11 nov Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 45
Foto: Blåøjet // Rune Hermannsson (Pressebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til eksperimenterende indiepop eller gribende norsk rock så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.
Elias Njovu – Qualia (Ep)
Efter mange års erfaring bag knapperne som platinproducer og dermed også bag kulisserne, er Elias Njovu nu klar til at rive scenetæppet ned og stille sig forrest. Han udgiver i dag debutEp’en Qualia, der tager lytteren på en rejse fra start til slut. Det er en rejse, der både byder på ærlige følelser og eksperimenterende ruter, hvor man både møder engle og dæmoner. Lyden er svær at definere, da det er ret alternativt. Fællesnævneren er nok indiepop, men der bliver lånt fra højre og venstre. Dyk ned i Ep’en, du bliver kun glædeligt overrasket.
UNA-LUGA –The Great Awakening (Ep)
Den nye Ep fra UNA-LUGA er som en slags opvågning – hvor man vågner i UNA-LUGAs betagende musikalske verden. Med de organiske lyde blandet med synth og den havfrue-lokkende vokal, er hun som en sirene der kalder ind i sit magiske og mystiske univers. På første halvdel af Ep’en synger UNA-LUGA om at være en afventende, vemodig og forelsket kvinde, der tålmodigt venter på mandens mening, lyster og syn på sagen. Undervejs bliver hun dog besat af en indre og særlig dæmon og hendes vokallyd ændrer sig markant. UNA-LUGA er en oplevelse og hun har skabt en Ep, der skal høres.
Fangst – Føniksinstituttet (Album)
Den norske gruppe Fangst præsenterede sig selv med et brag, da de i 2021 debuterede med fire hurtige singler og siden er de blevet hængende. Det er dog ingen debut for nogle af de fire medlemmer, der alle er rutinerede og har bred erfaring på de norske koncertscener, fra deres andre bands – Honningbarna, Death By Unga Bunga, og Hvidmalt.
Uanset om du er på jagt efter gribende norske tekster, meget rocket rock eller måske begge dele, så opfylder Fangst dit ønske. Deres udtryk er et resultat af medlemmernes forskellige baggrunde og resultatet er indimellem farlig og indimellem sød. Der er altså noget for enhver smag.
Kamma – Diary (Album)
Endelig er Kamma klar med debutalbummet Diary, en sårbar dagbog, der indeholder 1000 skatte, hvis man tør åbne op. I december 2021 mistede Kamma sin mor, en begivenhed der kaster en skygge over hendes tekstunivers og hendes liv. På trods af den tragedie beviser Kamma på Diary at det er muligt at komme ud af mørket og finde sig selv igen. For selvom Kamma lever med sorgen og en svær barndom i bagagen insisterer hun på at se fremad og skabe en godt liv. Selv siger hun om den nye plade:
– Den her plade handler om at sætte sig selv fri fra forventninger, pres og traumatiserende oplevelser, der har sat en dyb forståelse i mig om, at ingen tager mig seriøst, og at jeg ikke er noget værd. Så på det her album tager jeg mig selv SÅ seriøst. Hver gang jeg tager mig selv i at tænke, at noget lyder for plat eller kliché, så siger jeg ‘nej, fuck det, for det er sådan jeg har det, så må det lyde sådan’. Det er popmusik, som alle kan forstå, og det er helt okay, for det er mig, der har skabt det, og det vil jeg faktisk gerne være helt vildt stolt over
Blåøjet – I Dag Eller I Morgen (Ep)
Blåøjet består af fire medlemmer, der alle befinder sig i 20’erne. Alle er de bange for på en og samme tid at miste fodfæste og for at sakke bagud. Så kom coronakrisen og deres coming-of-age problemer blev sat på pause og gav medlemmerne et tiltrængt pusterum. Ud af det kom I Dag Eller I Morgen. En Ep, hvis seks sange står i krydset og insistere på at ting har værdi i sig selv, og det ikke handler om at genopfinde sig selv, men om at blive bedre til det man kan i forvejen. Sangene spænder fra det lette, svævende til det storladne og er det perfekte fredagssoundtrack.
Tjek også disse udgivelser ud:
Christine and the Queens – les adorables étoiles (prologue) (Album)
Hvalfugl – Bag Vore Øjne (Ep)
Natasja Liv – Skud i Tågen (Ep)
Hjerteslag – Tyvens Dagbok (Album)
Karen Cecilie Cæsar – Low Season (Album)
Josa Barck – An Exile’s Guide To Amnesty (Pt.I) (Album)
Visitor Kane – At Issue (Album)
Lush Lullaby – Waiting For The Sun (Ep)
Marc Facchini – Breve Fra Babylon (Album)
Sunda Kelepa – Skies to The Ground (Album)