Fraads har fået berøringsangst

Foto: PR

Efter halvandet år er Fraads tilbage med ny musik, med den påpasselige single “Forsigtig”.

Vi er nok mange, der har savnet ny musik fra Fraads, siden den hidtil seneste single “Er vi to en ting?” fra 2021. Ventetiden er i dag ovre, da duoen endnu en gang byder velkommen til deres univers på nummeret “Forsigtig”. Sangen handler om at have udviklet både ud- og indvendig berøringsangst, hvor man kan føle sig som et spøgelse, der “spooker inde på klubben” som det synges i sangen. Forsanger Papa Erotic fortæller om sangen:

– Forsigtig er både en sang om at kræve sin egen tid og plads på dancefloor, hvor ingen skal røre ved en. Men også en sang om aldrig at kunne blive rørt igen, fordi man har mistet sit livs kærlighed.

Fraads har tidligere annonceret, at et nyt album er på trapperne til udgivelse i 2023 og “Forsigtig” er derfor et indblik i hvilken stil man kan forvente at høre mere til fra gruppen. David Engelbrecht fortæller:

– Forsigtig åbner døren op til en ny sound, som vi udforsker i dybden på den kommende plade! Man kan måske sige, at lyden er blevet mere digital, bright og in your face. Det smager også af nostalgi og barndom, og mange af vores nye lyde er hentet fra naturlyde, tegnefilm og videospil. Den opmærksomme lytter kan måske f.eks. genkende Tintins hund Terry på dette track.

Du kan lytte til “Forsigtig” her: Spotify

Tags:
Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com