07 nov Al Jacobi er ude med kapitel to i sin trilogi
Foto: Sara Kavazovic (Pressebillede)
Rapperen og produceren udgiver Ep’en ‘Felt Acute, Might Delete Later – Chapter 2’, der handler om at være til festen men føle sig udenfor.
Al Jacobi har travlt med samfunds refleksionerne på sin Ep trilogi. Trilogien handler om rapperens oplevelser i den danske drukkultur, en kultur, som han mener er ekskluderende. På første kapitel satte Al Jacobi ord på ikke at være inviteret til festen. På trilogiens anden udgivelse Kapitel 2 er synspunktet et andet. Her er invitationen landet. Jacobi deltager i festen, men han føler sig udenfor, fordi han ikke drikker. Hvorfor kan man ikke danse ædru uden at få dømmende blikke? Hvor finde man ro i en ungdom, hvis fortællinger bedømmes på vildskab? Al Jacobi stiller spørgsmålene og undersøger dem selv på Felt Acute, Might Delete Later – Chapter 2. Om tematikken udtaler rapperen selv:
– Selvom jeg ikke drikker, elsker jeg at feste og bare give slip på et dansegulv. Alligevel oplever jeg en tendens til at blive dømt for alle de ting, jeg ikke er på, eller måske ligefrem at tro, at jeg er bedre end andre. Det tror jeg ikke. Folk må gøre, hvad de vil, men i en tid, der handler så meget om at være den, man er, så skal der også være plads til at tage afstand fra det, man ikke er.
Ep’en består af fem numre, hvor især nummeret “What You Want” med WIDE skiller sig ud. Du kan finde nummeret på Ep’en her.