30 jan REPORTAGE: VEGAs Udvalgte 2023 bød på alt fra intim RnB til en dansefest uden lige

Foto: Giift // Martin Kleisberg (VEGA)

Traditionen tro inviterede VEGA til koncert med seks artister, som de mener har kæmpe stjernepotentiale. Lineuppet i år bestod af Giift, Cyd Williams, Mona Moroni, Debbie Tings, UNG-SKAB og Kind mod Kind – Der var altså lagt op til et brag af en aften med en masse forskelligt musik.

Der var lagt op til en kæmpe aften, da VEGAs Udvalgte 2023 løb af stablen fredag aften. Med et lineup på hele seks kunstnere, der spændte fra velkendte 80’er referencer, til bragende club-bangers og elektroniske numre, der bød op til dans. Vi var blæst bagover efter en aften med en masse indtryk og en glæde over at kunne få lov til at opleve så forskellige genre og musik under samme tag.
Herunder kan du læse om aftenens koncerter og højdepunkter i en kort gennemgang.

Giift

Under discokuglens blå lys og som aftenens første act, trådte Giift ind på scenen. For mig var Giift stadig et relativt ukendt navn, men efter at have lyttet til hendes Ep Archives var mine forventninger bestemt ikke lave og det samme kunne siges om resten af publikum – Der var en sitrende stemning og folk glædede sig. 

At Giift blot er 18 år gammel, er ikke til at forstå når hun åbner munden. Med en stemme, der fik selv de bagerste til lige at stoppe op og fokusere på, hvad der nu foregik på scenen og som jeg, ved første nummer, havde lyst til at sammenligne med en ung Aretha Franklin. 

Hun startede ud ved klaveret og med lukkede øjne og en krop, der bevægede sig til musikken, var man slet ikke i tvivl om at hun nød at være på scenen – nød at spille sin musik for et publikum. Det var dog først ved tredje nummer, hittet ”Fed Up”, at hun præsenterede sig selv, nummeret, smed en guitar skulderen og satte sig ned igen. 
Selvom jeg nød at lytte til hendes stemme, savnede jeg en performance og en kunstner, der kom ud over scenekanten. Ud fra publikums småsnakken i hjørnerne, gik jeg ud fra, at de savnede det samme. 
Ved sidste nummer lagde hun guitaren fra sig og rejste sig endelig op – det var faktisk først her, jeg fik sat et ansigt på hende.

Her tog hun fuldstændig røven på publikum og brød ud i et helt akustisk nummer. Der var så stille i salen, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Endelig kom hun ud over scenekanten og beviste, hvilken stjerne hun uden tvivl er på vej til at blive. Det var blot super ærgerligt at det først var i sidste nummer, det rigtig kom frem. 

Giift har en gudsbenådet stemme og det er stensikkert, at hun laver musik af international kaliber, hun skal dog lige øve sig på at nå ud over scenekanten og ned bagerst i salen under hele koncerten og ikke blot under det sidste nummer. Får hun styr på det, kan jeg kun forestille mig, hvilken karriere hun kan opnå.

Cyd Williams 

Et vel-sammen-spillende band, der mødte VEGA med en god energi og et tydeligt gennemøvet og solidt planlagt show. Bandet udviste en mere rocket side af Cyd Williams musik end jeg umiddelbart havde forventet, men bandet brugte instrumenterne sublimt og sørgede for ikke at tage fokus fra de vidunderlige melodier i vokalen. 
Første sang blev sparket i gang med et fedt friskt rocket udtryk. Publikum blev fra første sekund grebet og sugede Cyd Williams nye take til sig. Første nummer blev mødt med stor øl-i-den-ene-hånd- applaus bakket op af håbefuld vokal opmuntring. 

Der blev hvisket ”Han er da egentlig ret cute” i krogene, og Cyd Williams ydmyghed og charme smittede med det samme af på publikum. 
Dog blev det ikke til meget mere end ’ret cute’, fra Cyd Williams, som virkede – trods en næsten fejlfri optræden, noget utryg med mikrofonen foran sig, specielt når publikum skulle gejles op. 

For det var en næsten fejlfri optræden, udtrykket sad godt og det rockede udtryk passede genialt til hele opsætningen – jeg kunne dog godt have savnet flere intime momenter mellem kun Cyd Williams, en guitar og publikum. Koncerten manglede simpelthen bare DET moment hvor man mærkede musikken dybt ind i kunstneren. Det afsluttende medley var et godt bud derpå, og viste meget af det rigtige, men igen med foden fjernet en smule fra den emotionelle speeder. Med en bunke selvtillid og et par år på scenen, tror jeg Cyd Williams kan udvikle sig fantastisk og er bestemt værd at følge, men savnede i denne omgang mere gejst og mulighed for indlevelse. 

Som en sidenote, vil jeg notere mig, som første-gangs oplever af VEGA som spillested, at lydkvaliteten var chokerende dårlig, og at jeg mange gange gennem koncerten måtte koncentrere mig, for at høre noget andet end den fuldstændig absurd opblæste stortromme. Havde større forventninger til en koncern af den status.

Mona Moroni

Navnet Mona Moroni var totalt ukendt farvand, da jeg læste det på plakaten til VEGAs udvalgte. Efter en lille research fandt jeg de to sange, de har udgivet og en lille glæde spirede i mig tanken om skulle lytte til dem live.

Det var dog en glæde, der hverken blev større eller mindre under deres optræden. Der er ingen tvivl om, at de trækker på 80’er referencerne og jeg havde derfor forventet en dansefest, eller i det mindste blot en koncert med gang i, hvor man ikke bare stod og svajede fra side til side – Jeg havde gennem hele koncerten ”Elsk mig i Nat” af Rocazino kørende i baghovedet og har jeg en anden sang i hovedet, samtidig med at et andet band spiller koncert, er der som regel en stor sandsynlighed for, at jeg ikke er specielt imponeret og det var desværre også tilfældet under Mona Moronis koncert. 

Mona Moroni spiller og synger super godt og de har potentialet til at kunne holde koncerter, der udvikler sig til regulære dansefester. Det var blot slet ikke tilfældet under fredagens koncert. 

Debbie Sings

Med utroligt dragende glitch animationer på storskærmen satte Debbie Sings gang i koncerten med et smadder. De enorme 808’s og Acid basser fyldte rummet og de nærværende 10 bygninger med en diskret udvikling og utroligt præcis klang. Man var ikke et sekund i tvivl om, at man var til en Debbie Sings koncert, med et, gennem hele koncerten, enormt højt energiniveau og med et musikalsk lige så udforskende, samt udfordrende univers som kunstneren altid præsenterer. 

Debbie Sings var uden tvivl dette års Wild-Card og leverede en præsentation som uden tvivl adskilte sig fra resten. Dog desværre en lidt for stor adskillelse, der måske havde været et bedre match med et elektronisk underground publikum. 
Det tog dog hverken noget fra Debbie Sings’ koncert – eller vurderingen af den, for den sags skyld – som var leveret med et brag og præcis den mængde geniale musikalske detaljer i den evigt dansende basgang som håbet. 

Den musikalske udvikling igennem koncerten var yderst bemærkelsesværdig. Den bragende og club-banger spillede Debbie Sings, bevægede sig musikalsk ud i et melankolsk og tankevridende univers, hvor man mærkede den smerte, musikken bar med sig, stadig med 180 bpm og eksplosions-skabende bas-drop. Mod koncertens ende, da alt smerten og følelsen kulminerede mod hvad der skulle have været et enormt moment, hvor Debbie virkelig kunne have haft en mulighed for at sætte et enormt aftryk i sjælen hos mange af koncertens gæster, ved at tage tempoet helt ud og vise noget som var noget HELT andet. I stedet valgte hun at lukke med ”F My Tears Away”, som har en alt for glædelig og opløftende følelse, til den mavefornemmelse, jeg i hvert fald sad med. Jeg ville gerne have set hende turde lukke med et super melankolsk øjeblik, for det kunne hun, med hendes utvivlsomme musikalske egenskaber, sagtens være sluppet af sted med.

Der blev leveret en overordnet bragende god og præcis koncert, som manglede en lille smule afveksling, men gav alt hvad jeg forventede fra Debbie Sings selv, dog et lidt akavet valg til en ellers rimelig pop/rock/rnb-pakket line up.

UNG-SKAB

Som vi stod og ventede ved lounge-scenen på aftenens næstsidste koncert, fyldte rummet sig stille og roligt mere og mere op. Klokken 23:00 gik UNG-SKAB så endelig på, til stor applaus fra et spændt publikum. Ind trådte den ene halvdel af UNG-SKAB, rapperen Bjørn, som skød koncerten i gang med sin fængende lyrik, i fuldt flor og uden anden intro. Kort efter trådte anden halvdel af duoen, sangerinde Roselil, ind på den lille scene og showet var i gang. UNG-SKAB viste et flot nærvær, og deres charme og lækre hår fejlede intet. Dog var UNG-SKAB ramt af uheld, da rapper Bjørn var en smule syg. Derfor virkede selvtilliden svær for Bjørn, der faldt meget i baggrunden. Det skinnede dog igennem fra start, at publikum havde en fest.
UNG-SKAB’s show blev taget flot imod af et dansende publikum, der sang med på størstedelen af deres sange. Dette var især tydeligt under sangen ”Snekkersten strand” hvor man virkelig må sige at publikum-deltagelsen var i første klasse. Flere gange under koncerten virkede Roselil blæst bag over af den respons, deres sange fik fra lounge-scenens publikum.

UNG-SKABS sceneshow bestod af matchende outfits fra de to frontpersoner, og et lysshow, der virkede som et pejlemærke på, hvor i følelsesregisteret, den pågældende sang befandt sig. Bjørn genvandt en smule gejst, da han tog sin violin frem og gav en smuk violinsolo. Denne solo satte gang i en serenadestemning under sangen ”Venter”. Med et lyserødt lysbillede, der så fint tilføjede til den kærlighed, der føltes så stor fra bandet. På sidste nummer ”Du Vil Ik Se (Du Føler Den Ik)” forsøgte UNG-SKAB sig med en slags Dirty Dancing-slutscene gimmick, hvor Bjørn bevægede sig ud på gulvet og splittede publikum i to. Det gik ikke helt som forventet, og et stykke måtte tages om. Men grundet deres charme og karisma rykkede dette ikke ved publikums opbakning, som efter afslutningen råbte på ekstra nummer. Selvom Bjørns nærvær var manglende, bar de to hinanden rigtig fint gennem koncerten, som til tider føltes som en invitation ind i deres venskab og liv som UNG-SKAB. UNG-SKAB havde et par bump på vejen, og overgik ikke mine forventninger. Men leverede dog en flot koncert og havde publikum med hele vejen.

Kind mod Kind

Kind mod Kind kickstartede aftenens sidste show med et brag af en begyndelse. Forsanger Julius Amdisen startede ovenpå baren i den anden ende af lokalet, og fangede med ét hele lokalet. Der genereredes klapsalver og publikum var fuldkommen med på Kind mod Kinds version af fest-melankoli. Den lyse og feminine herrestemme fyldte lokalet og bakkedes op af et band, der formåede at banke benene væk under publikum. Jeg stod med en følelse af en potentiel 5/5 stjerner, allerede efter anden sang. Den tunge bas og stroboskopiske lyseffekt blandet med de ærlige tekster, vidnede om Kind mod Kinds hengivenhed til ungdommen og kærligheden.

Forsanger Julius Amdisen udviste stjernetendenser og professionalitet på et helt nyt niveau. Kind mod Kind formåede at bevæge sig rundt i forskellige grene af deres melankolske techno-univers, uden at bevæge sig væk fra deres kunstneriske udtryk. Det var tydeligt at mærke hvilket niveau Kind mod Kind befinder sig på, både i deres musikalske sikkerhed, men også deres scenetilstedeværelse. Deres ydmyghed i forbindelse med deres overlegenhed, tilføjede en ekstra falset til den personlighed, Kind mod Kind er indehavere af. Man kan tænke at den slags musik Kind mod Kind laver, oftest resonerer med det yngre segment, men ikke i dette tilfælde. Kind mod Kind formåede at ramme folk i alle aldre. Det stålfaste og professionelle band skabte den musikalske ramme, som løftede Julius Amdisens englevokal op til det niveau, den har fortjent. Da de spillede deres sidste og største nummer ”Du gør mig Blind”, har Kind mod Kind publikum i deres hule hånd, og en fest er brudt løs i Stauning salen. Denne form for direkte magtdemonstration, Kind mod Kind formår at skabe på Lille VEGA scenen, er et klart syn på hvorfor Kind mod Kind har en kæmpe fremtid inden for den danske musikscene.