08 nov black midi – Store VEGA

Foto: Laura Ioana
Venue: Store VEGA
Dato: Mandag den 7. november 2022

Er du til jazz, punk eller gode gammeldags showtunes? Svaret er underordnet, for prog-rockerne fra Black Midi giver dig lidt af det hele – og mere til. Det gjorde de for mindre end et år siden, da de indtog et udsolgt Lille VEGA, og de gentog succesen mandag aften, hvor de var blevet opgraderet til bygningens store sal.

4,5/5 Stjerner

Med en introduktion, der var en boksemester værdig, og til tonerne af Aquas ”Barbie Girl” indtog Black Midi scenen. Ganske normal kutyme for et band, der for alt i verden ikke ønsker at bidrage til den progressive rocks ry som en prætentiøs genre, blottet for selvironi.  Alligevel virkede det på denne mandag aften i Store VEGA som om, at den unge trio havde lagt deres sædvanlige scenegejl en anelse til side. 

Der var ingen kamp med plastiksværd eller post-ironiske coverversioner af kendte numre, som det var tilfældet ved deres seneste danske koncert. I stedet var London-bandet trukket i arbejdstøjet, fast besluttede på at levere en malstrøm af brutal og avantgarde prog-rock med elementer af alt fra punk til kabaretmusik. 

I det ene sekund kunne publikum svaje let med til jazzede math-rockrytmer, og i det næste eksploderede nummeret ud i solide vægge af dissonans. Den synkroniske overgang fra idyl til kaos kræver et enormt instrumentkendskab og ikke mindst en endnu større kemi imellem bandmedlemmerne. Og både de tre faste medlemmer af black midi samt den medbragte keyboardist Seth Evans beviste ud over enhver tvivl, at de besidder en enorm virtuositet, der kun synes endnu mere imponerende, deres unge alder taget i betragtning. Desværre kunne man godt mangle det ekstra element i samspillet, som saxofonist Kaidi Akinnibi normalt plejer at bidrage med. Han var desværre ikke med ved aftenens koncert.

Det mest iøjnefaldende eksempel på bandets alsidighed – der til tider grænser til det skizofrene – kom hen imod sættets afslutning, hvor Cavalcade-åbneren ”John L” blev efterfulgt af den endnu ikke udgivne ”The Magician”. 

Førstnævnte nummer er en ustoppelig lavine af fuldstændig hysteriske riffs toppet af Geordie Greep ustyrlige tågesnak. Publikum stod ikke stille i ét eneste sekund, og moshpitten kørte konsekvent under hele nummeret. ”John L” er i øvrigt netop en af de få Black Midi-sange, hvor det qua nummerets relative ligefremhed giver mening at moshe. Ved flere andre lejligheder forsøgte det frådende publikum at orkestrere en moshpit uden det store udbytte, da det med de mange start-stop-start-øjeblikke i musikken kan være svært at finde det rigtige moment.

En diametral modsætning til ”John L” var ”The Magician” – som i øvrigt gerne må udkomme inden alt for længe – hvor selvsamme Greeps stemme for en sjælden stund fik lov til at stå klar og tydelig i mixet. Melankolien der rungede gennem salen, da han gentagende gange spørgende sang ”what’s left?”, resulterede – i hvert fald for mit vedkommende – i intens gåsehud. 

Vokalpræstationen på det nærmest balladeagtige nummer tog aftenens førstepræmie, blandt en række strålende bud fra både Greep og Cameron Picton, der ligeledes begge gjorde det ufejlbarligt på henholdsvis guitar og bas. 

Trommeslager Morgan Simpson fortjener i den grad også en applaus for endnu en gang at bevise, at han er blandt de ypperste i verden. Især da bandet undervejs begav sig ud i en længere instrumental interlude, fik han som den bærende force lov til at skinne. Det var ganske passende, at han på utraditionel vis var placeret helt forrest på scenen i stedet for at residere i baggrunden. 

Alle tre af bandets medlemmer fortjener nemlig at blive skubbet så langt ud i spotlyset som muligt, og springet fra Lille VEGA til Store VEGA viste tydeligt, at de er ved at være klar til at tage endnu et skridt frem på den internationale scene.