31 jan José Gonzáles – Store VEGA

Foto: Thomas Rungstrøm
Venue: Store VEGA
Dato: Søndag den 29. januar

Den dygtige svensk-argentinske folkemusiker med det introspektive sind, leverede en mindeværdig koncert søndag aften i Store VEGA, der dog manglede lidt gnist.

3,5 / 5 stjerner

Det var et udsolgt og tætpakket Store VEGA, der søndag aften spændt ventede på, at den svensk-argentinske folkemusiker, lidt forsinket, kom på scenen. Salen var fyldt med de generationer, som, musikalsk set, er vokset op med den eksplosion af indie folk med mere. som 00’erne bød på. 
Det publikum fik lov til at opleve José González i sin vel nok mest simple form: uden opvarmning og alene på scenen, hvor han befandt sig på en lille hævet platform med et par spanske guitarer, kun flankeret af nogle få lydeffekter og en loop-pedal. Et setup, der i høj grad virkede naturligt, eftersom at folkesangeren mestendels har begået sig i simple arrangementer.

Til gengæld rummer José González en mængde dybde som sangskriver og særligt som guitarist. Med fantastisk opfindsomme og melodiske akkordprogressioner, spillet med overskud, dynamik og improvisation, var svensk-argentinernes evner på guitaren klart aftenens højdepunkt. Det kræver et meget højt niveau at bære en to timer lang koncert med et enkelt instrument, hvor alle fejl og mangler er tydelige, men José González klassiske guitar var klar og strålende hele aften igennem. Det er en formåen, som kaster ens tanker hen på Nick Drake, hvis komposition “Cello Song” også blev gengivet i løbet af aften, eller en nutidig folkevirtuoso såsom Daniel Rossen. 
Det samme kunne desværre ikke siges om José González stemme der, på trods af at man forventede den underspillet og skrøbelig, ikke var i topform søndag aften i Store VEGA. Det lagde man særligt mærke til når folkesangeren kastede sig ud i improvisation, eller forsøgte at holde en tone længere end et sekunds penge. José González fik formentlig på lavmældt svensk mumlet noget om, at være blevet syg, hvilket selvfølgelig er uheldigt, men ikke desto mindre tog noget fra koncertoplevelsen. 

Det med at mumle noget på lavmælt svensk, var desværre også et fast inventar aftenen igennem, og José González formåede således ikke at løfte kommunikationen over lejrbåls-stemningen og op i den skala, der kræves, hvis man vil nå et fyldt Store Vega. I en band kontekst betyder det måske ikke noget i samme grad, men under en fokuseret og intim solokoncert, hvor man som lytter håber på noget berigende historiefortælling, der kan supplere sangene, betyder det en del. 

José González tilbagelænede og introspektive optræden passede i en live kontekst generelt bedst til de mest melankolske, men eventyrlige, og, ja, introspektive sange fra bagkataloget. Som på koncertens højdepunkt, “Cycling Trivialities,” der med sin fantastiske progressioner og tunge sindstemning, i otte minutter transporterede én ind i en anden verden.

Mindre godt passede José González karisma til de mere muntre (efter hans standarder) skæringer såsom “Swing”, “Visions” eller det uopfindsomme cover af Beatles’ “Blackbird” – en disciplin han ellers plejer at mestre. Her virkede det hele en anelse forceret. Overordnet set var det dog en mindeværdig koncertoplevelse, der bød på flere gode momenter til det talstærke publikum i den legendariske koncertsal. En oplevelse, der med få forbedringer, kunne blive en af de helt stærke.

– Skrevet af Emil Weis Brix