze, house, jazz og r’n’b bliver der lovet et brag af en debut-koncert fra den ultra Upcoming super-kunstner Hvor er Skygge.
The Awesome Welles
Hvor: Ideal Bar
Hvornår: Fredag den 17. februar
Med den særegne forkærlighed for analoge og akustiske instrumenter og en simpel, hårdtslående, håndspillet tilgang blev The Awesome Welles,både på albumformat og live, spået en lys fremtid blandt rockmusikkens fornyere i ind- og udland – inden pladeselskabsproblemer voksede sig for store og kvalte bandet. Men de laver nu comeback blandt andet med det ny album Secular Age. På Secular Age skærer The Awesome Welles helt ind til benet, men føjer samtidig nye nuancer til deres velkendte og tidsløse univers. De 10 sange er forfriskende fri af tidens tendenser og dogmatikker. Det primale, monstrøse og ulmende kaos veksler med en, hidtil uset, overgivende og afdæmpet ro i et lydbillede – ofte smukt og håbefuldt, sommetider dunkelt og sværtet – hvor dansk-canadiske teolog og forsanger, Adam Allen, tager rocklyrikken med sig, hvor den sjældent opholder sig.
Bandet performer sit nye album (og med garanti nogle af de gamle velkendte) på Ideal Bar, hvor de allerede er i gang med at skrue op for forstærkerne. Der skal rockes.
Whitney
Hvor: Voxhall
Hvornår: Fredag den 17. februar
Amerikanske Whitney spiller små-psykedelisk indiepop, mens de elegant væver elementer af folk, country og soul ind i mixet. Et mix, der på samme tid fremstår både moderne og tidsløst.
Whitney blev dannet i 2015 af guitaristen Max Kakacek og trommeslageren Julien Ehrlich, der på daværende tidpunkt var på udkig efter nye projekter oven på opløsningen af deres tidligere band, Smith Westerns. Valget faldt på Whitney. I 2016 udgav bandet sit debutalbum ”Light Upon The Lake”, der er produceret af Foxygens Jonathan Rado. Albummet havde stor gennemslagskraft, og endte på adskillige prominente årslister samme år.
I marts 2019 udkom bandets andet album Forever Turned Around, som i 2020 blev efterfulgt af Candid, som er et melankolsk cover album. Den 16. juni udkommer Whitney’s tredje regulære album: Spark, hvor bandet viser sig fra en en mere pop-omfavnende side. Her står kærligheden og tilliden mellem gruppens to frontmænd – hinanden bedste venner – stærkere end nogensinde. Til koncerten vil der givetvis blive mulighed for at høre deres nye sange, foruden hitsene som ”No Woman”, ”No Matter Where We Go” og ”Golden Days” fra debutalbummet.