09 feb EYES – Congratulations
Foto: Peter Troest (pressebillede)
Label: INDISCIPLINARIAN
Udgivelsesdato: 3. februar 2023
Den københavnske hardcore kvintet, Eyes, har med deres andet album Congratulations udgivet et solidt og hårdtslående, men legesygt album.
4/5 Stjerner
Eyes er et band, som ofte er blevet associeret med genrene “metalcore” og “mathcore”. Den første af de to, en sammentrækning af “metallic hardcore”, er en af de mere forvirrende genrebetegnelser. Forvirrende fordi den har forgrenet sig betydeligt fra dens udgangspunkt, men ofte stadig bliver kaldt samme navn. Mange forbinder måske metalcore med den teatralske og pænt producerede lyd, som Killswitch Engage blev bannerførere for i 00’erne. Lad os bare slå fast: det er ikke sådan Eyes lyder.
Eyes har langt mere tilfælles med genrens mere dissonante og “hardcore-lænende” udgangspunkt, samt den rytmisk overvældende forgrening ved navn “mathcore” og bands såsom Converge, The Dillinger Escape Plan og Daughters.
Congratulations byder på en veltilberedt blanding af disse elementer. Som f.eks på nummeret “dull BOY” hvor man bliver mødt af travle og dissonante guitarer i kompositionens begyndelse, men senere hen kommer over i et, for genren, mere velkendt breakdown. Generelt er det blandingen af de intuitive og aggressive elementer fra den klassiske metalcore, med de mere subversive elementer, som bandet velkomponerende blander, der er den primære tiltrækningskraft på Congratulations.
Sammen med forsanger Victor Kaas karismatiske fremførsel af desperate råb, samt frådende og dæmoniske skrig i den helt høje ende, er det en potent kombi, der rammer en i den kortfattede halve time LP’en snurrer eller trækker på serverkraft.
Lyrisk lader vi til at være over i hardcorens politiske (venstreorienterede) udgangspunkt, med temaer såsom neoliberal arbejdskultur og generationstyveri (“Generation L”), højrefløjens konspirationstendenser (“Congratulations!”) samt gentrificering og urban fremmedgørelse (“The City”). Lyrikken i sig selv trækker nok hverken op eller ned, også selvom åbneren “Generation L” har nogle memorable linjer såsom:
// Feel the shame of your health diminishing //
// Cut your expenses, You’ll be debt free by the end the century //
Mest af alt bidrager tematikken til den indignation, og desperation, der næsten skal være til stede til bristepunktet på et godt metalcore eller hardcore album.
For Congratulations er et godt album, også selvom der er et par blege hår i suppen. På trods af at mixet er relativt klart og produktionsvalgene solide, kan guitarerne godt overtage lydbilledet en anelse for meget. En anden og mere væsentlig kritik er, at på trods af pladens korte spilletid, kan man godt til sidst sidde med en følelse af, at de samme greb bliver anvendt lidt for hyppigt.
Når man kommer til pladens næstsidste komposition “The City”, har man måske hørt de Daughters-agtige weew-weew guitarer og de dissonante løb en anelse for ofte – også selvom de i øvrigt er veludførte. Man sidder lidt tilbage med en følelse af, at et band med det her niveau af kreativitet og musikalsk format, godt kunne ryste én en anelse mere.
Congratulations kan måske forstås som en destillering af debuten Underperformer og det i sig selv er en væsentlig anstrengelse. Men man kunne godt håbe på at den velspillende københavnske kvintet for fremtiden vil ryste posen mere og blive endnu mere deres egen.
For de har så meget at byde på.
– Skrevet af Emil Weiss Brix