EDM-jazz med bunkevis af sjæl fra nyligt-omdøbt band

Foto: Trine Skjøldber (Pressebillede)

Det danske world-orkester Sunbörn klar med første album siden navneskiftet fra The KutiMangoes

Der er få så succesfulde danske bands, der spiller verdensmusik, som The KutiMangoes. Lige siden deres debut, der gav dem to Danish Music Awards, har de spillet langt ud over landets grænser. Deres glade, imødekommende musik har vundet gehør i store dele af Europa, og det er den succes, bandet gerne vil bygge videre på. Men de har besluttet, at de har brug for et nyt navn: Sunbörn. Det gamle er en hyldest til Fela Kuti, den nigerianske aktivist og musiker, der tilskrives at have opfundet afrobeat, og det var som en kærlighedserklæring til ham og den vestafrikanske musiktradition, at bandet blev til. Men bandet har sidenhen udviklet sig, og med det nye navn er de klar til tydeligt at markere et nyt kapitel i gruppens historie.

Sammen med navneskiftet gør bandet klar til at udgive et album, som er af samme navngivning som det nyerhvervede bandnavn. Til at udspænde forventningens bue helt, er der nu kommet endnu en single fra det kommende album.

At mødes gennem musik er et af deres credoer, og med den nye single: “Night Sweats” ønsker de at få lytteren til at mærke groovet og bevæge sig, uanset om de lytter derhjemme eller ude på dansegulvet. Bandet siger selv om den nye single:

– Som regel er det vores blæsermelodier, der udvikler sig i løbet af sangen, mens groovet er stabilt, men denne gang ville vi vende tingene på hovedet. Så mens hornriffet stædigt fortsætter, nærmest som et synth-riff i et EDM-nummer, udvikler alt sig omkring det. Rytmiske forskydninger, polyrytmik og et væld af guitar-og synthesizer-roller tilføjer variation og holder intensiteten, indtil det forløses i et smittende clubby groove.

Mærk groovet i det nye track “Night Sweats” lige her.

Tags:
Emil Manthey
emilmanthey@bandsoftomorrow.com