15 feb Det er smukt at leve i følelserne
Foto: Jacob Tjellesen (Pressebillede)
STORFØLT spiller stemningsfyldt post-rock, de udfordrer øregangene med det storladne og samtidig skrøbelige udtryk. Det er et musikalsk terræn fyldt med inderlighed, ærlighed og mystik som bevæger sig fra det sørgelige til det voldsomme – men uden at skabe kaos. Den gode melodi er i centrum, og der bliver stukket dybt til følelserne hos lytteren.
STORFØLT består af Martin Kristensen på vokal & keys, Søren Johannsen på guitar og Emil Persson på trommer. Bandet opstod i 2020, da de tre erfarne musikere, i denne nye konstellation, begyndte at skrive sange og skabe musik sammen. Bandet har hentet inspiration fra 80 ́ernes synthpop, over i det mere rockede og til tider dystre lydunivers. Teksterne afspejler en god portion livserfaring, hvor de store følelser er på spil i det kærlige, det melankolske og ikke mindst det tragiske.
Bandet er netop ude med EP’en Disco and Darkness, hvor de sætter et stort spørgsmålstegn ved algorytme-baseret musik, og gør meget stærkere brug af musikalsk historie-fortælling, hvilket giver sangene et meget specielt udtryk og man binder lynhurtigt et bånd til hvert af de tre tracks.
I STORFØLTs musik er stemningen til tider skrøbelig, men med en subtil underklang af både tyngde og dybde. Bandet ønsker både på scenen og i musikken at skabe tilstedeværelse og refleksioner. Musikken og teksterne har flere lag og indeholder noget svævende, noget inderligt og mystisk, der skaber resonans og giver plads til fri fortolkning – og de HELT store følelser
En fantastisk måde at formidle historier, som virkelig sætter sit præg i øregangene. EP’en kan høres her – anbefaler at lytte efter.