ANKAH er tilbage med forførende soul

Foto: Sarah Hartvigsen Juncker (Pressebillede)

Aarhusianske ANKAH vender tilbage på udgivelsesfronten med den stemningsfulde single “Oceanview” efter nogle års fravær på streamingtjenesterne siden udgivelsen af Ep’en “Haze” fra 2015. Hun har i mellemtiden rejst verden rundt og udforsket scenekunst, dans og ikke-vestlig musik i lande som Brasilien og Ghana. Den nye energi afspejles i det nye singleudspil “Oceanview” som bærer præg af både neo-soul og jazz.

”Oceanview” indkapsler følelsen af ​​ungdommelig uskyld og længslen efter at rejse tilbage til en verden set gennem godtroende øjne. Med en vokal der besidder en dybde og råstyrke, som får hende til at skille sig ud fra mængden, synger ANKAH om at give slip på et forældet selvbillede og starte på ny.

Man må dog væbne sig med tålmodighed for at høre ANKAHs fine vokal, da den først kommer i spil efter cirka 47 sekunders intro. Selvom det er modigt gjort, kan det dog betale sig at vente på den, da ANKAH ikke bare synger godt, men fylder nummeret med et flot korarrangement, som klæder nummeret. Desuden kan man høre, at den instrumentale del er udført af kompetente musikere som giver sangen en organisk følelse og leder tankerne hen på kunstnere som Solange og Lianna La Havas.

Vi glæder os til at høre mere fra ANKAH i fremtiden. Lyt til “Oceanview” her

Tags:
Elisa Lama
elisalama@bandsoftomorrow.com