Karma rammer altid igen – bare spørg Nøx

Foto: Marie Hyld (Pressebillede)

Den benhårde rapper Nøx bygger sig et solidt fundament i dansk rap, og markerer med sin nye single “Karma bby” sig som én af de mest prominente rappere på den danske musikscene lige nu.

I 2021 slap Nøx sit debutalbum Walk of Shame med features fra Xeren, Klamfyr, Josie Amadonna og Trepac. Albummet landede i kølvandet på en succesfuld sommer, hvor rapperen var semifinalist i Karriekanonen, havde singlen ”Mer vil ha’ mere” på P3’s Upcoming-liste. 2022 blevet afsluttet på toppen med den clubbede single ”Koldt Udenfor”, der havde forpremiere på P3. Med nummeret skiftede Nøx gear i sit slum-poetiske univers, der mikser vestegn med forstad og bryder muren mellem det smukke og det grumsede, det mekaniske og valsende, det elektroniske og akustiske. Nu er hun igen aktuel og slipper sammen med Sofie1998 ”Karma bby”, der tager det hele ned i tempo. Der er lagt i støbeskeen til et hæsblæsende 2023 med masser af ny musik og liveshows.

Bag Nøx finder vi Anna Vigsø, som fortæller om singlen:

– Tit er det fedt – og totalt fair – at skrive sange om lortekærester, der knuste hjerter. Fuck dem, for evigt… Men i den her sang havde jeg brug for at kigge ind i mit eget kranie og være sådan “men Anna, du er jo selv småsindssyg. Måske tiltrækker du bare folk, der er ligesom dig. Måske får du bare nøjagtig det, som du selv gi’r ud i verden. The circle of toxic love. Fucking karma baby…” Og så inviterede jeg Sofie med i studiet. Udover at hun er en vild dygtig kunstner, er vi vildt gode til at lave musik sammen. Det er nemt og det kommer af sig selv. Vi synes selv, vores nye track er flot. Sad girls med big dick energy.

Sofie1998 fortsætter:

– Sangen handler om at have en person i sit liv, der er et spejl af sig selv. Den handler om, at en person holder en fast i at være den samme, som da de mødte en, men mest af alt om, at ligesindede tiltrækker ligesindede. Det vi får, er det vi gi’r, og nogle gange er det toxic love med alt hvad det indebærer – omklamrende kærlighed, in-your-feelings text og desperat omsorg. Vi ka’ prøve at bryde dårlige vaner, men hold kæft, hvor er det svært, når livet er så pissekedeligt uden dem.

En tilbagelænet, groovy sang med hjerteskærende og benhård lyrik, en perfekt cocktail. Tjek nummeret ud her

Tags:
,
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com