05 dec Martha Elisabeth åbner op for de svære valg
Foto: PR
Den danske art-pop sanger udgiver “Mother (Lucy)”, der har en personlig historie og en speciel musikvideo.
Martha Elisabeth tager fat i en personlig oplevelse på “Mother (Lucy)”, der handler om at have mulighed for og ret til at tage et valg over sin egen krop, men at det valg ikke altid bare er nemt og uden følelser. Martha Elisabeth placerer den følsomme tematik i et dynamisk pop-landskab, der får liv gennem kraftige percussions, følsomme melodier og indre monologer. Om tankerne bag nummeret fortæller Martha:
– Jeg har været meget i tvivl om, hvor ærlig jeg skulle være i presseteksten til den her udgivelse. Sangen er som sagt udsprunget fra en personlig oplevelse og en svær
periode i mit liv. For nyligt havde jeg en oplevelse efter at have spillet en koncert, hvor en kvinde kom op til mig, rørt til tårer, og takkede mig for at skrive en sang, som italesætter det som mange kvinder går rundt med, men få snakker om. Den oplevelse gav mig lyst til at være åben og ærlig og bruge min stemme til, forhåbentlig, at åbne op for de vigtige samtaler. Livet er ikke simpelt, og vi bærer alle sammen både rundt på sorg og glæde. Jeg har været gravid. Jeg glæder mig til at det sker igen, men drømmen er skrøbelig og til tider meget svær at bære rundt på.
“Mother (Lucy)” har også fået et visuelt univers. I musikvideoen danser fem gravide kvinder rundt, hvilket skal symboliserer moderfigurer og væsener i en drømmeverden. Martha fortæller selv om videoen:
– Jeg arbejder altid med kroppen i samspil med musikken. Koreografien har jeg lavet i samarbejde med Mie Kristensen henover sommeren, samtidig med at nummeret blev produceret. Jeg brænder for at smelte det visuelle og fysiske univers sammen med musikken. Videoen er for mig et vigtigt lag til nummeret. En drømmeverden, hvor alt og intet kan ske.
Du kan se den flotte musikvideo her og lytte til “Mother (Lucy)” her.