02 nov The Libertines – Store VEGA

Foto: Laura Ioana 

Venue: Store VEGA
Dato: Tirsdag den 1. November 2022

Det engelske rockband The Libertines gæstede udsolgte Vega, på den ellers notoriske valgaften. På trods af alderen der trykkede og tekniske problemer, var det en fornøjelse at være vidne til deres jubilæumturné. 

3/5 Stjerner

Det var et nostalgisk publikum, der var samlet i udsolgte Vega til The Libertines 20-års jubilæumskoncert for albummet The Bracket, hvis cover var baggrunden for scenen med spotlamper og Christaniaflag hængende. Det engelske band har været igennem noget af en historie. Forsangerne og guitaristerne Carl Barât og Pete Doherty startede bandet som en form for kærester, de fik undergrundssucces, var i søgelyset for skandaler med stoffer, havde flere nummer ét-hits, endte med opbrud i bandet, og meget mere. Derfor var det virkelig en rørende oplevelse at se The Libertines, som også inkluderer trommeslager Gary Powell og bassist John Hassall – som faktisk endte med at blive gift med en dansker og slå sig ned i Århus. 

Jeg var lidt bekymrede for aftenens koncert, da den punkrockede stil måske mest hører ungdommen til. Men de kom ind med en energi og tempo, der gjorde koncerten underholdende for det meget begejstrede publikum. Koncerten var dog lidt en blandet landhandel af niveau, og føltes til tider ret så kaotisk – hvilket ikke kun var deres skyld, men også store problemer med teknikken. 

Allerede fra starten bragede de igennem med deres gennemborende guitarer med første single “Vertigo” fra Up the Bracket. Her oplevede jeg dog også allerede nogle alt for lave vokaler, som var et tema for resten af koncerten. Flerstemmigheden i deres duet fungerede ikke særlig godt, hvilket det dog gjorde i mange andre numre som foreksempel “Begging”, hvor det lød forrygende. Det samme galt deres guitarspil og timing, som i nogle numre blev urytmisk og hvor de decideret spillede forkert, men størstedel af tiden måtte vi bare tage hatten af for de snart gamle gutter, der i sær i deres små guitarduetter virkelig fik taget vinden ud af publikum. 

Af nyere numre var især deres opførelse af “You’re My Waterloo” fra Anthems For Doomed Youth (2015) værd at nævne. Den langsomme opbygning i det ret så nøgne nummer, var rørende og Barât imponerede ved behændigt at skifte mellem klaver og guitar og tilbage igen.

Numrene var generelt korte og præcise, selvom overgangene til tider kunne virke lidt kluntede. Det kunne være svært helt at være sikker på om nummeret var startet, eller om de bare lige skulle teste fingrene. MEN på en eller anden måde gjorde det koncerten organisk i forhold til den genre som vi var inde og høre, og holdt også den fyldte sal oppe på tærene igennem den ellers ordløse koncert. Efter en masse tekniske problemer med Dohertys guitarforstærker, sluttede de som forventet koncerten med en masse hits som “What Became of the Likely Lads”, “Can’t Stand By Me Now” og selvfølgelig “Don’t Look Back Into The Sun”. 

På rigtig mange måder var denne aften en rigtig god jubæleumskoncert, der helt sikkert var mere underholdende end de fleste valgfester rundt i den ganske land. Det var et dejligt nostalgisk tilbageblik på en musik i en ungdomskultur, der tydeligt stadig har sin plads i dag, og som har været forgangsband for flere unge britiske rockbands.