28 nov INTERVIEW: Maddy fandt modet og høster sine muligheder

Foto: PR

»Jeg har været bange for ting i lang tid, så vi lavede en aftale om “no fear”. Vi skal være modige!« 

Det er en solskinsdag i oktober måned. Jeg sidder i et lyntog, der raser tværs over Sjælland. Klokken 13:00 har jeg en aftale med artisten Maddy, der for to år siden markerede sig i radio-fladerne og på playlister med debut-nummeret “Island” med millioner af afspilninger. Man kan kalde det en bittersød ironi, at en spirende karriere blev isoleret af pandemien, der splittede de store menneskehav til koncerterne og skabte små lejligheds-øer. 

Lyntoget nærmer sig landets mest trafikerede knudepunkt – Københavns hovedbanegård. Jeg kradser kragetæer ned i min røde notesbog, mens jeg øver mine spørgsmål i hovedet. Håber de ikke slår knuder. 

Her efter pandemien og endelig en sommer med festivaler, er Maddy i gang med at genopfinde sit visuelle og musikalske udtryk. Hun har været i Los Angeles og indspille, og har senest udgivet nummeret “More”, der er produceret af Sune Wagner.

Nu sidder vi på Værnedamsvejs cafeen Granola. Vi bestiller kaffe – en americano og en cortado. Solen skinner. Vi sætter os ud på fortovet og Maddy introducere sig.

Musik med sjæl 

– Maddy er et projekt, som er meget mig. Det trækker på mine oplevelser – en ung kvindes virkelighed. Men jeg oplever også, at folk på tværs af generationer kan relatere til det, hvilket heldigvis stemmer overens med det projekt, som jeg gerne vil lave med en moderne lyd, der kigger tilbage. I øjeblikket lytter jeg til ting fra 60’erne, hvilket påvirker min lyd. 

»Mine tanker forsøger at kombinere 60ér musik med noget nutidigt. Jeg er nysgerrig på, hvorfor lige dette blandingsforhold er interessant for Maddy« .

– Der er så meget kunst, der er skabt før mig, og som jeg ikke har opdaget. Jeg var teenager, da jeg fik en pladespiller og vinylsamling fra min papfar. 

Der var både jazz, soul og blues, hvilket var anderledes end det, jeg plejede at høre. Det havde en anden slags sjæl. 

– Musik er altid et produkt af sin tid. Nu er jeg ikke brainie på historie, men der har været krige og kriser. Man kan mærke noget sorg og opstandelse i musikken fra dengang. I jazz og soul ligger der noget melankoli, men musikken er stadig let. Den følelse vil jeg gerne have i mit eget projekt, så man kan mærke tyngden i de ting, jeg taler om. Men det skal også være fordøjeligt. Jeg prøver ikke at lave progressiv eller anderledes musik. 

En karavane af børnehavebørn slanger sig gennem det smalle fortov på Værnedamsvej og nedlægger alle samtaler. Et par modgående forsøger at navigere igennem og kringler sig ad omveje forbi børnene. Jeg tænker på Maddys situation. Hun skød karrieren i gang med et brag og efterfølgende blev momentet ædt op af corona. Vejen har været kringlet for hende, og jeg undrer mig over, om hun føler, at hun har fundet sin plads i en branche, der selv blev rystet i sin grundvold. 

Den skøre start 

– Jeg udgav min debut-single fredagen før, at landet lukkede ned. Det var ret skørt. sangen (Island) havde vi valgt at udgive, da den cementerede min lyd. Vi talte om;

 “det er en fed sang, lad os bare udgive den, som det første, så har vi nogle rigtig store sange, der kommer efter”. 

– Hvilket var ironisk, da det var “Island”, der blev hittet. Det var meget underligt. Den blev spillet på alle radiokanaler, men der var ikke noget at følge op med. Der var ingen branche-events, shows eller festivaler. Det var et moment, som ikke blev løbet op. Der var en fransk Dj, der lavede et remix af “Island”, så jeg fik en invitation til Nice, hvor han optrådte. Mit nummer skulle afslutte aftenen. Jeg skulle synge foran hele Nice. Men så kom corona. Det har været en tung start. Det startede større end jeg havde håbet. 

Det har været mærkeligt efterfølgende, da jeg har udgivet andre sange, men jeg bliver ved med at referere tilbage til “Island” – det er min lyd og det er mig.

Så hvad gør man, når man er oversvømmet af modtagelse, der ikke kunne besvares. Maddy er i gang med at genopfinde sit kunstneriske univers. Hvilket undrer mig, for det første fungerede. Nu er branchen tilbage på skinner, så hvorfor skifter hun spor?

Du skal skille dig ud 

– Jeg tror det kommer af behovet for at skille sig ud. Nå ja, så kunne det godt være, at mange havde hørt min musik i radioen, men de kan ikke genkende mig på gaden. Når jeg kigger på andre artister, som jeg er inspireret af, så har de et cementeret look. En lyd, der skiller sig ud. Jeg har brug for et skift. Jeg er ikke længere en upcoming kunstner i en corona-tid. Nu starter jeg “forfra”. Jeg kræver noget nyt. Inspirations mæssigt er jeg begyndt at arbejde med Sune Wagner. Han har tidligere lavet The Raveonettes, og det lydunivers synes jeg er sygt. Han har virkelig imødekommet mit ønske om at lave noget særligt, der stadig er pop og kommercielt. 

Sune bor og arbejder i LA. Kontakten mellem de to startede tilfældigt hjemme i Danmark. Her drak Maddy vin med sit pladeselskab, og de vibede over, hvem der var fede. The Raveonettes landede på afspilleren, og Maddy udtrykte sin begejstring.  

En mand fra Maddys pladeselskab kendte Sune. Kontakten blev etableret, og Maddy tog fem uger til LA for at lave musik i underholdningens-metropol. Langt fra Danmark.

– Det var fedt at få den tillid fra mit pladeselskab, og dem jeg arbejder med. Men det var også noieren at være alene i sådan en stor, rig og kendt by. Jeg var lidt på egen hånd, og jeg kunne virkelig mærke, at jeg følte mig speciel over at skulle til LA og lave musik. Så kom jeg til LA og var sådan “WHAT, jeg er overhovedet ikke speciel”.

Der er mange kreative mennesker i LA. Folk er skuespillere, musikere eller arbejder i de brancher. Det er jo underholdningens by. Det var skørt, der var man pludselig ingenting.

»For mig virker det lige dele skræmmende og modigt at krydse Atlanterhavet. Stå alene i LA og indse, at der måske er gået inflation i det ekstraordinære, man troede på hjemmefra« .

– Jeg boede på et airbnb ved en ældre kvinde, som jeg heldigvis blev lidt venner med. Men det var lang tid at være alene, også fordi der er tidsforskel. Jeg kunne ikke bare ringe hjem om aftenen, fordi det var i nat i Danmark. Men nu kan jeg godt savne LA lidt. Jeg er kommet over traumet at skulle være alene. Selvom det også var fedt, at være alene på den måde. Gå med mine tanker, bare skulle lave musik. Det er jo en gave. 

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om sådan en livsbegivenhed ikke påvirker ens selvforståelse eller tilgangen til sin musik«.

– Mange, der ikke laver musik spørger ofte “nå men, skriver du så din musik selv?”. Det kan være svært at svare på, fordi det gør jeg jo, men der er ofte flere involveret, som supplerer mine ideér og tager udgangspunkt i mig og min musik. Så når folk har spurgt “nå, skriver du selv?”, så har jeg kunnet få et imposter-syndrom. Så at komme til LA var en oplevelse af “nå ja, det er jo mig!”. Selvfølgelig kan jeg skrive sange selv. Det var fedt at blive opmærksom på det igen. Jeg synes også, at det er en kunst, at være en dygtig fortolker, men lige at mærke, at jeg også er sangskriver. Det var dejligt. 

No fear 

Det virker som om, at Maddy har genopdaget sig selv som kunstner efter opholdet i LA. Hvis man kigger på hendes visuelle univers og lytter til de seneste to udgivelser “Dum Dum Dum” og “More”, så er det ved første lyt og øjekast tydeligt, at universet er under udvikling. Det er blevet mere mystisk og mørkere end tidligere. Konturerne af et kunstnerisk skift træder frem på hendes artist-page på Spotify. Det virker mere stilsikkert. 

– En ting, som jeg har snakket meget med mit hold om er, at jeg godt kan være bange for ting. Jeg har været bange for ting i lang tid, så vi lavede en aftale om “no fear”. Vi skal være modige!

– Jeg kan være bange for mange ting, at blive kaldt basic, eller få kritik, som jeg ikke synes er rigtig eller frygtelig rigtig. Eller at man lægger mange penge, tid og arbejde i noget, som ingen forstår eller ser. Jeg tror, at den nye Maddy er en proces. Det kan være, at jeg ændrer udtryk igen om en uge. Hvordan jeg vil se ud, hvad jeg vil tale om, og hvordan lyden skal være. Jeg vil ikke være begrænset. Jeg har før følt mig begrænset, så nu er det en konstant øvelse i ikke at tænke begrænset, men i stedet se muligheder. Nu er jeg ikke bange for at vise noget af mig selv. Jeg har kigget meget på Bowie. Han har lavet så meget forskelligt og genopfundet sig selv flere gange. Det med at genopfinde sig selv i musikken. Det kan skabe nogle muligheder for mig. 

Muligheder og “More”

De nye muligheder, samarbejdet med Sune Wagner og turen til LA har skabt et nyt udtryk, der har fået form på nummeret “More”. En fokus single i det nye univers. 

»Jeg tænker over, hvorfor det er lige er “More”, der skal cementere en ny kunstnerisk periode. Hvad synes Maddy, at dette nummer kan?«.

– Det er en pop-ballade, men ikke en Adele ballade med klaver og store følelser. Den har nogle moderne greb, og jeg kan høre 60’er tingen i Sunes synthesizeres. Nej, jeg er dårlig til at forklare det. 

… 

– Jeg kan godt lide hele lyduniverset, og jeg har fået lov til at vise andre sider af min stemme og mit range. Så synes jeg, at teksten er vigtig. 

Den handler om noget, som folk i mit privatliv kender til. De har hørt mig tale om det i årevis. Det er, at man skal passe på sig selv før, at man kan være noget for andre. Det kan være svært at vælge noget fra, men man skal vælge sig selv først. Det synes jeg, er noget man konstant skal forholde sig til, hvis man er sådan en, der kommer lidt i pressede situationer. Eller hvis man er en pleaser. Jeg er en ‘recovering pleaser’” og får stadig tilbagefald. Det er vigtigt at mærke selvkærligheden først. 

Det er en smuk linje at slutte interviewet med, så jeg lader den stå. 

Tak til Maddy. Du kan lytte til “More” her. Vi glæder os til at følge med i Maddys kunstneriske-proces.