21 nov Ugens Upcoming – Andreas Kruse
Foto: PR
Andreas Kruse gjorde sig i første omgang bemærket, da han sammen med bandet Place On Earth vandt x-factor i 2018. I anden omgang har han gjort sig bemærket som en solid soloartist, der i sidste måned udgav den flotte single “Can You Feel Me Now”. Vi kan føle Andreas Kruse her på redaktionen, og vi syntes, at du bør give ham en chance. I denne uge er han derfor Ugens Upcoming.
Andreas Kruses musikalske rejse har taget ham ad flere omveje. Først som folkeeje i bedste sendetid til X factor 2018, så som artist under navnet CRUISE, og nu endelig under eget navn. Andreas har brugt år på at fordybe sig i musikken og finde sit udtryk, og det har givet afkast. I oktober debuterede han med “Can You Feel Me Now”. Et stykke overvældende popmusik, der skyller ind over lytteren med lidenskab og vokalharmonier. Andreas Kruse har fundet sin musikalske hylde, og vi er helt vilde med det. I interviewet herunder kan du lære Andreas lidt bedre at kende. Hvad lytter artisten selv til, hvad laver han for tiden og hvordan ser drømmene ud? Byd velkommen til Andreas Kruse i Ugens Upcoming.
1. Hvem er Andreas Kruse?
– Andreas Kruse er en gæv 26-årig forstadsgut, som er fikseret på at nå bredt ud med sit artist projekt af samme navn.
2. Hvordan vil du beskrive din lyd?
– Jeg vil indlede med at beskrive min lyd som værende lige dele umiddelbar og ærlig, og på den anden side kantet og spændende. Jeg kan stolt kalde det for et popprojekt, hvor jeg bevidst udforsker dets facetter og prøver at gøre det på min egen måde
3. Hvordan startede du?
– Soloprojektet startede umiddelbart efter, at jeg var landet i CPH lufthavn oven på en overvældende X factor finale. Jeg kan huske, at jeg allerede på vores udviklingstur til LA var min gruppe utro med personlige anekdotiske sangtekster skrevet i solstolen. Det skulle dog tage mig yderligere 4 år at klargøre mit eget projekt til en debutudgivelse.
4. Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?
– Min bedste sang ligger selvfølgelig altid et sted ude i fremtiden, men jeg får ofte følelsen af, at jeg har ramt den. Og det de (sangene) næsten altid har tilfælles er, at de fundamentale byggesten i nummeret er skrevet på min sengekant. Den slags nummre, som bare skal pudses, iføres en sløjfe og sendes afsted. I kontrast til det nummer, som behøver den helt store skønhedskur for alligevel bare ende som en middelmådig over-disken-servering.
5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
– Mine største inspirationer ligger nok lidt tid tilbage, hvor jeg havde et markant større behov for at samle til mig af et kunstnerisk definerende udtryk. Kunstnere som Cautious Clay, Kings Kaleidoscope og flere 00’er bands som my chemical romance, Kasabian og lign har også haft stor indflydelse. I dag er det i højere grad pop-projekter som The Japanese House, Holly Humberstone og The 1975 som påvirker min musik.
6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– I skrivende stund og imens jeg kreerer denne tekst er der King Krule på ”pladespilleren”. Hans umiddelbare talende facon og spontane råbende udbrud inspirerer til at gøre noget af det samme. At være lidt laissez faire i min måde at udtrykke mig på.
7. Hvad er du i gang med lige nu?
– Lige nu bruger jeg min debutsingle som et springbræt til at sætte en større proces i gang. Så selvfølgelig er jeg i studiet og skriver på fremtidige udgivelser, men sideløbende er der en mere administrativ proces i gang, hvor jeg tager til branchemøder og planlægger en debutkoncert.
8. Hvad er drømmen?
– Drømmen er at kunne hænge en plakat af Jack Black fra School of Rock op foran mig og sige. Se min ikke-biologiske far, ”I made it”. Og i al alvor har jeg bare en brændende kærlighed til musik, som jeg bare gerne vil have tid til at udtrykke på fuldtidsbasis.
9. Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– Af kedelige åbenlyse årsager skal i da lytte til ’Can You Feel Me Now’, som på nuværende tidspunkt er min eneste udgivelse. Dog kan jeg love, med hovedet på blokken, at i ikke har hørt det bedste fra mig endnu.
10. Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Jeg kan ikke lade være med at lade påvirke af mine egne præferencer, så en god gammel Pina Colada må nok være mit endelige svar. Spørg mig ikke hvorfor.
Du kan lytte til “Can You Feel Me Now” lige her: