Årets 25 bedste internationale sange 2022

Foto: Harry Styles // Sony Music Danmark (Pressebillede)

2022 har budt på en masse fede musikudgivelser, og det har derfor været tæt på umuligt at udvælge blot 25 favoritter. Vi er heldigvis nået i mål, så her har du redaktionens bud på årets 25 bedste internationale sange.

ARY – “Angels Among Us”

Vi kan vist ikke løbe fra at ARY er en sand favorit her på redaktionen. Efter en vanvittig oplevelse på by:Larm, hvor vi var fuldstændig blæst bagover, har hun udgivet nummeret “Angels Among Us” efter flere af hendes fans tiggede og bad om det. Og ja tak for det! Hun arbejder lige nu på sit andet album, og hvis det bare er halvt så godt, som dette nummer er der meget at glæde sig til. 

Beyonce – “CUFF IT”

Queen B is back! Beyonce er årets ukronede dronning, som med albummet RENAISSANCE vendte tilbage med ny musik da vi hungrede mest efter det. Og hvilken sang vælger man så lige? Vi er gået med “CUFF IT”, der er et ovenud groovy og funky nummer oversvømmet i gode vibes. Beyonce brillerer som vi kender hende, mens hun ustoppeligt synger om at blive forelsket og nyde livet til fulde. Ved lige at tilgå den danske vinkel et øjeblik, fortjener Morten “Rissi” Ristorp et stort skud ud, da han har været med i tilblivelsen sangen, som må siges at være et af årets allerstørste hits. Nummeret er en vaskeægte disko-banger, som kun forlanger en ting af dig – dans!

BENEE – “Beach Boy”

Newzealandske BENEE har på kort tid skabt sig noget af en karriere. I år udgav hun albummet Lychee der åbner med sangen “Beach Boy”. Sangen handler om at være glad i sit eget selskab, samtidig med at længtes efter kærligheden uden smerten, den sommetider kan medføre. Det er et optimistisk nummer der gør sig perfekt til at cruise gennem landskabet en lun sommerdag, mens du lader dig fantasere hen til en anden virkelighed. BENEE har med sin karakteristiske stemme vist sig at være meget mere end en TikTok-sensation, og vi kan slet ikke vente med at følge med i hendes udvikling!

Charlie XCX, Christine and the queens, Carolina Polachek – “New Shapes”

Et samarbejde mellem nogle af de sejeste musikere lige nu, er næsten for godt til at være sandt. Men så udkom “New Shapes” og vi blev blæst fuldstændig bagover. Et popnummer af dimensioner, der sætter gang i dansegulvet, lige så snart det kommer på. Charlie XCX er fantastisk, Christine and the queens er fantastisk, Caroline Polacheck er fantastisk, og sammen har de formået at skabe et über fantastisk nummer. 

Colleagues – “Abide”

Det svenske kollektiv Colleagues vendte endelig tilbage. Det tog kun syv år, men hvem tæller med tårer i ansigtet? “Abide” tørrede dem, og savnet blev glemt. I bedste Colleagues stil er nummeret tilbagelænet, eksperimenterende og har et virkelig fængende omkvæd, der er på grænsen til det søvnige. Tænk at det virker. For det gør det!

Edgar Homeros – “Centerfolds”

Dette er blot debutsinglen fra Edgar Homeros, og med den har han har slået benene væk under os. Med sin skrøbelige vokal, smukke harmonier og simpelt guitarspil har Edgar Homeros lytteren i sin hule hånd. Der er en Ep på vej fra hans side af, og med denne sang, tegner det til at blive rigtig godt, ham må man tjekke ud!

easy life – “DEAR MISS HOLLOWAY”

Den engelske gruppe easy life har i år udgivet deres andet album MAYBE IN ANOTHER LIFE… hvorpå sangen “DEAR MISS HOLLOWAY” er at finde. Med deres sædvanlige opløftende funk-R&B, fortælles der en sød historie om frontperson Murray Matravers´ tidligere crush på en lærer. Gruppen får på sangen besøg af BROCKHAMPTONs Kevin Abstract, som giver et reflekterende vers omkring drømme og fremtidsplaner. Hvis man godt kan lide denne genre, er hele pladen bestemt et lyt værd. 

Florence and the Machine – “My Love”

Multikunstneren Florence Welch men som er bedre kendt som Florence and the Machine udgav i år albummet Dance Fever, hvor dansenummeret “My Love” er at finde. Florence har som altid skabt et nummer, som er umuligt at sidde stille til. Welch og bandet er ægte kommet tilbage her i 2022, og med det nye album og især dette powernummer, er vi kun begejstret og tilfredse. Wow, bare wow. 

FKA twigs – “careless” (feat. daniel caesar)

FKA twigs´ album CAPRISONGS er et af årets helt store højdepunkter. På sangen “careless” får hun besøg af Daniel Caesar – og det er en god kombination. De er begge nogle af pionererne inden for den moderne R&B, så tilsammen kan de selvfølgelig ikke andet end at skabe et lille stykke magi. Stemmerne forenes på forførende vis, mens kærligheden udtrykkes gennem de sårbare og inderlige vokaler. Lydbilledet er simpelt og ligetil, men bekvemmeligheden kan man ikke tage fra sangen.

Gorillaz –  “Cracker Island (feat. Thundercat)” 

“Cracker Island” er titelnummeret og første singleudspil til det kommende Gorillaz album. Tegneseriebandet har fået besøg af bassisten og sangeren Thundercat på sangen, som bidrager med sine musikalske evner i hvad der viser sig som et yderst velfungerende samarbejde. Sangen omhandler Cracker Island – et fiktivt sted hvor der er plads til at isolere sig selv og flygte fra virkeligheden. Lydsiden er klassisk Gorillaz, med pulserende elektropop der på psykedelisk vis forfører og integrerer dig i deres animerede verden. Vi kan slet ikke vente til det kommende album!

Harry Styles – “As It Was”

Hele verdens darling (og måske den nye king of pop?) udgav i år sit tredje soloalbum. Og selvom man ikke var One Direction fan, er det svært ikke at være fan af Harry Styles. Sangen “As It Was” gik viralt og især musikvideoen hvor man ser ham i et lækkert rødt outfit, var på alles læber. I 2023 giver han ENDELIG koncert i Danmark, og det ville overraske meget, hvis ikke denne sang var at finde på setlisten.

Jungle – Good Times” 

Den elektroniske-soul duo fra England vendte i maj tilbage med nummeret “GOOD TIMES”, der holder alt det, som titlen lover. Det er funky, soulet, smager lidt af søde sommerfrugter og tvinger tankerne i flugt til evige sensommernætter, som vi i den grad mærkede til dette års første udgave af SYD FOR SOLEN, hvor de lukkede festivalen med mesterlig manér! Jungle har fanget friheden på dette nummer. 

Jamie xx – “ KILL DEM”

Alle tre medlemmer fra The xx er nu ude med hver deres soloprojekter. Jamie xx har længe udgivet i eget navn, men “KILL DEM” er nyeste udspil. Denne single ramte os som et elektrochok med dets vilde produktion, som går lige i dansebenene. Det er et vildt sammensat nummer, der er eminent til klubben eller crosstraineren i fitnesscenteret. Ønsket om at se Jamie xx på en mørk scene, omringet af hundredvis af mennesker, er kun blevet større efter at han har smidt denne eksplosive single på gaden. 

Kakkmaddafakka – “Good Guy”

Er det a-ha? Næ, det er såmænd det nærmest ligeså historiske norske rockband Kakkmaddafakka. Dette nummer giver dybe associationer til “Take On Me”, men har alligevel sin helt egen identitet, med et hook der sætter sig fast i din hjerne med lysten efter mere. Med “Good Guy” blev vi taget med på en lille tidsrejse til de glade 80’ere, hvor bekymringer og tankemylder erstattes af de gribende synths og catchy melodier. Et uventet og forfriskende afbræk fra nutidens mangesidige musik.

Kendrick Lamar – “The Heart Part 5

Kendrick Lamar vendte tilbage efter flere års solo-stilhed. Han havde summet lidt på fætteren Baby Keems projekt fra sidste år, men et decideret Kendrick nummer udeblev. Rygterne havde floreret i et stykke tid, om at noget var på vej, og mens fans gik ud af deres gode skind, så skiftede Lamar sit, på album frontløberen “The Heart Part 5”. Nummeret var en forløsning, der landede ud af det blå med Marwan Gaye sampling og deep fake teknologi. Kendrick Lamar tog bogstavelig talt kendte sorte mænds ansigter på og dissekerede “kulturen”. Verdensstjernen havde igen noget på hjerte, og verden kunne kun spekulere om albummet, der blev Mr. Morale & The Big Steppers

Little Dragon “Frisco”

Skal folk hives ud på dansegulvet, er Little Dragons “Frisco” et godt bud at sætte på højtalerne. Det bouncy, minimalistiske nummer er nemt at danse og svaje til og man kan ikke andet end at trække på smilebåndet, når man hører det. Nummeret kan ændre humøret hos enhver, der lytter og det i sig selv, er en kæmpe kvalitet. Sangen var første single fra deres nyeste Ep Opening The Door, som blot indeholder tre sange, men helt klart også er et lyt værd.

Mura Masa feat Erika de Casier – “ e – motions”

Sikken et samarbejde der ramte streamingtjenesterne tidligere på året. Den anerkendte producer Mura Masa har taget fat i danske Erika de Casier, der er ved at få ret godt fat i udlandet, og denne single har ikke gjort det værre. Det er et drømmende og lækkert nummer, hvor Erika de Casiers candy floss bløde vokal, kæler med det egentlig enkelte beat, med et drys af lækre detaljer. Den dansker sangerindes lyd har virkelig fået lov til at fylde på Masas nummer, som meget enkelt er blevet virkelig godt, og der er nok mange artister der er en my misundelige på Casiers invitation. 

Oliver Sim – “Confident man”

Oliver Sim er den sidste fra legendariske The xx, der udgiver et soloprojekt. Med albummet Hideous Bastard kommer man helt ind under huden på Oliver Sim og man kan høre kampen, han har gennemgået for at nå dertil, hvor han er i dag. På ”Confident Man” kulminerer det hele og han er kommet sine indre dæmoner til livs og er kommet selvsikker ud på den anden side. Hele Hideous Bastard er et mesterværk, men ”Confident Man” skiller sig især ud og fortjener et kæmpe lyt!

Sigrid feat Griff – “ Head on fire”

Norske Sigrid har på denne popbasker inviteret den fremadstormende artist Griff med sig på dette nummer. De to sangerinder klæder hinanden smukt og det er derfor ingen overraskelse at dette blev et kæmpe radiohit – især har man kunne høre det i rotation på vores allesammens popkanal, P3. De to sangerinder mødte hinanden til London Fashion Week hvor de delte en pizza og senere mødtes de i studiet og fandt ud af, at de to altså kan noget helt magisk sammen. Et ægte power nummer, vi har hørt rigtig mange gange i løbet af året.

Stromae “L’enfer” 

2022 var året hvor Stromae for alvor vendte tilbage. Han udgav albummet Multitude, hvorpå den flotte “L’enfer” er at finde. Stromae har den der evne til at lave musik man bare vil synge med på – også selvom man ikke kan et ord fransk. Får man lidt hjælp til at finde frem til meningen med sangen, finder man ud af at omdrejningspunktet er depression og selvmordstanker, hvilket forklædes med et intenst og bombastisk lydbillede der bidrager perfekt til det tunge tema. Stromae debuterede på overraskende vis med sangen i et live-interview, hvilket kun kan anbefales at tjekke ud hvis man godt kan lide den belgiske ikons musik. 

The Weeknd – “Sacrifice”

Den dygtige canadier udgav først på året et gennemtænkt og genialt album, som altså også er at finde på dette års liste over de bedste albums!

Dawn FM. Nummeret “Sacrifice” har i den grad haft dets shine gennem året, og det har vi ikke altså været kede af. Nummeret har et disco klingende beat, som virkelig inviterer lytteren med under discokuglens skær. Omkvædet sidder lige i skabet og det er svært ikke at synge med på. The Weeknd er skarp til lave uendelige hits med sin lyse vokal, der leder tankerne hen på popikonet Michael Jackson, og det her er i den grad et af numrene fra det nye album, der fortjener en plads på denne liste.  

Thea Wang – “Tell me about it”

Norske Thea Wang sang foråret frem og fik tulipanerne til at blomstre med nummeret “Tell me about it”. En nostalgisk kærlighedssang, der med rige detaljer beskriver forårets fremkomst og et tidligere livs blakkede minder. Et overvældende og harmonisk omkvæd fletter sig ind i et spinkelt guitarspil, der viser at store armbevægelser ikke altid er nødvendige. Husk, at det er okay at græde. 

The Blaze – “ EYES”

De to fætre fra Frankrig er endelig tilbage med musik efter en lang tid med meget lidt lyd fra duoen. I sommers spillede de en fabelagtig koncert på Orange Scene, hvor dette nummer i den grad kom til sin fulde ret. Det er tungt og houset som man kender de bedst fra duoen, med den mystiske og forvrængede vokal, der er karakteristisk for The Blazes lyd. Det er ikke eneste nummer de udgav i år, og er vi spændt på hvad 2023 kan byde på, udover et smut forbi Musik I Lejet, hvor de tidligere på året blev annonceret som et af hovednavnene.

The National feat. Bon Iver – “Weird Goodbyes”

De to mastodonter inden for indiegenren slog tidligere i år pjalterne sammen og udgav nummeret “Weird Goodbyes. Et ægte flødenummer, hvor følelserne sidder helt ude på tøjet, men det fungerer bare. Og selvfølgelig gør det det, når det er skabt af to af de dygtigste i feltet. Har du ikke lyttet endnu, er det bare om at komme i gang, for det er lækkert, det du har i vente. 

The Smile – “Skrting on the Surface”

Ikke meget i år puttede et smil på læben som nyhederne om at Radiohead-medlemmerne Thom Yorke og Jonny Greenwood havde slået sig sammen med Tom Skinner, og da slet ikke da det viste sig at indeholde sangidéer der var tilovers fra albummet In Rainbows fra 2007. Dette medførte en meget velkendt lyd, men i mere frigjorte rammer 

Hør alle sangene her.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com