05 dec Sara Parkman INTERVIEW: Der hvor middelalderen møder det moderne og hvor Berghain møder Bach. 

Foto: Fredrika Eriksson (Pressebillede)

Sara Parkman er på få år blevet en af de mest omtalte folkemusikere i Skandinavien og hendes nye album ‘Eros Agape Philia’ fik da også en varm anmeldelse herfra. Hun talte med os over en zoom-forbindelse fra hendes lejlighed i Stockholm om alt fra kirkemusik til feminisme. ‘

Et møde mellem vidt forskellige musikalske verdener

Jeg møder Sara Parkman under en lille pause i hendes tourskema, der i oktober har været pakket med svenske koncertdatoer i større byer. November byder mestendels på en pause for folkesangeren inden hun rammer Lund og dernæst Vega i København d. 6 december. Sara Parkman har udover sit usædvanlige sangskrivnings- og vokaltalent, en lidt særlig musikalsk baggrund, der indeholder både kirkemusik og storbyrave: 

– Jeg har en baggrund i nordisk folkemusik og er født og opvokset i en kirke. Jeg kommer fra en kristen familie, hvor der var en masse musik, såsom den traditionelle kristne musik, med alt fra Bach til salmer[…]. Men jeg er også født i 1989 og er vokset op med en del pop og elektronisk musik, så når jeg skaber musik, kombinerer jeg disse forskellige verdener. 

Folkemusik er en unik størrelse i det nutidige musiklandskab i og med at den har en kolossal historie bag sig. En historie der af forskellige generationer er blevet vakt til live i særlige kontekster – ofte med et politisk budskab. Noget der er særligt inspirerende for Sara Parkman:

– Jeg kan godt lide at kalde det folkemusik […] fordi jeg syntes det er vigtigt at arbejde med traditionerne, tage ejerskab over dem og bruge dem. At gøre dem relevante for vores tid – fordi de er virkelig relevante.

– Da jeg var barn fandt jeg noget der på svensk kaldes ‘progg’, som er denne her [svenske] politiske musikbevægelse fra 70’erne, hvor de blandt andet elektrificerede gammel folkemusik. Mænd med mærkeligt hår der holder af det lokale og vil tilbage til skoven og spille folkemusik. Derfor startede jeg med at spille folkemusik. 

Parkmans rødder går også langt tilbage på grund af hendes dybe relation til kirkemusikken, hvilket også gør sig gældende på ‘Eros Agape Philia’, hvor den kristne kammermusik har sat sit tydelige præg: 

– Jeg tror det kommer derfra. Der er et nummer som hedder “Ode til Hildegard & Gunnel”, som næsten er, altså ikke taget, men skrevet meget med Hildegard fra Bingen i tankerne, som var en nonne og komponist fra det 12. århundrede. Denne her sangtradition fra middelalderen, som jeg syntes er meget smuk. Så jeg ville gerne skrive noget, der havde med hende at gøre. 

De dybe historisk-musikalske indflydelser viser sig også i Parkmans kraftfulde vokal, som hun beskriver formet af sangtraditioner fra blandt andet Finland, Bulgarien og svenske hyrdekaldsteknikker. At disse træk bliver helt kropslige gennem stemmen, gør lytteoplevelsen vedkommende og personlig. 

Lyt til det nye album her.

Et tekstunivers formet af både teologi og feminisme

Som barn af en præstefar bliver man præsenteret for lidt af hvert – blandt andet den oldgræske konceptualisering af kærlighed i dens forskellige former, som danner baggrund for pladens lyrik: 

– Min far snakkede om dem for et par år siden, da vi talte meget om kærlighed. […] De satte sig nok fast, fordi at jeg har døjet en del med kærlighed på forskellige måder, og syntes det var en god måde at se forskellige former for kærlighed på […]. De har den samme værdi og står ved siden af hinanden. Vi har brug for dem alle.

Ligesom at Sara Parkman er et barn af både kirkemusik og moderne stilarter, er der også en interessant kontrast, eller måske nærmere sammenspil, mellem den stærke indflydelse, hvor både teologisk og feministisk tænkning spiller i hendes sangskrivning. .

– Den [feminismen] er meget vigtig. Jeg er vokset op med den feministiske bevægelse. […] Det var en stærk bevægelse og feminisme var det “sejeste” man kunne lave. Jeg var 20 år gammel og elskede det. 

– Jeg er glad for at jeg er opdraget i en feministisk bevægelse, der har gjort det muligt for mig at arbejde kunstnerisk på en måde, hvor disse værdier er rodfæstet i mig. Men kunsten står stadig forrest. Musikken er det vigtigste. Men det [feminististiske] er altid i mig. 

Det er i det hele taget en gennemgående tråd i Sara Parkmans kunstneriske virke, at det traditionelle og det nye smelter sammen i en forenet tilgang, der reflekterer, hvor hun kommer fra og hvor hun gerne ser, at verden bevæger sig hen. I alt fra de musikalske indflydelser til de tankegange der former hendes udsyn og kunst. Parkman beskriver, hvordan de tankesæt over tid inddrages mindre overlagt og nu mere er integreret dele af en større helhed:

– Da jeg var ung havde jeg meget overlagte politiske budskaber. Da jeg arbejdede med ‘Vesper’, syntes jeg det var meget politisk at arbejde med religion, når vi lever i en tid der er meget rationelt orienteret. Det er det samme med det nye album, hvor det hele handler om kærlighed. […] Lige nu går der fascistiske bølger igennem verden og vi har en fascitisk leder [Meloni] i Italien og så er der noget radikalt i at sige “jeg vælger dig”.

Mod til nye retninger

-Jeg ser disse albums [Vesper´ & ´Eros Agape Philia´] som søskende. […] Det næste album bliver noget andet. 

Selvom Sara Parkman ser de to albums som nært beslægtede, byder Eros Agape Philia alligevel på overraskelser. Særligt Parkmans elektroniske indflydelser er stærkere end på forgængeren, hvilket skinner igennem på de to numre “Rosen” og “Til Salka”. 

–Jo mere man gør det jo mere modig bliver man. Da vi havde en lille del af det på ‘Vesper’ spurgte vi os selv “kan vi gøre det her?” og svaret blev “ja og endnu mere”. På “Til Salka” […] ville vi lave en sjov “house-ting” og tænkte “hvad kan vi gøre”? I begyndelsen syntes vi det var lidt dumt, men så tænkte vi “det her er fedt, det kan faktisk blive til noget”. På det næste album vil jeg gerne gå mere ind i det og bygge en verden omkring lyden på “Rosen”. 

Der er altså lagt op til mere “folktronica” i fremtiden og Sara Parkman fremstår i det hele taget som en kunstner, der aktivt søger nye veje. Noget der også afspejles i den måde hun udgiver sin musik på. Sara Parkman er nemlig med til at drive pladeselskabet ‘Supertraditional’, som hun driver sammen med andre folkemusikere, for at give musikken en platform som de store pladeselskaber ikke er så villige til at give. Jeg spørger hende om tankerne bag og hvad det giver dem i praksis:

– Vi var en gruppe venner og kolleger, som startede det for tre år siden. Vi ville skabe en platform hvor god folkemusik kunne finde sit publikum. Der er så meget fantastisk folkemusik, der aldrig finder et publikum, fordi musikbranchen har ændret sig så meget – hvordan man udgiver og finder et publikum. Vi fandt ud af at vi var gode til den slags. Nu har vi faktisk en ansat to dage om ugen […] og vi håber på at vi kan finde en måde at virkelig fungere på som en virksomhed, så vi kan have hende fire dage om ugen og tjene lidt på det. Vi vil gerne lave virkelig god musik, fordi vi tror at der findes mennesker, som gerne vil have god musik. 

Med andre ord er der lagt i kakkelovnen til nye eventyr i fremtiden fra en kunster, der gør det på sin egen måde, med kunstnerisk mod og i fællesskab med andre. En tilgang man som musikelsker kun kan have stor respekt for!

– Skrevet af Emil Brix