04 nov ELBA tager os med tilbage
Foto: Anders Witt (pressebillede)
Den danske popmusiker ELBA er klar med sin nyeste single “The Weight.” En sang, hvor hun selvrefleksivt tager os med tilbage til en periode af sit liv, hvor hun var ramt af nedtur og stress.
ELBA, med det borgerlige navn Ellen Bathum, tager nu yderligere tilløb til udgivelsen af sit kommende debutalbum Teardrops and Blind Spots med singlen “The Weight.” En stærk og melodisk ballade, der byder på en mere organisk, minimalistisk og håndspillet lyd end de tidligere singler, som også vil være at finde på det kommende album. Sangen giver masser af plads til ELBAs udtrykfulde vokal og ikke mindst den personlige fortælling. Selv siger hun om det nye nummer:
– Sangen er skrevet i en periode i mit liv, hvor jeg måtte sætte mit musikalske virke på pause for at restituere, og handler om alle de fysiske og psykiske symptomer, jeg oplevede. En række ting udløste en stress-reaktion, blandt andet den konstante usikkerhed i musikbranchen og den lange periode med corona, som gjorde alting endnu mere usikkert. Jeg valgte at flytte hjem til min familie i Thy, for fysisk at fjerne mig fra alt det, der tidligere stressede mig. Den her fortælling har været en vigtig reminder for mig, og er det stadigvæk her et år efter at jeg skrev den, fordi det er en historie jeg deler med rigtig mange andre.
Du kan lytte til “The Weight” her