Bahima flyver til rummet og himlen på debut-Ep

Foto: Mads Dobel (Pressebillede)

Roots-pop bandet udgiver Før Du Flyver, der finder sin inspiration i øst og vest.

Vi har tidligere dækket Bahimas udgivelse af “Engel“. Nu har det upcoming band foldet vingerne helt ud og udgivet deres debut-ep Før Du Flyver, der gennem fem numre smelter østlige og vestlige musikinspirationer sammen og skaber et eventyr. Skæve rytmer og melodier omfavnes af Bahimas unikke tekstunivers, der får det danske sprog til spire og sprudle. Om udgivelsen fortæller bandet selv:

– Før Du Flyver er som titlen antyder, en historie om at flyve. Men også om et før og et efter. Om at holde fast i tiden før din elskede fløj væk og glemme at der findes et “efter”. På Før Du Flyver får du lov til at lette fra jorden i et rumskib, som en due og som en engel. Men du får også historien om at flyve væk fra livet og ind i det uvisse.

De fem sange på Ep’en har en særlig historie, der sætter sig i lyduniverset. Forsanger Barbara Mathiesens far døde i slutningen af 2019, hvorefter både den indre og ydre verden lukkede ved første nedlukning. Sangene opstod i denne periode og bærer præg af disse begivenheder. Før Du Flyver får en ny betydning i dette lys, men for Bahima har det været vigtigt, at holde fast i humoren, der blandt andet afspejles i den magiske due på nummeret “Min Due”.

Du kan give dig hen til Bahamas skæve og eventyrlige univers med Før Du Flyver lige her.

Tags:
Asbjorn Skov
asbjornskov@bandsoftomorrow.com