17 nov CMAT – Ideal Bar

Foto: PR

Venue: Ideal Bar

Dato: Onsdag den. 16 november 2022

CMAT leverede næsten ideal performance på Ideal Bar.
Stjerner 4/5

Det irske pop-countryband CMAT, der tidligere på året strøg ind på de irske hitlister, faciliterede på imponerende vis både fællessang og fællesdans. Med sig havde CMAT den relativt sløje med-irske sing and songwriter, Aisling Logan, der mest af alt virkede som en jaloux lillesøster, der prøvede at mime storesøster efter i alt, hvad hun foretog sig. Derfor var det også en lettelse, da CMAT gik på og indtog den lille scene, der er karakteristisk ved at være i øjenhøjde med sit publikum.

Ciara Mary-Alice Thompson har som kunstner reduceret sig selv til forkortelsen CMAT, hvilke også prægede performancen på Ideal Bar i går, onsdag. De startede ellers som man kunne forvente: “Nashville” blev fulgt op af “Lonely”, hvilket gav varmen til det endnu ret uopvarmede publikum. Herefter stagnerede stemningen, da det kom til nye, ikke-udgivede numre og mindre, ukendte sange fra det album, der udkom tidligere på året.

Afslutningsvis forsøgte CMAT med et København-nummer, der skulle slå fast, at Thompson, der engang boede i hovedstaden altså ”had the worst time of my life here”. Det blev fulgt op af popnummeret “I Wanna Be a Cowboy baby”, der lukkede optrædenen, der måske nok mest af alt kan karakteriseres som en manipulation med publikum.

Det var CMAT og ikke mere vi fik. Forsanger, Thompson, var enormt veloplagt, koreografien var velkoordineret, men ind til bandets essens nåede vi aldrig. Det var som om autenticiteten og nærværet var gemt inde bag den sprudlende performance, der både inkluderede rullen-rundt på gulvet, intime kærlighedssange og gåen-syngende-rundt-blandt-publikum sekvenser.

CMAT overskred aldrig deres eget label; de fremtrådte som et band, en performance, og ikke som kunstnere, der har noget på hjerte. Koncerten var en underholdningsleg, der gav publikum noget for pengene, men altid med en vis distance. Vi blev holdt i skyggen af CMATs barnagtige leg, hvor Thompson insisterede på at eftergøre musikkens stemning i karikerede og akavede positurer, der bedst hører hjemme på skuespilskolen. Det mindede mest af alt om et forsøg på at vise, at overdrivelse rent faktisk fremmer forståelsen.

CMAT leverede en performance udover det sædvanlige, men helt dybtfølt kunst blev det aldrig til. Det var
mere underholdning end det var musik. Hvilket i sidste ende måske også er fint nok.

Skrevet af Kristian Paris