17 feb Dry Cleaning afslører første single fra kommende EP
Foto: Max Miechowski (Pressebillede)
Det engelske band Dry Cleaning er ude med singlen ‘Swampy’, det første nummer fra en ny EP. Singlen kommer i forlængelse af succesen med deres andet album, Stumpwork, fra oktober 2022, og ønsker at bryde med nogle af de rammer, der før er blevet sat på bandet.
Frisk efter deres anden optræden på Late Night i USA, fortsætter den britiske kvartet, Dry Cleaning, med at vise deres fleksibilitet i det alternative rum. Den nye single “Swampy”, lægger ud med en utæmmet, elektrisk guitar der tempoløst og legende introducerer sangen, og derefter sporer sig ind på et gentagende riff der læner sig op af den lidt forsigtige hi-hat. Vokalen, som har en mystisk og tale-agtig tone over sig, ændrer karakter i andet vers, i form af en hvisken, der kryber helt ind under huden.
Dry Cleaning Tour
Bandet har travlt, da de for tiden er på deres omfattende “Dry Cleaning” tour, hvor de besøger både USA, Australien og Europa. De kommer naturligvis også forbi (næsten) naboen Danmark, hvor du kan opleve dem i København på VEGA mandag d. 13. Marts 2023.
Indtil da kan du lytte til “Swampy” her.