07 feb En original tilgang til musikken – ny single ude af Botaii
Foto: Eric Cannon (Pressebillede)
Der er ny, helt unik musik fra den spændende Botaii, som netop har udgivet sin fjerde single “For Those Who Listen”, og annoncerer kommende debut-EP under navnet: Canary, til udgivelse 14. April.
“For Those Who Listen” af nytænkende Botaii handler om de forskellige sider af et forhold; de smukke, de sårbare og de spændende sider af en kærlighedsrelation, fortalt fragmenteret og ærligt i et udviklende og utroligt uforudsigeligt lydbillede.
Sangen starter ud som rolig pop, og sætter her den poetiske lyrik i fokus. Instrumentalen – bestående næsten kun af en langsomt strygende guitar – lægges i baggrunden, hvilket skaber en god base for en solid chill-pop sang. Opmærksomheden bliver rettet mod de dissonante små kor-melodier, som giver en vidunderlig tekstur til vokalen. Pludselig bliver man mødt af en harmonika-lignende synthesizer, som opbryder lydbilledet og skaber et helt nyt indtryk, nu melodibaseret og i et mere bevægende landskab, som skaber store forventninger til sangens outro. Forventningerne bliver lynhurtigt opfyldt af de utroligt spændende tremolo-synthesizers som udfylder det tomrum, man ikke engang havde opdaget sangen havde. Harmonika-synthesizeren får lov at skinne helt igennem og bliver manipuleret til at lave unikke og absolut vidunderlige lyde.
Man bliver gennem værket kastet gennem mange følelser og sensationer, ganske ligesom de forskellige sider af et forhold kan gøre, og det musikalske billede afspejler de mange følelser og sensationer fra et forhold fuldstændig genialt.
Botaii bevæger sig fejlfrit rundt mellem genrer som HipHop, pop og alternative-indie, og lader sig inspirere af artister som Frank Ocean, Steve Lacy og James Blake. Han byder på en personlig og en helt særlig slags musik, som ikke har mange sammenligningspunkter. Helt og oprigtigt unikt.
En spændende udvikling venter den unge producer og sangskriver, og det er en udvikling vi vil følge tæt her på redaktionen.
Det spændende og super-fede track “For Those Who Listen” kan høres her – og det skal nydes!