TRADER INTERVIEW: »Der er noget holy grail over trio rock«

Foto: Søren Lynggard (Pressebillede)

Trader har udgivet deres svære toer og er klar til at sidde i tourbussen i oktober og november måned. Bands of Tomorrow har mødt dem til en snak om, hvordan man skaber en plade, som skal gøre indtryk. 

Hvis man er en kending på den Aarhusianske musikscene, har man måske stødt på navnet Trader. Det er et band, som holder deres pladerelease nede i Badestuerock, spiller sammen med Holm på Radar og har deres øvelokale på Godsbanen sammen med blandt andre Tears og Modest. De er et eksempel på, hvordan rock musikken blomstrer i Jyllands største by.

De udgav deres anden plade, Their Best Work So Far,  i midten af oktober, den er fyldt med guitar riffs, hårde vokaler og til tider poppet toner. Det er en plade, som både trækker tråde til deres gamle udgivelse, men samtidig er nytænkende for bandet. Vi fik fat på Trader, mellem pladeudgivelse og en Europa tour, til en lille snak om, hvordan det er at skabe den svære toer.  

Samme opgang – samme band 

Trommeslageren Kristian Vissing sidder sammen med guitaristen og forsangeren Anders Ahle i hans lejlighed i Aarhus. De bor i samme opgang, hvilket gør det let at mødes, når man for eksempel skal til at interviewes af Bands of Tomorrow.  Det er et par dage siden, at de udgav deres anden plade, og derfor står modtagelsen frisk i deres hukommelse: 

Kristian Vissing siger:

Vi har haft en virkelig god weekend – både i Aarhus og København. Det var med in-store koncerter begge steder. Det var fedt, fordi der kom en masse folk, som vi ikke har snakket med før.

Pladen fik også god modtagelse online, hvor Bands of Tomorrow blandt andet  gav dem 4.5/5. Albummet kom som en modreaktion på den første udgivelse, og har derfor både sammenhæng og forskelligheder mellem de to. 

Cabin fever på Godsbanen

Når bands skal producere en ny plade, tager de tit udgangspunkt fra det katalog, som de har skabt tidligere. Det gjorde de også i Trader. 

Anders Ahle siger:

For mig var det en reaktion på den første plade. Den havde mange overgange mellem numrene og var bundet sammen. Jeg ville gerne lave et album, som kun var sange – samtidig med, at jeg ville lave de bedste sange og guitar riffs.

Anders Ahle gik derfor i studiet, som fungerer som deres øvelokale nede ved Godsbanen. Det var her, de optog deres forrige album.  

Forsanger Ahle gik i gang med skrive teksterne og var intenst i forløbet. Resten af bandet kom ind senere, men de havde derfor ikke haft det helt ”cabinfever agtigt ligesom Anders”, beskriver Kristian Vissing.  Når Ahle havde indspillet sine skitser, gik han tilbage til bandet, som derefter kom med rettelser til sangene, fordi som Ahle siger:  

–  Vi er meget trygge i bandet, derfor er det okay, når det går en anden retning, end hvad udgangspunktet var. 

Albummet bærer præg af en samhørighed mellem musikerne, men den handler også om at finde en tryghed i sig selv. 

Mindre bullshit – mere rock 

Da deres debutplade udkom tilbage i 2020, stod verden midt i en epidemi. I dag har corona lagt sig, og bandet kan godt mærke, at der er sket meget siden. Det kommer til udtryk gennem pladens tematikker og måden, de arbejder sammen på.

Kristian Vissing siger: 

–  Vi kan godt mærke indbyrdes, at vi er blevet ældre og har lidt mere no-bullshit energi. Vi er blevet bedre til at sige tingen på en ordentlig måde. Vi er modnet.

 Anders Ahle siger i en sidebemærkning:

Ja,  og så er jeg blevet far.

Bandet er nu i et sted i deres liv, hvor det ikke er verdens restriktioner, som spiller ind, men mere den lille frygt om, man er havnet det rigtige sted. 

Kristian Vissing siger: 

Nogle gange kan vi være så opsat på, at vi skal lande et fedt sted i tingene, at vi glemmer at nyde, hvor vi er. Når man spiller i et band, så sker tingene gradvist. Vi oplever helt sikkert nogle ting nu, som vi ikke turde drømme om for to år siden. Europa-touren starter om lidt, hvilket er noget, som vi har snakket om, siden vi startede bandet. 

Ahle støder i:

 – Det er et godt take at have eyes on the price – men man skal også være i det, mens man er på vej derhen.

Selvom Europa-touren er et spændende nyt felt for bandet, har det også taget meget koordineringsarbejde – de stod nemlig uden booker. 

Når hun sov lur, sendte jeg e-mails”

Bandet har drømt om at komme på Europa-tour, siden de startede bandet. Det var derfor i deres favør, at Anders Ahle holdte barsel:

Jeg var på barsel i otte måneder med min datter. Når hun sov sin lur, sendte jeg e-mails til spillesteder. Jeg trevlede internettet og spurgte folk, om de kendte nogle. Det er okay, at tingene tager tid.

Kristian Vissing svarer smilende:

–  Ja, når man er på barsel.

Bandet kan allerede mærke, at det bliver lettere, næste gang de skal på tour: 

Ahle fortæller: 

–  Vi har fået en booker i Holland, så vi er ved bygge noget op i Holland og Belgien. Vi møder desuden endnu flere, når vi er ude og spille – bygger kontakter op. 

Efterårstouren spiller de sammen med bandet Holm, som forsangeren fra Yung står bag. Grunden til, de har valgt at tourné sammen Mikkel Silkjær Holms projekt er enkel – både Ahle og Vissing spiller med i Holm. De ved derfor, at han har haft en tilsvarende ude-længsel og var klar til at trække en del af læsset. 

Anders Ahle siger:

Vi skal køre væsentlig mere i bil, end vi skal spille koncert. Så det er ret nice, at det er nogle, man er venner med.

Træt af lange frakker 

Bandet startede touren ud med in-store koncerter, som er deres yndlings format. Det er vigtigt for Trader, at de forsøger at fjerne noget at formaliteten. Vissing fortæller:

–  Vi prøver at fjerne det element med, at vi står på en scene og bagefter skal ned til folk. Det er ret vigtigt for os, at vi hele vejen gennem udstråler, at vi bare er nogle venner, som hygger os. Vi vil gerne undgå opfattelsen af, at vi er mega sej. 

Bandet oplevede, at der kom folk langvejs fra – i København var der for eksempel en lytter fra Skive. Det var ikke kun deres venner eller andre folk, som går med lange frakker, der stod mellem plader og fejringsøl. De har en fornemmelse af, at de er begyndt at ramme et publikum, som ikke har en bias, og dermed ikke er obligeret til at lytte til musikken. 

Koncerterne føles mere dynamiske 

Bandet er begyndt at ramme et bredere publikum samtidig med, at de er blevet en smule mindre. De er gået fra at være fire musikere til at være en rock trio. 

Det er med god energi mellem bandmedlemmerne. Det udtrådte bandmedlem havde nemlig mange ”jern i musik-ilden”, som Kristian Vissing beskriver det, og havde derfor ikke mulighed for til at lægge nok tid i Trader. Bandet ser det som en positiv ting: 

–  Det var meget aftalt før, hvad man skulle spille, fordi man var to guitarister, som skulle kommunikere og koordinere. Det er nu mere frit og åbent samtidig med, at det er sværere. Der er en holy grail omkring triorock. 

Kristian spæder i: 

Koncerterne føles mere dynamiske på en måde. Der er plads til, at der kan ske noget uforudset. Det er to mennesker, som mødes oppe ved trommerne, og så gør vi noget.

-Og at gøre noget, er bandet gode til. Det er stadigvæk muligt at fange dem og Holm til nogle koncerter i Norden, så man kan opleve trio rock på egen krop. 

Tags:
,
Isabell Larsen-Thomsen
26675@dmjx.dk