18 nov Weyes Blood – And in the Darkness, Hearts Aglow
Foto: PR (Pressebillede)
Label: Playground
Udgivelsesdato: Fredag den 18. november 2022
Amerikaneren med den varme contralto, som så mange musiknørder har lært at holde af, er tilbage for at synge om det at være menneske i et hypermoderne samfund på kanten af sammenbrud
4/5 stjerner
Weyes Blood musikalske karriere har mildest talt været en uortodoks en af slagsen. Hun er opdraget i et fundamentalistisk kristent miljø, som hun siden de tidlige teenage år langsomt har distanceret sig fra. Hun startede sin musikalske karriere i eksperimenterende rockbands med knap så kristne navne såsom Jackie-O-Motherfucker og, ja, Satanized.
Ligeså startede hun sin egen solokarriere med at skabe langt mere abstrakt og teksturorienteret musik med tidlige albums, der måske bedst kan beskrives som progressiv folk. Derfra kom et mindre gennembrud med den udmærkede ‘Front Seat to Earth’ i 2016, og så det helt store gennembrud med mesterværket Titanic Rising i 2019. Albums, der lydmæssigt er tættere på 70’ernes kammerpop med alt den latente eksperimentering, der gennemsyrede årtiet.
Et genreskifte der passer umådeligt godt til hendes utroligt varme contralto (læs: dyb kvindelig vokal), som måske kan vække minder om Joni Mitchells, efter at hun i midt 70’erne fandt et mere “naturligt” leje. Deler man denne opfattelse vil det nok glæde en at høre, at Natalie Mering på And in the Darkness, Hearts Aglow fortsætter med den ekspansivt orkestrerede popmusik.
At pladen på mange måder føles som en “søsterplade” til Titanic Rising, er fordi det faktisk er anden plade i en planlagt trilogi om U.S.A ved afgrunden. Hvor Titanic Rising skal forestille at læne mere mod blot at være en observation, handler And in the Darkness, Hearts Aglow om de levede liv og relationer i så “vilde tider”.
Skulle man være i tvivl så hviler pladens åbningsnummer med den passende titel “Its Not Just Me, Its Everybody ” også på ordet “change” på samme varme og underspillede dramatiske facon som forgængerens åbner. Den smider endda et melodisk nyk til nummeret ‘Something to Believe’ – også fra Titanic Rising. Albummets næste nummer “Children of the Empire”, hvis titel alene er et bevis på at Mering spiller med åbne (røde) kort, genkalder også rytmerne og stemningen fra “Everyday” – og så er forbindelsen mellem de to plader ligesom cementeret fra start.
Heldigvis så tåler Weyes Blood relativt nyetablerede musikalske univers yderligere uddybning og And in the Darkness, Hearts Aglow er en samling sange i sin egen ret. Særligt første halvdel af pladen indeholder nogle af de stærkeste Mering har skrevet. Hendes stemme er stadigvæk et sonisk varmt kram og hun mestrer også her den sentimentale ballade, der ellers nemt bliver tåkrumende. Ligeledes er lyddesignet stærkt, og det er som om, at der er kredset lidt mere om detaljerne i periferien af mixet end på forrige skiver.
Dog går pusten lidt af sangskrivningen på pladens sidste tredjedel. “The Worst is Done”, for eksempel, mangler memorable hooks, selvom dens ambivalente fremførsel passer godt til lyrikken. Her er vi tekstuelt dybt inde i pladens morale, hvor der ikke ligefrem males med den rosenrøde pensel:
– They say the worst is done and it’s time to go out, grab onto someone. They say the worst is done but I think the worst has yet to come. Now, I hear it from everyone. We’re all so cracked after that
Som en kronologisk overraskelse får vi som afslutning en hymne til den betingelsesløse kærlighed, der her anskues som noget grundlæggende menneskeligt sløret af samfundsmæssige forhold. En kraft der ifølge Weyes Blood, ligesom knæklys, skinner kraftigt ud fra hjerter når de knækkes.
Det er altså en plade med de helt store linjer, de essentielle følelsesliv i og imellem mennesker, fortalt mestendels gennem balladeformatet. Og var det ikke for en lidt sløv sangskrivning på den sidste tredjedel af pladen, havde den post-kristne afstikker fra det iturevne U.S.A igen fuldstændigt taget fusen på os alle.
Skrevet af Emil Brix
