10 hurtige til.. Spring & I

Foto: Nelle Renberg Andersen (Pressebillede)

I morgen, fredag d. 3. Februar, udgiver den seje electro-duo deres første samlede værk; den elektroniske debut-ep, “Enough”. Den rå, breakbeat-inspirerede førstesingle “Believe Me”, udkom i efteråret 2022 og fik flot omtale i danske og internationale medier samt radiopremiere på p3. Vi har fået lov at stille Spring & I’s hovedpersoner, Ditte Angelo og Marie Friis, 10 hurtige spørgsmål, som du kan få svarene på lige her.

Spring & I balancerer de tunge elementer fra club-musikken med eftertænksomme tematikker. Producer-duoen fokuserer på, at gøre op med de patriarkalske magtstrukturer de har arbejdet i, under deres musikalske virke. Der er en power og råstyrke i deres musik, som taler for sig selv. Hvis du stadig er i tvivl, om hvorvidt kvinder kan producere musik, er du forhåbentlig ikke i tvivl, når du har udforsket Spring & I. Lær den dygtige gruppe at kende lige her.

Vores musik er…

Anthems for alle dem der ikke føler sig respekteret i vores patriarkalske samfund.

Vi begyndte at lave musik, fordi

Vi opdagede hvilket usammenligneligt frirum vi skabte for os selv, når vi producerer musik sammen i Spring & I.

Vi finder inspiration i

Andre mennesker med en skabertrang, næsten uanset hvad det så er, de skaber. Vi finder også inspiration i dem, der omfavner sårbarheden og i dem, der bryder med status quo.

Det vigtigste for os, når vi laver musik, er…

At vi har os selv med, og at vi får skabt et trygt rum, hvor vi ikke bliver afsporet af udefrakommende forventninger.

Det sejeste sted, vi kunne forestille os, at spille med vores nye EP er…

På den nye natklub Module, hvor vi spiller hele EP’en live til vores releasefest d. 3. februar. Kom og dans med os <3

Sangen vi har arbejdet mest med på Enough er…

Titelsangen ‘Enough’. Vi spillede en supportkoncert for Simon Littauer sidste år, hvorefter han inviterede os i sit studie for at kigge på vores demoer. Her havde vi sangen med, men stadig uden at den havde fået en fast form. Vi drak en masse mate og kaffe og vibede i hans studie i en kælder med modular synths op og ned ad væggene, uden nogen form for tidsfornemmelse, og pludselig havde ‘Enough’ fået den form, den har på pladen.

Om Enough ville folk blive overrasket over at vide…

At hvis det ikke havde været for nedlukningen under corona-times, havde musikken på EP-en sikkert ikke haft den samme fandenivoldskhed, som den er endt med at have. Nedlukningen gav os rum og tid til at have lange, dybe samtaler om hvorfor, og for hvem vi egentlig laver vores elektroniske musik, og det gav os en helt ny og voldsom drivkraft, som vi havde brug for at omsætte i musikken.

En sang på EP’en, som fortjener et ekstra lyt, er…

‘I Hate Your Money’ Fordi… det ubetinget er det nummer der pensler drivkraften bag sangene mest ud. Meget af vores musik er enten helt eller delvist instrumental, men IHYM er rig på lyrik og handler om frustrationerne og magtesløsheden fra en personlig fortælling.

Historien bag EP’ens titel er…

At vi har fået nok! Nok af de magtstrukturer man er underlagt i det patriarkalske samfund, og den privilegieblindhed der er skyld i, at der alt for ofte er mistillid til de fortællinger og oplevelser der kommer fra kvinder og minoriteter. ‘Enough’ betyder også, at vi har tænkt os at tage al den plads vi har lyst til at tage, at tale op og sætte os imod.

Når man lytter til vores EP, skal man…

Skrue virkelig højt op og lade sig overtage af de følelserne og sindsstemninger der skabes gennem opbygninger og forløsninger i musikken. Hvis du giver dig hen til det, kan frirummet give dig det boost du har brug for, for at føle at vi sammen kan vende den synkende skude og overtage magten, mens de gamle sover.

Tags:
Elisa Lama
elisalama@bandsoftomorrow.com