08 dec Sara Parkman – Lille Vega

Foto: Fredrika Eriksson
Venue: Lille Vega
Dato: Tirsdag den. 6 december

Sara Parkman leverede en sejrsmarch af en koncert i Lille Vega tirsdag aften. Med en vild vokalpræstation, velspillende medmusikanter og en umiskendelig tilstedeværelse og charme, skyldede jublen velfortjent ind fra de fremmødte.

5/5 Stjerner

Sara Parkman er en kunstner i både kunsterisk, kritisk og kommerciel fremgang, der har fundet sig en særlig musikalsk niche, som berettet om tidligere på ugen i vores interview med den svenske folkemusiker. En niche, der blandet med et stort musikalsk talent og usædvanlig evne for sangskrivning, gør hende til en af tidens mest interessante kunstnere inden for genren. 

Hele denne usædvanlige pakke blev fremført på fornemmeste vis i Lille Vega tirsdag aften, hvor Parkmans musik blev udfoldet i en femmands besætning, der foruden den musikalsk medsammensvorende Hampus Norén på guitar og orgel, inkluderede viola, trommer og synthesizers mm. Et band i høj spilleglæde med godt dynamisk sammenspil, der tydeligvis nyder at fremføre musikken. 

I midten af det hele stod den lille men kraftfulde sanger og violinist fra Sundsvall – farverig, frigjort og i fuld fordybelse. Med sin vilde og forvrængede hyrdekal, store men ydmyge karisma samt en serie af meningsfulde monologer, var hun katalysatoren for den dragende og følelsladede koncertoplevelse, der ramte de fremmødte i Stauning salen tirsdag aften. En koncert der udover den dygtige fremførsel også var struktureret på gennemtænkt vis.

Man fik således både en sektion med de mere voldsomme og folk-rock inspirerede numre, en “folktronica” sektion i midten af sættet og en del baseret på de mere kirkelige korstykker, der er fremtrædende både på ‘Vesper’ og ‘Eros Agape Philia’. Nogle hjørner af sætlisten var mere baseret på temaer, såsom den romantiske kærligheds op- og afblomstring.

Hver sektion blev fint præsenteret ofte med opløftende anekdoter – f.eks. om blaffeture til København og pinlig mor i badetøj – samt vægtige ord om kærlighed og politisk sammenhold. Monologer hvor tilskueren blev taget i hånden gennem Parkmans eklektiske musikalske univers. Et greb man godt kunne ønske flere musikere tog i brug frem for altid at bero sig på den vanlige blanding af skål og small-talk. 

Med Parkmans bundhumanistiske og enormt meningssøgende tilgang til hendes kunst, ville det også være akavet med førnævnte rock ‘n’ roll klicheér. Det er hendes folkemusik for intens, kærlig og alvorlig til. I stedet føles en liveoplevelse med den svenske folkemusiker som en musikalsk spejling, af alt det der betyder noget. Fra de nære relationer i ens dagligdag, til de store politiske strømninger der former vores allesammens liv. 

En tilgang der er enormt forfriskende, i de topironiske TikTok-tider vi på mange måder lever i, fordi kunstneren sætter sig selv så meget på spil at man som tilskuer næsten ikke kan lade være med at deltage i følelseslivet på scenen. En dynamik der gør at man føler sig noget så fyldt og opløftet, efter scenetæppet er gået ned.

Skrevet af Emil Brix