14 nov Ugens Upcoming – Reitzel
Foto: PR
I sidste måned udgav Reitzel sit debutalbum ‘LINEDANS’, der skildrer en ung mands linedans mellem dårlige beslutninger og euforiske højdepunkter. Denne mandag har vi taget en god beslutning og valgt Reitzel som Ugens Upcoming. Du kan læse med her og lære den reflekterede rapper af kende.
Reitzel er en rapper, der sætter ordene i første række og ser kreativitet som en legeplads. Bag navnet gemmer sig 21-årige Joachim fra Farum, der har brugt år på at fordybe sig i lyrik og produktion. Ingen af delene bliver nedprioriteret, når Reitzel sætter sig i stolen og lader musikken tale. Han fortæller historier om at flakke rundt, miste fodfæstet og finde balancen igen. I sidste måned udgav han albummet LINEDANS, der tog balancegangen til nye højder og gjorde refleksionerne dybere. Men rapperen faldt ikke igennem. Han bevarede balancen og i sådan en grad, at vi ser ham som Ugens Upcoming. Du kan læse videre om Reitzels musikalske opvågning, forbilleder og drømme lige her.
1. Hvem er Reitzel?
– Reitzel er en ung knægt, som af en eller anden grund har et behov for at skrive hans følelser ned på et stykke papir og få det til at rime.
2. Hvordan vil du beskrive din lyd?
– Det er vigtigt for mig, at det er lyden der komplimenterer ordene og ikke omvendt. Jeg synes musik er sjovt, og at hele det kreative aspekt er en kæmpe legeplads, men i sidste ende er det de stærke fortællinger, der får hjulene til at dreje rundt for mig. Når de samtidig kan blive understøttet af et overensstemmende lydunivers går det op i en højere enhed.
3. Hvordan startede du?
– Jeg startede som de fleste andre, tror jeg. Jeg hørte Ukendt Kunster og tænkte at “Det der vil jeg fandme gerne kunne”. Med tiden fandt jeg langsomt ud af, at jeg ikke i min vildeste fantasi ville nå op på det niveau, men sidenhen er det blevet et fristed, pusterum og ikke mindst en passion at lave musik.
4. Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?
– Det er lidt delt op i to faktisk. På den ene side er der Joachim, som sætter sig ind i et mørkt rum med Logic og bombarderer sine Iphone-noter med følelser og indtryk i øst og vest fordi, at han har noget på hjerte – her er det meget impulsivt og spontant. På den anden hånd er der den lidt mere strukturerede Joachim, som sætter sig i studiet med sin vanvittigt dygtige producer og laver et mere fuldendt og velkomponeret stykke arbejde – her er jeg typisk længere tid om at skabe hele fortællingen, fordi at man ikke altid kan time planlægningen af sine sessions med sine kreative energi.
5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
– Dave og Ukendt Kunster. Det hele startede med Ukendt Kunster, men som tiden er skredet frem har jeg hentet enormt meget af både motivation og inspiration hos Dave. Mest undervurderede rapper derude.
6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Lige nu hører jeg meget Adele. Hendes talent er så rendyrket, og hele hendes persona matcher det hele til perfektion. Jeg hører også meget Stormzy. Det er helt vildt hvordan han formår at forny sig selv, selvom man skulle tro, at han efterhånden har opnået det meste.
7. Hvad er du i gang med lige nu?
– Vi har brugt en masse tid i øveren på det seneste, på at stable et fedt liveshow på benene. Og så er albummet jo også lige udkommet, så der har været nok at se til. Det næste stykke tid skal bruges på at eksperimentere og fordybe sig – og så forhåbentlig komme ud og spille en masse shows.
8. Hvad er drømmen?
– Min drøm er stå på Roskilde Festival, tage mine in-ears ud og høre folk synge med på noget, jeg har skrevet. Imagine.
9. Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– For at forstå hvad jeg elsker ved at lave musik, og hvad jeg helt generelt elsker ved musik, så tror jeg, at enten LINEDANS eller USYNLIGHEDSTRICK er mine bedste bud.
10. Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Whiskey on the rocks. Den er straight forward og prøver ikke at ændre udtryk ved at blive blandet op med søde ting.
Du kan lytte til LINEDANS her: