20 danske artister du skal kende

Foto: August Høyen // PR (Pressebillede)

Vores lille land bliver ved med at producere talentfulde artister, med et potentiale så stort at man bliver nødt til at anerkende det. Vi har i denne artikel samlet 20 af slagsen, som vi synes du skal kende til.

MAS

Lad os starte med MAS. Unge MAS er i gang med lidt af en kometkarriere, hvor han i år for alvor har budt sig selv velkommen på musikscenen med sange som ”Langt Fra” og ”Ovenpaa” med Thor Farlov. Drømmen startede i hans forældres kælder i Rødovre, hvor han ihærdigt brugte penge på YouTube-beats, for at kunne lægge sange op på SoundCloud. MAS har siden da taget et stort skridt mod gennembruddet, hvor han skiller sig ud fra flokken med en unik evne til at blande ufiltrerede følelser med tunge rap-bars. Han har i den grad dedikeret sig selv til musikken, hvilket resulterer i en plads på denne liste. MAS har for nyligt lavet et nummer i samarbejde med metroen – det kan du tjekke ud her.

Silvia

Silvia er ung, udtryksfuld og utrolig dygtig. Hun har for nyligt præsenteret sangen ”Med Din Trøje På”, der er et eksempel på hendes stil, med bløde melankolske vokal og relaterbare tekster. Hendes univers får os som lyttere til at forstå hende som menneske, gennem dansable lydbilleder inspireret af hiphoppen. I år blev hun udvalgt som en af 10 finalister ved KarriereKanonen, hvor modtagelsen i branchen også har også budt på radiotid og koncerter. Vi har sat fokus på hende som denne uges upcoming, og vi synes du burde lytte til “Med Din Trøje På” lige her.

UNG-SKAB

UNG-SKAB laver ærlig og ungdommelig hip-hop, der styrker sig ved velproducerede produktioner og et stemningsfuldt tekstunivers. Duoen består af Clara Rose Lundberg og Eigil Bjørn Meldgaard, der begge også har soloprojekter under navnene Roselil og BJØRN. I 2021 besluttede de sig for, sideløbende med UNG-SKAB, at prøve evnerne af i egne navne, hvorfor vi også skal tilbage til 2021 for at finde gruppens seneste udgivelse. BJØRN har eksempelvis udgivet en fælles EP med MAS, mens Roselil har samarbejdet med både USSEL og Cyd Williams. Sammen har de en række singler bag sig, samt EP’en UNG-SKAB som er et pragteksemplar på deres unikke talenter. Lyt til UNG-SKAB her.

USSEL

Vi har for nyligt også inddraget USSEL på listen over 10 danske hiphop- og rapnavne du skal kende til – og han kan heller ikke undgås på denne liste. Den fremadstormende rapper og sangskriver er godt på vej til at gøre sig til et etableret navn på den danske musikscene, med en mission om at få dig til at grine, græde og skråle med på hans sange. Han kunne i år skrive vinder af KarriereKanonen på CV’et, hvilket også er en titel der skaber forventninger. Seneste udspil fra USSEL er den fuldbyrdede kærlighedssang ”en sang til min kommende kone”, der – ja, du gættede det – er lavet på forkant af at finde sit livs kærlighed. Den unge søn af Sønderborg har allerede indgået samarbejder med artister som UNG-SKAB, Marcus.wav og Orgi-E, som baner vejen for den store karriere han er på vej imod. Tjek USSEL ud på sangen “KASTER MIG SELV UD” her.

giddy goye

Bag giddy goye står jyske Birgitte Kolby. Kunstnernavnet stammer fra det gamle børnerim “Birgitte, Birgitte Begøje”, som altid har forfulgt hende gennem opvæksten. giddy goye har for nyligt gjort sin entré på den danske musikscene med debutsinglen “LOVERBOY”, hvor hun viser sin musikalitet frem gennem en sensuel lyrik ovenpå en hårdtslående produktion. I projektets relativt korte levetid har giddy goye allerede formået spille på en række festivaler rundt om i landet, herunder årets SPOT Festival. Et spændende navn værd at følge med i. Lyt til “LOVERBOY” her.

ORA

ORA består af søskendeparret Lea og Samuel. Sammen har de skrevet og indspillet musik de sidste tre år, hvor første udspil fra duoen udkom tidligere i år i form af EP’en The Demos. Igennem musikken udtrykker de tanker, glæde, frustration og begejstring, med simple lydbilleder hovedsageligt bestående af guitar og klaver. I år kunne ORA blandt andet opleves live på SPOT Festival, mens de også var at finde som feature på sangen “Sensommernætter” fra KESIs album 30 Somre. Tjek ORA ud her.

August Høyen

August Høyen laver musik der befinder sig i den følsomme ende af hiphoppens spektrum. Han har i alt fire sange i bagagen, hvor han i år har gjort sig bemærket med sangene ”Vennerne Skinner” og ”Jeg Regner Med”. Musikken har rødder i country- og folkemusik, der har fået et passende moderne og tilbagelænet soulet udtryk, hvor Høyens skrøbelighed tilkendegives gennem poetiske og ærlige tekster. Han er før blevet udnævnt som ’den bløde dreng i klassen’, og lad det være årsagen til tjekke August Høyen ud! Læn dig tilbage og lyt til “Jeg Regner Med” her.

Bette

Bette kender du måske allerede, hendes beundringsværdige musikalske univers er nemlig svært at overse. Hun formår som få andre i Danmark at omfavne RnB genren og gøre den til sin egen, mens den nysgerrige og luftige stemme svæver fremad. Bettes sange er følelser, der både dystert og muntert bemærker sig med en umiskendelig ærlighed. Sangerinden fik for nyligt æren af at optræde med Hans Philip på hans dobbeltalbum – en konstellation der kun kan anbefales at tjekke ud. Bette er et stjerneskud, der bare bliver ved med at imponere. En god introduktion til Bette er sangen “gørvedmig“.

Cyd Williams

Bag Cyd Williams står William Risvig. Han skriver og synger sange der i et genremæssigt spektrum finder sted i alternativ indiepop, med tekster der sætter ord på ungdommens hastige og oplevelsesrige år. Han slog for alvor igennem, da hans musik blev soundtrack for Jonas Risvigs YouTube-serier ”CENTRUM”, ”GRÆNSER” og ”FLOKKEN”, med relaterbar lyrik om kærlighed, håb og tvivl. Cyd Williams er efterhånden blevet soundtrack for hele den danske ungdom, så hvorfor skulle han ikke også kunne overbevise resten af aldersgrupperne. Lyt med lige her.

hun_sagde

hun_sagde er et splinternyt navn på den danske musikscene og bestemt et navn man skal holde øje med fremover. Hun udkom i marts med debutsinglen “Ingenting”, som blandt andet ledte hende til scenen på SPOT Festival. Som hiphop-artist skriver hun poetiske tekster om mentalt helbred og samfundets skyggesider, som underbygges af de livlige og elektroniske hiphopproduktioner. Hun er ikke bange for at tage fat i de emner ingen andre tør røre – en stor styrke i musikbranchen. Tjek “Ik Sig Det Til Nogen” fra debut- EP’en hun_sagde ud her.

Magnus Tempels

Magnus Tempels er en artist med fart på. I øjeblikket er han aktuel med albummet Leech, som er et eksempel på hans karakteristiske brug af elektroniske og atmosfæriske elementer. Inspirationen kommer sig af, at han som 15-årig rejste rundt i Europa for at spille musik for folk på gaden, hvilket grundlagde kærligheden for musikerlivet. Genremæssigt er der tale om elektronisk pop, hvor de hyppige emner er midttyvernes kaos og håbefulde forelskelser. Bestemt en artist at holde øje med! Lyt til “Fata Morgana” fra det nye album her.

Julie Ellinor

Julie Ellinor er en spændende ny dansk musiker. Hendes musik karakteriserer sig med hyppige guitarer og synthesizers, hvor hun præsenterer sin sårbare vokal i et unikt indiepoppet lydunivers, som udfylder et hul på den danske musikscene. I skrivende stund har hun to EP’er og en række singler i bagagen, herunder hittet “Disarray”. Hendes sange frembringer reaktioner fra lytteren gennem åbne og ærlige tekster, som formår at sætte ord på tanker og følelser. Et godt bud på den nye danske stjerne. Den seneste single hedder “Reality’s Got Nothing On Illusion”, som du kan høre her.

JOAH

Dansk rap har fået selskab af navnet JOAH. Lyrisk skriver han rapsange, der fortæller historier ovenpå tunge beats, mens han maler billeder af ungdommens begivenhedsrige tider. Tidligere på året udgav han debutalbummet Enebarn, som du bør tjekke ud hvis du er en hund efter noget god dansk rap. Du kan starte med sangen “Autopilot“.

Tigeroak

Tigeroak består af Laurits Steen Møberg og Anna Prinds. Sammen fusionerer de jazz med hiphop, hvor nordiske indflydelser giver musikken et nuanceret lydbillede. Anna Prinds står for den svævende og luftige vokal, mens Møberg står bag kompositionerne. Duoen skaber et unikt rum, hvor der er plads til at lade sig forføre af musikken, hvilket er godt for sjælen en gang imellem. Indtil videre kan man dykke ned i fem sange som vi kun kan anbefale! Sangen “Eyes Finding Eyes” er netop kommet på gaden, så lyt da til den her.

Rebebe

20-årige Rebebe er lige så stille ved at indfinde sig på musikscenen. Hun fulgte op på den hypede debutsingle ”DVDs” med sangen ”Prozac”, hvor man som lytter tryllebindes af den selvsikre og kraftfulde vokal. Rebebe sætter ord på virkeligheden med beretninger fra sit eget liv, i et poppet lydbillede der indeholder et internationalt potentiale. Debut-EP’en What Are You Into udkom i fredags, hvor du her kan lytte til nummeret “Ronny“.

Undertekst

Fra Aarhus finder man bandet UndertekstGruppen består af fire unge gutter, som stræber efter lyden af ungdommen. Musikken kan betegnes som indiepop, hvor flere sange, herunder ”Skal vi tage til månen”, har nydt stor popularitet både i radioen og på livescenen. Deres sange kredser sig om ungdommen og den upolerede kærlighed, hvor lytteren røres af de fængende melodier og bløde tekster. Tjek Undertekst ud her.

SULKA

SULKA er et friskt pust på den danske rapscene. Med tekster der maler poesi på tunge hiphop beats, sætter hun ord på det ingen andre tør. Lytteren inddrages i et lyrisk univers der udfordrer og udforsker, mens SULKA hastigt rapper med et bemærkelsesværdigt flow. Debutalbummet Epoker fra 2020 er et pragteksemplar på det fandenivoldske udtryk, der kendetegner den rå og talentfulde artist, hvor lydsiden er produceret af den velkendte dj Tue Track. SULKA tog sidste år en pause fra musikken for at sætte fokus på sexisme og overgreb i hiphop-miljøet – et stærkt og modigt statement i en hård branche. Hun er heldigvis tilbage nu, hvor den seneste udgivelse ”Kun Mit” cementerer hendes selvkærlighed i et vuggende RnB-univers. Lyt til sangen “Babushka” her.

BATHSHEBA

BATHSHEBA er et ungt talent der virkelig er på vej frem. Hun debuterede i 2020 med sangen ”Blind”, og har sidenhen ikke set sig tilbage. Musikken indeholder alt fra ungdommelig pop til sorgfulde ballader, hvor teksterne er både ærlige og melankolske. Hun var i år at finde på Roskilde Festivals Countdown-scene, hvor et oplagt publikum modtog de elegante melodier og forførende vokaler med kyshånd. I øjeblikket er hun aktuel med den storslåede single ”Something About Her”, som er et eminent eksempel på den ultimative popsang. BATHSHEBA er en spirende stjerne man ikke skal sove på. Vi synes du skal give “Something About Her” et lyt.

APHACA

APHACA giver dig lidt af det hele. Femmandsgruppen laver musik med bidrag fra jazz, rock og hiphop – i en genre de selv definerer som mælkebøtte-pop. 70’er-agtige synths, bossanova guitarer og indietrommer danner rammerne for den hyggelige og tilbagelænede sindstilstand, man kommer i når man drager ind i deres univers. Drengene synger ofte i flerstemmigt kor, hvilket får dig i en lejrbålsstemning, der bygger på rækken af country-inspirerede artister som bryder frem på den danske musikscene. Læn dig tilbage og lyt til APHACA lige her.

DAYYANI

DAYYANI laver musik der blander rock, RnB og elektronisk pop. Bag efternavnet står Isabella, der laver ukomplicerede tekster om alt fra kærlighedsrelationer til klimakrisen. I 2021 udkom debut-EP’en All The Things I’m Learning, som for nyligt er blevet efterfulgt af karrierens anden EP …Still Learning. DAYYANI lærer stadig, men hun kan allerede se stolt tilbage på en flot indtræden på scenen, hvor det i sommer også blev til en optræden på Roskilde Festival. Lyt til sangen “On & On” her.

Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com