05 dec Året der gik: Redaktionen udpeger de bedste albumudgivelser fra 2022
Foto: Lucky Lo // Benjamin Tarp (Pressebillede)
2022 er så snart ved at lakke mod enden, og i den forbindelse kigger vi tilbage og hylder en række af årets bedste album- og EP-udgivelser. Om du er til psyckrock, pop, hiphop eller noget helt fjerde, vil der forhåbentlig være noget at hente i listen her.
Andreas Odbjerg – Hjem Fra Fabrikken
En af de artister, som virkelig har vakt sig opmærksomhed i året 2022, er Andreas Odbjerg. Forrige års udgivelse af hittet “Stor Mand” af Tobias Rahim med Odbjerg som feature, viste sig at blive en landeplage helt ind i 2022, for da kun at blive erstattet af endnu mere skøn musik fra hitmagerens side. Andreas Odbjerg udgav nemlig sit debutalbum Hjem Fra Fabrikken i foråret, den 4. marts, som berigede lyttere såvel som fans med flere ørehængende singler og en masse rammende sangtekster. Albummet, der i alt rummer 10 numre, har en god blanding musik af forskellig karakter. Et bredt spænd med sange der indeholder alt fra prince-inspireret 80’er funk, ordløse melodier og musical-vibes. Andreas Odbjergs første album leverer altså musik med elementer, der kan nå ud til de flestes smag. Dette gælder også hvis man bare gerne vil lytte til et nemt sangbart hit eller har brug for at fælde en lille tåre, så er hitsinglerne “I morgen er der også en dag” og “blev du ramt af noget” også at finde på pladen. Om albummet kan du læse meget mere lige her.
– Skrevet af Liv April Theede Lauridsen
Big Thief – Dragon New Warm Mountain I Believe In You
Adrianne Lenker er en af den slags sangere og sangskrivere, som vi nok kun får et par stykker af per generation. Med en uforlignelig evne til at kommunikere følelsesmæssigt indhold gennem sin stemme og en fantastisk intuition for sangskrivning, har hendes format længe været tydeligt. Resten af Big Thief afspejler den intuition i deres improvisatoriske tilgang og den blanding gør bandet enormt vedkommende. Dog kan man på tidligere Big Thief skæringer have haft fornemmelsen af, at bandet er blevet holdt i for kort en snor. At lyden har været for ensrettet. På Dragon New Warm Mountain I Believe In You (held og lykke med at huske det) er bandet gået i den stik modsatte retning. Et dobbeltalbum der genremæssigt stikker i alle de retninger bandet hidtil har leveret plus det løse – psychedelia, country, indie folk, noise rock og mere – hvilket klæder dem noget så godt. At Lenkers sangskrivning muligvis også har taget et skridt fremad, gør ikke oplevelsen værre. Det her er et af den slags albums, som man forestiller sig at alle kan få noget ud af. Anbefal det til både Lars, Lone, Ask og Aja.
– Skrevet af Emil Weis Brix
Black Country, New Road – Ants From Up There
Udgivelsen af Ants From Up There var mildest talt en ambivalent begivenhed for Black Country, New Road og deres hastigt voksende fanskare. Bandets blot anden plade er nemlig den sidste med forsanger Isaac Wood i denne omgang. Og hvilket højdepunkt at slutte af med! Woods ængstelige men kraftfulde vokal udgør en uundværlig del af den længselsfulde og melankolske stemning, der skinner tydeligt igennem på det, der uden et sekunds tvivl er mit yndlingsalbum fra et ellers ufatteligt stærkt år. På Ants From Up There udbygger de unge briters debute post-rock med uimodståelig kammerpop, og resultatet er et sjældent overgået mesterværk af sangskrivning, komposition og produktion.
– Skrevet af Simon Holm Rønne
Bladee & Ecco2k – Crest
Da et kuld purunge svenske hiphop-artister i start-10’erne brød frem fra Stockholms undergrund med et obskurt skandinavisk bud på tidens bølge af hjemmeproduceret cloudrap, stod det næppe skrevet i stjernerne at selvsamme gruppe skulle blive bannerfører for en ny generation af internetbaserede alternative popmusikere. Alligevel står Drain Gang-medlemmerne Bladee og Ecco2k i år skarpere på himlen end nogensinde før, og med udgivelsen af samarbejdsprojektet Crest markeres duoens stjernestatus i den digitale undergrund atter igen. I en 30-minutters rus af autotunepræget psykedelisk art-pop runder albummet samtlige ender af følelsesregisteret, når eufori og melankoli symbiotisk optræder side om side i en eksplosiv fortælling om sorg, eksistens, håb og forår. På højdepunktet “5 Star Crest”, der fungerer som en bittersød hyldest til gruppens afdøde ven og samarbejdspartner Vattenrum (Isak Bernalt), skråler Bladee: // Death is beautiful //, mens Ecco2k mod slutningen af pladen svævende erklærer: // Let me go, you can’t hold onto ghosts //. Symbolsk for albummets gennemgående tematik slutter duoen således fred med sine indre dæmoner og lader i stedet lyset trænge ind – og det resulterer med rette i en af de smukkeste (og mest overraskende) udgivelser i 2022.
– Skrevet af Christoffer Bechsgaard
Brimheim – can’t help myself into a different shape
Hvis man bare har fulgt lidt med på magasinet ved man som læser godt, at vi virkelig har dyrket og fulgt nøje med i Brimheims karriere. I slut januar blev vi beriget med albummet can’t help myself into a different shape, som vi naturligvis også anmeldte. Albummet et yderst smukt værk, som tager lytteren ind i Brimheims smukke og inderlige univers. Lyrisk er Brimheim både sårbar og utrolig ærlig, og man mærker straks kunstneren bag projektet, hvilket er meget prisværdigt og modigt. Brimheim leger med musikken gennem albummets 11 numre og det mærkes at Brimheim er en erfaren og yderst dygtig musiker og sangskriver. Der er ingen tvivl om at dette album er ejn af de bedste udgivelser fra 2022, og har man ikke hørt albummet endnu, er det bare med at komme i gang.
– Skrevet af Liva Duus Thorlacius
Charli XCX – CRASH
Den britiske hyper-pop artist og singer-songwriter Charli XCX har shoppet rundt i popmusikkens genrer, siden hun blev aktuel tilbage i 2010. Fra det kommercielle dance-popunivers til en eksperimenterende, dekonstrueret poplyd har hun på albummet Crash fundet et lækkert kompromis, der ligger et sted lige midt imellem. Charlie XCX genfinder sig selv i rollen som nådesløs diva persona på sit femte studiealbum, hvor du både kan finde højenergiske, provokerende og humoristiske numre som ”Yuck” foruden intime, popballader og forvrængede korvokaler på numrene ”Every Rule” og ”Move Me”. Især singlehittet ”New Shapes”, hvor hun i samarbejde med de talentfulde og højaktuelle artister Christine and the Queens og Caroline Polachek har været på alles læber, stikker ud som en sand genistreg. Kort fortalt er albummet ekstremt velproduceret og har smidt om sig med flere hits, der har fyldt de internationale playlister i 2022, og derfor fortjener Crash uden tvivl om plads på vores liste over årets bedste albumudgivelser.
– Skrevet af Kira Buur
Choir of young believers – Holy Smoke
Choir of Young Believers er endelig tilbage siden udgivelsen af Grasque, der transformerede deres lyd. Holy Smoke er et melodisk, forførende og ja et melankolsk album, der kombinerer det akustiske og elektroniske så elegant og kompromisløst, at det fungerer. Alt fra græsk folkemusik, kirkelige orgel til mere monstrøse elektroniske passager sammenflettes og udgør denne sanserige plade med naturen som tilbagevenden tematik. Som på første udsendte single “Vinden”, hvor han dagdrømmer om vinden, der kommer og tager en fremad. Jannis Noya Makrigiannis formår at udfolde sin unikke vokal og har samtidig noget på hjerte. Det er det eksistentielle ved at leve, og med kærligheden som et uforløst omdrejningspunkt. Afslutningen på intronummeret ”Udsigt”, der i sin dybfølte enkelhed kulminerer med linjen: // udsigt til højre // udsigt til venstre // (…) overbeviser allerede om, hvad dette album kan. Choir of Young Believers er tilbage med noget jeg vil kalde et af de mest interessante – og bedste – udgivelser i år.
– Skrevet af Klaus Nørby Bondegaard
Drake – Honestly, Nevermind
Dette er nok et lidt kontroversielt valg. Jeg er klar over at Drakes seneste skud på stammen er yderst omdiskuteret, og jeg er helt med på, at der ikke er meget klassisk Drake, eller hiphop at komme efter. Jeg skal da heller ikke lægge skjul på at jeg første gang jeg hørte Honestly, Nevermind tænkte ‘what the fuck, Drake?’, men da jeg pludselig havde taget mig selv i at høre det på repeat i ugevis, måtte jeg jo erkende, at det virkelig kan noget. Jeg kan stadig høre det fra ende til anden uden at kede mig, hvilket sjældent er tilfældet med house/klub-genren for mit vedkommende. Den måde numrene smelter sammen stopper bare ikke med at være fedt, og så er der er ikke et nummer der i år har fået mig mere op at ringe end “Massive”. Du kan altså ikke bilde mig ind, at man kan stå stille til den hysteriske trance-bombe af en banger.
– Skrevet af Therese Mayland Bagger
Daniel Rossen – You Belong There
De fleste kender formentlig Daniel Rossen fra det anerkendte indie folk band (mm.) Grizzly Bear. Efter udgivelsen af You Belong There vil mange nok også anerkende ham som den primære motor bag de mest uortodokse sider af det band. Her har han nemlig skabt et værk, der er helt sit eget og som går så meget imod tidens, dog fragmenterede, trends, at man må overveje om det overhovedet aner ham. I en tid hvor computerstemte instrumenter tager plads i de fleste genrer, har Rossen (ikke relateret til Stig) skabt et råt, men bredt arrangeret, kammerværk, der byder på ekspressive akustiske guitarer, jazzede trommer, bølger af klarinetter og hans egen bittersøde “indie-rat pack” vokal. Progressiv musik i ordets bogstavelige forstand. Et eksperimenterende, men sangorienteret, værk, der for de fleste nok vil tage en 5-10 gennemlytninger før det åbenbarer sig. Men når det gør, er det en dyb sangskat du vil finde.
– Skrevet af Emil Weis Brix
Ezra Furman – All of us Flames
Ezra Furman har med deres seneste album, All of us Flames, endelig fundet det musikalske udgangspunkt som de indtil videre har brugt hele deres karriere på at søge efter. Lyden er stadig den samme, men deres performance præstation er fremragende. I Furmans solide psyckrock melodier skinner noget helt nyt igennem; en musikalsk rolighed, der ikke stræber efter noget det ikke er, og aldrig kan blive til.
Albummet er dejlig uambitiøst; Furman har intet at bevise, de er ligeglade, for All of us Flames er ikke et kommercielt musikalsk projekt, der skal sælge plader. En sådan intention er for Furman at sælge ud af sig selv. Nej, snarere er det en nødvendig realisering eller manifestation af den selvtilfredshed og selvberoenhed som gennemsyrer Furmans eget liv – og det som de indtil nu har manglet. “Temple of Broken Dreams” slår det hele fast; // The human heart that starts out broken by design/ If we ever did defeat this fundamental incompleteness /There’d be no more love or care or space or time //. Furman står fast i tilværelsen – det spændende bliver nu at se om det kan vendes til en dynamik, der aktivt kan bruges i musikken i fremtiden.
– Skrevet af Kristian Lyndorff Paris
FKA twigs – CAPRISONGS
FKA Twigs er et multitalent, der både synger, skriver og producerer sin egen musik. På albummet CAPRISONGS bliver man præsenteret for hele paletten af sangerindens eksperimenterende og nytænkende musiktalent, som også vises i hendes mange forskellige features, der både tæller R&B-dronningen Jorja Smith og soulsanger Daniel Ceasar. Dette er bestemt ikke et kedeligt album at dykke ned i, da alle sange er vidt forskellige og bevæger sig i mange genrer og lyduniverser. På CAPRISONGS finder man alt fra afrobeats som på sangen “jealousy” feat. Rema, til de mere poppede og trappede dansetracks som “tears in the club” feat The Weeknd og det alternative R&B-nummer “ride the dragon”, som emmer af energi og følelser, der gør det svært at stå stille. CAPRISONGS adskiller sig fra Twigs’ tidligere mere melankolske og lettere mørke univers, ved at være mere genreeksperimenterende, eksplosivt og legende, hvilket efter min mening, gør det til et af 2022’s mest spændende og vellykkede albums.
– Skrevet af Björk Brandt Aabling
Goss – I feel like planet earth
Mads Damgaard Kristiansen under kunstnernavnet Goss udgav i årets løb sit andet album, hvilket medførte en næsten helårlig turné rundt i landet. Goss har været overalt og det kan man godt forstå. Hans album I Feel Like Planet Earth er en god karakteristik af der, hvor dansk pop er på vej hen: det er mere elektronisk og eksperimenterende end tidligere set. Desuden er Goss hoppet med på en sangskrivning, der orienterer sig i samfundets aktuelle debatter. Her er det en tydelig klima-reference. Et eksemplarisk album, der kommer til at være definerende for kommende dansk, engelsksproget pop.
– Skrevet af Kristian Lyndorff Paris
Hans Philip – [α] & [β]
Hans Philip udgav til alles overraskelse i start-efteråret dobbeltpladen [a & b] og sendte en bølge af ro, sommer og kærlighed igennem befolkningen, i en tid hvor der var allermest brug for et langt varmt musikalsk kram. Pladen rummer alt fra instrumentale, vokalbårne og akustiske skatte. På [a & b] kommer vi helt ind under huden på Hans Philip, og får lov at mærke et mere sårbart og eftertænksomt menneske, der står i stor kontrast til den hårdtslående og direkte rap-duo Ukendt Kunstner, som Hans Philip var frontfigur i.
– Skrevet af Björk Brandt Aabling
Joyce – Elsk Mig
Joyce tager landet med storm, og jeg er forundret over hvordan de kan blive ved med at være så fantastiske som de er. Sjældent har et album været en fast kandidat til, hvad jeg har lyst til at lytte til på enhver given dag, som Elsk Mig er det (og som vi her på redaktionen gav 5/5 stjerner) – og så lyder det endda endnu federe live! Elsk Mig kommer i hælene på det anmelderroste Formskifter og jeg tror vi var mange der ventede i spænding på at se om det kunne leve op til dette pragteksemplar af et debutalbum.
– Skrevet af Asger Thede Jensen
Kendrick Lamar – Mr. Morale & The Big Steppers
Åh, ja. Kendrick Lamars store Mr. Morale & The Big Steppers. Et længe ventet album herfra, en guds gave til rap-fans verden over og selvfølgelig også et enormt omdiskuteret album i hele verden. Lamar åbner albummet med linjen // I’ve been going through something //, og så skydes albummet ellers i gang med 18 sange og en spilletid på 1 time og 19 minutter, hvor han virkelig har i sinde at fortælle os, hvad det præcis er, han er gået igennem. De 18 sange tager os nemlig igennem dybsindige og alvorlige emner i alle mulige afkroge, såsom forholdet til sin far, woke-kulturen og kønsdebatten, personlige fortællinger om seksuelt misbrug og helt særligt og gennemgående – kampen med sit eget frelser-kompleks. Albummet er en lyrisk rejse fra ende til anden, og desuden en magtdemonstration i rappens kunstskab. Der er ingen tvivl om, at Mr. Morale & The Big Steppers står tilbage som ét af årets absolutte højdepunkter i verden, når det kommer til albumudgivelse. Det er bare uundgåeligt! Læs vores anmeldelse lige her.
– Skrevet af Jakob Backer Schmidt
Lucky Lo – Supercarry
Lucky Lo har været svær at komme udenom, når vi snakker redaktionens yndlings-albumudgivelser. Vi er simpelthen helt vilde med den dansk/svenske sangerinde. Lige så vilde er vi med debut-albummet Supercarry. På Supercarry bliver du grebet af sangerindens varme sangskrivning lige fra starten – bogstavelig talt lige fra det hjertevarme og sørgelige åbningsnummer “Sunrise/Sunset”. Hele albummet emmer af næstekærlighed og fællesskabsfølelser. Tag for eksempel albummets titelnummer “Supercarry”, der udover at være et fremragende musikalsk unikum, også gemmer på budskabet om, at vi skal huske at løfte hinanden igennem livet. Den storslåede organiske band-lyd blandes sammen med synthesizere og elektroniske toner hele vejen igennem albummet, mens Lucky Los mørke klang leder dig igennem den musikalske fryd, det er at lytte til Supercarry.
– Skrevet af Jakob Backer Schmidt
Liss – I Guess Nothing Will Be The Same
Liss har udgivet et af årets vigtigste danske albums, som både er en debut, men også en afslutning på de fire bandmedlemmers rejse som Liss. I Guess Nothing Will Be The Same fungerer blandt andet som en afsked med Liss og forsanger Søren Holm, der mistede livet i 2021. Det er både en sørgmodig, men også meget smuk og af og til også festlig plade, der både indeholder nye og velkendte “Liss-toner”. Pladen sætter et kærligt punktum for en af landets største gaver til den musikalske scene. Læs vores anmeldelse af hele pladen her.
– Skrevet af Björk Brandt Aabling
Loyle Carner – hugo
De seneste par år har gjort noget ved Loyle Carner, der ikke længere går til de akustiske og rolige beats man fandt på Not Waving, But Drowning, men i stedet er lyden mere aggressiv. Indebrændte frustrationer rettet imod sin fraværende far, og de komplicerede følelser det har medført, nu hvor han selv har fået en søn gennemsyrer albummet, som bliver fortalt igennem en kaskade af mesterligt udførte bars. Det hævede energiniveau i produktionen bruges også til at påtale andre seriøse emner med en mere gennemtrængende tone, hvor han går dybt ned i identitet, race og kriminalitet, og han er færdig med at være mr. Nice Guy. Loyle Carners tredje album er en fortsættelse ind i det introspektive univers hvor han dissekerer sit eget følelsesliv med nøje præcision imens en lækker produktion, krydret med jazzelementer, tager dig med på en interessant rejse.
– Skrevet af Asger Thede Jensen
Modest – Friend
Dette er en plade, som har spinnet og spinnet på min pladespiller i år. Den er fyldt med sorg og kærlighed, som rammer hårdt i mavegulvet. Den er så dybtfølende, at man faktisk helst skal ligge på et blødt gulvtæppe, når man hører pladen for første gang. Den aarhusianske kvartet Modest udkom med deres debut album Friend i maj, og den har været en del af mit soundtrack for 2022 lige siden. Radiokanalen P6 Beat har været enig i min vurdering af pladen og numrene “Won’t be the last” og “Pull Through” har fået en del sendetid på kanalen. Jeg blev personligt endnu større fan af albummet, da jeg hørte interviewet med forsangeren Julius Kruse Lykkes i programmet Debut med Sebastian Saxton. Forsangeren snakker om sorgen ved at miste sin mor med en stor åbenhed. Denne ærlighed går igen i udgivelsen, som bearbejder selbe sorgen. Der er en stor følsomhed i albummet, som jeg har fundet meget trøst i, når livet har gået lidt skævt. Der er samtidig det hurtige tempo, smukke melodier og lettere råbende vokal, som giver mig energi og troen på livet igen. Det er en plade, som viser vekselvirkningen, vi alle oplever i livet. Især “Loosing All the Time” har jeg skruet op for, imens jeg har cyklet hurtigt igennem Aarhus’ gader – måske endda fældet en lille tårer imens.
– Skrevet af Isabel Larsen-Thomsen
MØ – Motordrome
I starten af året udkom det album alle andre udgivelser har måttet måle sig med, da MØ satte barren højt for hvor gode albums kan være, og er, anno 2022 og Motordrome har siden sin udgivelse i januar været en af mine kandidater til årets bedste album. Med en knivskarp produktion og MØ’s alternative tilgang til popmusik er der blevet skabt et lokkende og dystert univers til at skildre den dødsspiral af negative tanker der fulgte sangeren i hælene på en vokalskade. 80’er synths var det helt store buzzword i starten af året, og disse har MØ naturligvis også med på pladen, men de bruges sideløbende med tung synthbas og 4-i-gulvet trommer til at suge den lystige poplyd vi forbinder instrumentet med, ned i det dystre lydbillede. Siden denne udgivelse har alle andre albums i år skulle bestå prøven “… men er det bedre end MØ?” og det er derfor dette album var en no brainer på denne liste.
– Skrevet af Asger Thede Jensen
ROSALÍA – MOTOMAMI
Den spanske powerkvinde ROSALÍA har de seneste år være på manges læber. Og det er da også med god grund. Sangerinden er et musikalsk talent uden lige, hvilket hun i høj grad slår fast på albummet MOTOMAMI. Her er der ikke sparet på noget, hverken hård bas, ad-libs, synths eller dramatik med stort d! MOTOMAMI viser os en ny og mere upoleret, genreeksperimenterende ROSALÍA, der beviser at hun er langt mere end en flamengopop-sangerinde. MOTOMAMI bevæger sig i alt fra reggaetonbeats, jazzede ballader, rå pop- og hårdtslående rap-melodier. Og mellem alle de upbeat numre som “SAOKO” og “BIZCOCHITO”, hvor der er skruet gevaldigt op eller ned for pitch på vokalen, findes også de mere stille sange uden for mange elementer. Her er det ROSALÍAs fyldige og smukke stemme, der får lov at fylde. Albummet er én stor eksperimenterende legeplads, hvor ROSALÍA udfolder sig som en hyperkreativ maskine i form af alteregoet ‘MOTOMAMI’. Mon ikke 2023 også bliver endnu et godt år for sangerinden. Vi håber i hvertfald på at høre meget mere til ROSALÍA.
– Skrevet af Björk Brandt Aabling
Selina Gin – Patiently Waving
Selina Gin tog alle med storm da hun udgav sit solodebutalbum Patiently Waving. Gennem 10 sange tager hun lytteren med på en rejse gennem alle følelsesregistre og uanset hvilket humør man er i, er der en sang, der passer til. Siden Nelson Can gik fra hinanden har fans ventet i spænding på, hvad de hver især siden har puslet med og albummet fra Selina Gin har bestemt ikke skuffet. Flere af sangene har også været A-rotation P6, og det er med rigtig god grund. Det er et album, der er blevet en sand favorit og helt sikkert kommer til at være det længe.
– Skrevet af Siw Straarup Weberg
Stromae – Multitude
Stromae gjorde med Multitude i år et af de stærkeste comebacks længe. Multitude er storslået, overvældende og vanvittig dansevenligt. Den belgiske lyd-troldmand flår dig elegant gennem hele følelsesregistret. Og selvom jeg ikke fatter 90% af lyrikken, føler jeg alligevel at jeg forstår numrene, fordi stemningerne er så tydelige og intense. Den måde Stromae leger med tempo, toner fra forskellige verdenshjørner og sin stemme på, er formidabelt eksekveret på Multitude. Albummet virker eksperimenterende, som den friskeste, mest chokerende indånding, der stadig lader én puste trygt ud, fordi Stromae er så sikker i det han laver.
– Skrevet af Therese Mayland Bagger
The Weeknd – Dawn FM
Abel Tesfaye. Den mystiske narko-crooner, der omformede moderne R&B i start 10’erne og senere forvandlede sig til en superstjerneudgav i år DAWN FM. Efter et årti i nattens og eskapismens regi begyndte daggryet så småt at bryde frem. På albummets 16 numre balancerer The Weeknd mellem fristelsen og fortrydelsen, mens Jims Carey agerer sektleder/radiovært med reklamer for efterlivet. DAWN FM er et konceptalbum, der som navnet antyder, er sat op som en radiokanal. Udgivelsen er et drastisk højresving fra det tidligere album After Hours (2020). The Weeknd fremstår sårbar, men uden at fralægge sig skyld, der tidligere har været undskyldningen for sårbarheden. Lydbilledet er hovedsageligt elektronisk, up-tempo og søger festen. DAWN FM er The Weeknds mest vellykkede popplade. Banaliteten fra prototype pop-albummet Beauty Behind the Madness (2015) er skiftet ud med en gennemgående tematik og dybde. En ny The Weeknd er stille begyndt at træde ud af natten.
– Skrevet af Asbjørn Skov Knudsen
Lyt også til:
eee gee – Winning
SIGRID – How To Let Go
The Minds of 99 – Infinity Action
Zar Paulo – Elendig Software (Del 1) (EP)
Rigmor – Glade Blinde Børn
Wet Leg – Wet Leg
