07 feb KALASET sprudler i debut-album
Foto: KALASET // PR
KALASET er nu ude med debut-albummet grib mig hvis jeg falder. Albummet bevæger sig i et pop/rocket landskab, og giver et skrald energi til den danske musik-scene.
Den danske kvintet KALASET har spillet sig direkte ind på højtalerne i mange stuer i Danmark, og med udgivelsen af debut-albummet grib mig hvis jeg falder, spiller de sig med sikkerhed ind i flere.
Bag KALASET står fem unge oprindeligt fra Middelfart, som nu bor i kollektiv sammen i en flække lidt udenfor Skanderborg, hvor de har lavet hjemme-studie. Højtalerne i studiet bliver fyldt med indie rock-trommer, store nostalgiske 80’er synthesizers og bunker af vokale harmoniseringer, som med deres danske tekster skaber et reflekterende og ærligt univers, hvor man kan mærke at disse unge virkelig har noget på hjerte. Bandet har en gennemtrængende og karakterisk lyd, som bliver drejet og leget med igennem albummet.
EP’en grib mig hvis jeg falder del 1 havde release den 20. maj, og gav et fantastisk indblik i forventningerne til albummet. På EP’en blev sange som “Riv I Mit Hår”, “Kaos Kan Være Smukt” & “Grib Mig Hvis Jeg Falder” præsenteret, og cementerer den lyd der forventes af det energiske band. De er nu ude med resten af albummet, som følger op på tomrummet efterladt af EP’en med et brag. Sange som “Vi Uendelige”, “Du Blomstrer” & “Gennemsku Mig Nu” kan nu give albummet en velfortjent afrunding og fastlåse den energiske og fede stemning bandet altid disker op med.
KALASET tager på stor tour til marts 2023, hvor de tager rundt i hele landet og til sommer præsenterer de albummet på mange af landets festivaler.
Det sprudlende album grib mig hvis jeg falder kan høres her