12 nov Spleen United – K.B. Hallen
Foto: Emil Bertelsen
Venue: K.B. Hallen
Dato: Fredag den 11. november 2022
Spleen United leverede et intet mindre end mesterligt show fredag aften i K.B. Hallen og levede i den grad op til deres omdømme som et af Danmarks stærkeste livenavne. Den tunge bas kunne til tider drukne det ellers farverige lydbillede, men det stoppede ikke den endeløse fest, som det rutinerede band satte for aftenen.
Stjerner 4/5
Publikum stod med en forventningsfuld summen foran den tomme scenekant, da første lysstråle svævede over den fyldte koncertsal. Med en benhård energi indtog det danske elektropop/rockband Spleen United scenen og det nærmest syretrippende lysshow blev splittet til atomer i hele rummet. Åbningsnummeret var kæmpehittet ”Spleen Utd.”, hvor det euforiske publikum kunne skråle med på hver eneste frase. Spleen United var som et lynnedslag kommet med torden til K.B. Hallen og den næste knap halvanden time blev alle velkendte numre, og et par enkelte nye singler, fyret afsted mod det ekstatiske publikum.
Der herskede ingen tvivl om, at de fem bandmedlemmer befandt sig i deres rette element, da de inviterede os i publikum med på, hvad der føltes som, en endeløs tur på klubben. Med konstant blinkende og forblændede lys, vilde klubbeats og 00’er nostalgiske synthfigurer tryllebandt de salen i en trancelignende tilstand. De nye singler i form af ravenummeret ”Eat The Rich” og den trippende ”The Real Thing” satte en lille parentes omkring det nostalgitrip, som vi var høje på under numre som ”Misery”, ”Heroin Unltd” og ikke mindst ekstranummeret ”Suburbia”. Det var uomtvisteligt under bandets populære numre, at festen var på sit allerhøjeste.
Efter en længere pause på seks år fra 2013 er det 00’er-baserede band vendt stærkt tilbage på den danske musikscene. Fredag aften leverede de sådan en energi og tilstedeværelse, at man skulle tro, at de aldrig havde forladt den. Dedikerede fans i det talstærke publikum var garanteret en fest – også selvom den tunge bas, der kendetegner Spleen Uniteds elektroniske lyd, var skruet op til sit max på højtalerne og til tider dominerede lydbilledet.
For Spleen United var fokus på musikken. Det var ikke mange ord, der blev smidt publikums vej under koncerten – da ikke udover, at forsanger Bjarke Niemann var god til at annoncere hvert nummer, der skulle spilles. Det lod dog ikke til at have betydning for det nærvær, som bandt bandet sammen med det hengivne publikum. Energien var høj fra scenekanten og helt op til afkrogene af balkonens siddepladser.
Det er ikke første gang, at jeg oplever Spleen United live efter deres comeback. Det bliver absolut heller ikke den sidste. Bandets nostalgiske 00’er electronica og medrivende energi bør man absolut ikke snyde sig selv for. Nummeret ”Sunset To Sunset” fik en til at ønske, at festen skulle have fortsat helt til daggry.