Milky Chance – Amager Bio

Foto: PR
Venue: Amager Bio
Dato: Søndag den 20. november 2022

Den tyske indie-poprock gruppe Milky Chance indtog søndag aften Amager Bio, til en indholdsrig koncert hvor kufferten både var pakket med store hits, ny musik og en bemærkelsesværdig tilstedeværelse.

4/5 stjerner

Det var en vinterkold søndag, da Milky Chances ”Tour Again” turné havde fundet vej til Amager Bio i København. Sidst bandet gæstede Danmark var den 6. marts 2020 lige inden landet for alvor lukkede ned, så det var en befriende gensynsglæde at tage imod dem på den anden side af pandemien. Allerede flere timer inden dørene åbnede, kunne bandets dedikerede fans findes stående i den bidende kulde, mens forventningsglæden til aftenens koncert steg mere og mere jo tættere klokken nærmede sig 20:00. Første navn på scenen var den britiske sanger Quarry, som leverede en energisk og begejstrende opvarmning der høstede store reaktioner af sig, så publikum for alvor blev klar til aftenens hovedpersoner, Milky Chance.

Der var i forberedelsen til bandets indtræden på scenen blevet placeret en roterende skammel midt på scenegulvet. Forklaringen skulle senere være, at bandets forsanger, Clemens Rehbein, dagen forinden havde slået anklen under deres koncert i Hamborg, som følge af sin ustyrlige og indlevelsesrige dans, som altså tvang ham til en siddeplads i denne omgang. Kender man lidt til Milky Chance, ved man at den livlige indlevelse på scenen er en stor del af bandets identitet, hvilket selvfølgelig var uheldigt at vi ikke fik lov til at opleve fra forsangeren denne gang. Det skulle dog ikke forhindre bandets mål om at skabe en uforglemmelig koncert. Åbningsnummeret ”Synchronize” fik fra første akkord publikum med sig, da de dansevenlige og opløftende toner fyldte lokalet, mens begejstringen var til at tage og føle på. Herefter fulgte en god blanding af numre fra albummene Blossom, Mind The Moon og det seneste Trip Tape II, før nogle mere alment kendte sange som ”Cocoon” og ”Down By The River” fik spilletid til stor ekstase.

Et af aftenens absolutte højdepunkter fandt sted under nummeret ”Scarlet Paintings”. Sangen blev fremført siddende af bandets egentlige ophavsmænd Clemens Rehbein og Philipp Dausch, som med en stripped-down akustisk version med én guitar formåede at gøre salen musestille, mens de i fællesskab spillede nummeret uden brug af mikrofoner. Lokalet blev fyldt af en rørende og sårbar stemning, hvorefter de to musikere endnu engang blev hyldet for deres menneskelige og ærlige nærvær.

Det var et bredt internationalt publikum der havde fundet vej til den ikke-udsolgte koncert i Amager Bio. Fra min plads kunne jeg både høre tysk, engelsk og norsk omkring mig, da mange dedikerede fans var rejst til Danmark for at opleve sit favoritband. Under hele koncerten støttede disse fans aktørerne på scenen, som var flankeret af henholdsvis guitar, bas, trommer og vokal. Med undtagelse for trommeslageren, bevægede de tre strenginstrumentalister sig på skift ud for at spille keyboard og synth på sangene, i deres brede variation af instrumenter som også høstede en mundharmonikasolo af sig fra Antonio Greger på sangen ”Sweet Sun”. Forsangeren Clemens roterede af flere omgange på sin stol, da iveren efter at danse med til musikken var svær at holde inde. Det var et gennemgående tema for aftenen, hvor de karakteristiske instrumentale og dansable hooks bragte eufori blandt publikum.

Kulminationen på det hele kom dog med gigahitsene ”Flashed Junk Mind” og ”Stolen Dance”. Alle, som i ALLE, kunne synge med her, så Clemens vendte da også blot mikrofonen ud til publikum, så de kunne synge af sine lungers fulde kraft på første vers af ”Stolen Dance”. Overvældelsen fra bandet var ikke til at betvivle, hvilket de bekræftede ved at være til stede og i øjenhøjde med sit publikum – en kvalitet som altid vil løfte en koncert til det bedre. Vi blev efterfølgende beriget med hele tre ekstranumre, hvor forsangeren til sidst ikke kunne sidde stille længere, så han humpende måtte bevæge sig rundt på scenen og sætte sig på gulvet til numrene ”Colorado” og ”Running”.

Til en aften, der fra start var påvirket af en uheldig ankelskade, formåede Milky Chance alligevel at fremvise deres udtryksfulde musikalske talent på en scene, hvor de gennem en fuldhjertet og inderlig optræden satte tilstedeværelsen først og skabte en mildest talt mindeværdig aften.

Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com