17 jan Forkælelse til strandkanten, Musik i Lejet annoncerer flere artister
Foto: Breakbot & Irfane // PR (Pressebillede)
Den vidunderlige festival Musik i Lejet, har nu givet otte kunstnere mere at glæde sig til, i en allerede spændende og pakket line-up. Stranden bliver igen fyldt op med mennesker, drinks, stemning og ikke mindst musik. Allerede offentliggjorte navne som Phlake, The Blaze og Swan Lee, bliver nu budt op til dans af de otte nye navne, heriblandt Lamin og Thomas Helmig. Line-uppet bliver festliggjort og får helt nyt liv af de nyligt offentliggjorte navne, og garanterer en uforglemmelig oplevelse til alle festivalens deltagere.
Musik i Lejet igen bliver afholdt den 20. – 21. – og 22. juli i Tisvildeleje, og denne gang er der lovet en fest som aldrig før. Strandkanten bliver mødt af groovy bass-lines og elegante vokaler fra den franske Breakbot som har slået sig sammen med Irfane – med deres talenter kombineret, bliver det en umulighed IKKE at danse. Der bliver sjældent mulighed for pause til benene, specielt når Lamin indtager scenen, og leverer bangers til den helt store fest på strandkanten. Den unge rapper har givet os mange fester i fortiden, og alt peger i retning af, at der bliver serveret endnu en kæmpe oplevelse med tårnhøjt humør.
Men det stopper ikke der. Slet ikke. Energien, intensiteten og autenciteten bliver skruet op på det højeste, når Afskum kommer og præsenterer en rå, direkte og upoleret tone, som rammer det inderste i hjertet, hjernen og sjælen – hver gang. Intet er for grimt til at blive talt om – det skal Afskum nok sørge for at bevise. Ovenpå sådan en omgang hjertesorg og intenst gengivet smerte, bliver hjerterne helet og smerten dulmet når Kamma tager scenen, og giver lige præcis den slags bløde pop understøttet af den stærke – men rolige – vokal, som man kan overgive sig selv til fuldstændigt.
Den karakteristiske stemme fra Jonas Smith vil igen finde nye hjerter at erobre, når Blaue Blume går på scenen, og fortryller hele festivalspladsen med en skæv indie-rock lyd, som KUN Blaue Blume kan levere. Der vil være seriøse emner gemt i smarte anekdoter, som går fantastisk i sammenspil med musikkens alternative elementer, og giver en helt speciel stemning, som bare skal opleves. Tempoet forbliver nede, drømmene får lov at svæve videre og før du ved af det, står du med tårer i øjnene og får genbekræftet vigtigheden af kærlighed – ja, den næste kunstner er nemlig Dame Dearest. En koncert med et overflåd af følelser gemt bag en smuk, forførende vokal, som kaster lytteren direkte tilbage ind i følelsen af sin første forelskelse.
Ingen festival i Danmark er dog fuldendt uden den ‘danske lyd’, og lige præcis den skal Kristian Leth nok sørge for. Med primært akustiske elementer og en kniv-skarp lyrik, holder Kristian Leth lytteren i hånden, og fører dem gennem smukke fortællinger om livet og relationer. Derefter bliver dansk-heden skruet helt op. Der vil være en tydelig kærlighed at spore fra publikum, når selveste Thomas Helmig endnu engang vil demonstrere sin kærlighed til musikken og dens virkekraft. I kølvandet på den tragedie, som har optrådt i Helmigs personlige liv, forventes der en kollektiv kærlighed fra publikum, som sjældent vil opleves så omfattende. Velkommen tilbage til scenen.
Det korte af det lange er; Musik i Lejet tegner op til en fest, en oplevelse og fuldstændig ubeskrivelig stemning.