Koncertanbefalinger // Uge 47

Foto: Neon Priest // PR

Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder svensk 70’er disko og releaskoncert. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.

Tomode

Hvor: Underwerket Valby
Hvornår: Lørdag den. 26 november

Den svenske disco-duo Tomode har vi tidligere dækket med stor begejstring, og nu lander de sgu i Danmark. Sikke en fornøjelse. Tomode består af Carl Leanderson og Viktor Westerberg, der i Tomode projektet fandt en måde at kombinere deres forkærlighed for funk og disco. Du kan se frem til en atmosfære med 70’er-disco, lidt skandinaviske melankoli og masse følelse. Spænd støvlerne, ret overskægget og find din flotteste hat. Lørdag nat er der disko-dasko fra Sverige til dit hjerte.

Neon Priest

Hvor: Jolene Bar
Hvornår: Fredag den. 25 november


Danmarks mest uortodokse præster har fundet knæklysene frem fra præstekjolen og gør kur til Jolene. Den elektroniske neo-popgruppe Neon Priest holder nemlig release koncert for deres nye single “Star”, der lander selvsamme dag – altså på fredag. Præsten går på kl. 20 og efter messen, så er der dans hele natten på Jolene, hvor du kan jage djævlen på porten og lukke Neon Priest ind.

Uro

Hvor: Hotel Cecil
Hvornår: Fredag den. 25 november

Den danske rapper, R&B- og popsanger med de unikke vendinger og det levende billedesprog har sparket sin største headliner tour igang. Sidst vi hørte fra Uro var, da han udgav nummeret “Føles Godt” i slut september. Nu har han påkaldt sit band og samlet en række spritnye udgivelser og lidt af ældre dato. Han er skarpladt og mere end klar til at gæste Hotel Cecil på lørdag. Om koncerten fortæller Uro selv:

– Jeg glæder mig til at præsentere alt den nye musik, jeg har arbejdet på. Vi skal græde, grine, danse og tænke sammen. Det bliver så stort!

Trentemøller

Hvor: Store VEGA
Hvornår: Lørdag den. 26 november.

Tidligere i år udgav Trentemøller sit sjette album Memoria. Albummet er skabt med koncerter i baghovedet og er som skåret i marmor til Store VEGAS kulisse. Trentemøller vil fange alt det, som du har savnet under pandemien, men alt dette kan han ikke fange alene. Derfor har musikeren samlet sit helt eget, nøje udvalgte, band. Medlemmerne er islandske DíSA, der leverer vokal og guitar, mens Silas Tinglef er klistret til trommerne. Brian Batz svinger guitaren og Jacob Haubjerg betjener bassen. Du kan altså opleve noget af et ensemble i VEGA.

Soleima

Hvor: Store VEGA
Hvornår: Torsdag den. 24 november

Soleima spiller en af sine største koncerter, når hun på torsdag gæster Store VEGA. Sangeren skød i foråret sit danskesprogede eventyr igang, da hun udgav numrene “Livet Begynder” og ”Kanterne”. Sidenhen er det gået stærk. Hun er nærmest blevet folkeeje efter optrædener i DRs Min Sang Til Danmark og Tv2s søndagssluger Toppen af Poppen. Til næste år udgiver Soleima sit første dansksprogede album Nationens Skrammer, så vi krydser alt i vores krop for, at vi må få en lille forsmag på torsdag.

Asbjorn Skov
asbjornskov@bandsoftomorrow.com