FORPREMIERE: Jack Mensa debuterer med hyldest til dagen derpå

Foto: Nick Gray (Pressebillede)

I dag har vi forpremiere på Jack Mensas debutnummer “Coffee”, der med en forførende trompet beskriver tømmermændskonsekvenserne.

Jack Mensa flyttede til København fra London for syv år siden, da en dansk ungdomskærlighed hev fat i ham. Kærligheden endte i hjertesorg, men Jack Mensa blev boende i hovedstaden. Den 26-årige musiker har spillet musik hele livet, først for andre og senere som komponist i indie-film. Soloudgivelserne har ligget på tegnebrættet og samlet støv – indtil nu. I samarbejde med produceren Alexander fra Turino Studio har Jack Mensa givet liv til sangene, der ender ud i et debutalbum til næste år. I dag har vi forpremiere på Jack Mensas første udspil “Coffee”, der er en hyldest til dagen derpå, hvor de faste pligter gerne må blive i baggrunden, mens man slummer på en kaffebar. Nummeret har en lo-fi lydside, der poleres af et elektronisk piano og en fantastisk trompet.

Om nummeret fortæller Jack Mensa selv:

– Det er den der aften, hvor du går i byen dagen før en vagt på dit lortearbejde og siger til dig selv, at du er ung nok til at håndtere tømmermændskonsekvenserne af dine meget uansvarlige beslutninger. Morgenen efter er du fucked, for at sige det lige ud, og tingene går ikke som planlagt.

På papiret kommer “Coffee” først ud i morgen, men vi har fået forlomme, så du kan lytte til “Coffe” her.

Tags:
Asbjorn Skov
asbjornskov@bandsoftomorrow.com